10 brede forlig der skabte Danmark

Historisk har Socialdemokratiet været med til at skabe Danmark gennem brede forlig hen over midten. På den måde har det samarbejdende folkestyre sikret, at aftalerne var langtidsholdbare, legitime og slagkraftige – også hvis flertallet skulle skifte.
Det danske velfærdssamfund er i høj grad skabt af, at Socialdemokratiet har ledet og lavet forlig hen over midten. Derfor kan det også undre, at det har vakt så meget debat, at Socialdemokratiet har opfordret til fælles fodslag med Dansk Folkeparti i forhold til at undgå Venstre-regeringens ønskede topskattelettelser. Men brede forlig har historisk været en vigtig strategi for især socialdemokratiet som det store regeringsparti, der har sikret så mange store sejre til arbejderne gennem netop de brede forlig.

1: Forbud mod børnearbejde med Venstre og Konservative, 1913
En af arbejderbevægelsens første store sejre var, at børnearbejde på fabrikker blev forbudt ved fabriksloven af 1913. Det havde været et af arbejderbevægelsens hovedkrav siden stiftelsen, at børn skulle gå i skole i stedet for at fungere som billig arbejdskraft i industrien. Trods et borgerligt flertal i Folketinget, lykkedes det Socialdemokratiet at overtale Venstre og Højre til at forbyde børnearbejde på fabrikker. For at få de borgerlige partier til at acceptere et forlig, måtte Socialdemokratiet acceptere, at forbuddet mod børnearbejde ikke skulle gælde i landbruget.

2: Afskaffelse af tyendeloven med Venstre og Konservative, 1921
Fra Peter Sabroes og Jeppe Aakjærs beskrivelser af de kummerlige forhold for landtyendet omkring år 1900 havde det været en mærkesag for Socialdemokratiet at få ophævet den forhadte tyendelov. Med medhjælperloven blev husbøndernes revselsesret over for tyende afskaffet. Samtidig blev det forhadte system med skudsmålsbøger fjernet. Tidligere var det sådan, at tyende skulle have deres skudsmålsbog for at søge tjeneste, og skudsmålsbogen blev opbevaret af husbonden, der således gjorde det umuligt for tyende at sige op, fordi husbonden blot kunne lade være med at udlevere skudsmålsbogen. Afskaffelsen af tyendeloven og indførslen af medhjælperloven var kulminationen på den tyendekommission, Socialdemokratiet allerede i 1907 havde krævet nedsat, og den var et væsentligt skridt i retning af at sikre tyende på landet samme rettigheder som andre lønmodtagere.

3: Kanslergadeforliget, Venstre, 1933
Det vel nok største og vigtigste politiske forlig i Socialdemokratiets historie blev indgået med det borgerlige oppositionsparti Venstre. Fagbevægelsen havde afvist arbejdsgivernes krav om en lønreduktion på 20 %, og arbejdsgiverne havde derfor truet med en storlockout midt under en økonomisk krise. Statsminister Stauning havde derfor fremlagt et lovforslag om forlængelse af overenskomster og forbud mod strejker og lockouter. Samtidig ønskede Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre at sætte gang i offentlige investeringer for at bekæmpe den stigende arbejdsløshed og en omfattende socialreform.

Venstre og Konservative havde flertal i Landstinget, så hvis ikke forslaget skulle stemmes ned her, måtte Socialdemokratiet sikre opbakning til forliget fra ét af de borgerlige partier.

Efter lange forhandlinger lykkedes det Stauning-regeringen at opnå opbakning fra bondepartiet Venstre. Prisen for at få Venstres chefforhandlere Oluf Krag og Thomas Madsen-Mygdal til at acceptere de socialdemokratiske mærkesager var, at kronen blev devalueret med 10 % for at forbedre landbrugets eksportmuligheder.

”Jeg har – som de øvrige, der deltog i forhandlingerne – set bort fra en og anden principiel opfattelse, thi jeg så tidens alvor”, sagde statsminister Stauning om forliget til Dagbladet Politiken 31. januar 1933.

4: Tilslutning til Atlantpagten (senere NATO) med Venstre og De Konservative, 1949
”Hellere demokrati uden socialisme end socialisme uden demokrati”, var et af Hans Hedtofts slagord. Den tanke blev manifesteret i, at Socialdemokratiet under Hedtoft ønskede at vælge side til fordel for demokratiet frem for Sovjet-diktaturet ved at indtræde i Atlantpagten – det vi i dag kender som NATO. Hvis Danmark stod alliancefrit ville det ifølge Hedtoft betyde, at vi risikerede at blive offer for fremmed besættelse igen. Sovjetdiktaturets forlængede arm DKP var selvsagt imod, og Det Radikale Venstre ønskede en folkeafstemning. Gennem et forlig med Venstre og Det Konservative Folkeparti blev Hedtofts ønske virkeliggjort, da Danmark den 4. marts 1949 blev et af de 12 stiftende medlemmer af Atlantpagten.

5: Folkepension med Venstre og Konservative, 1956
Et af det universelle velfærdssamfunds store gennembrud var H.C. Hansens folkepensionsreform fra 1956. Efter et længerevarende kommissionsarbejde lykkedes det Socialdemokratiet at få indført en universel folkepension, sådan at den tidligere aldersrente, der havde karakter af fattighjælp, blev afskaffet til fordel for en reel folkepension. For at sikre aftalens holdbarhed, lavede Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre et forlig med Venstre og Konservative, hvor man gav nogle indrømmelser på indfasningstiden og finansieringen af forliget.

6: Barselsorlov for alle, Venstre og Konservative 1960
Indtil 1960 var kvinders barselsorlov alene et spørgsmål om barnets sundhed. Således var det ved fabriksloven fra 1901 blevet slået fast, at kvinder havde pligt til at tage barsel i 14 dage, med mindre det kunne bevises, at det ikke var til skade for barnet, at moderen arbejdede.

Med lov om sygeløn af 1960 blev det for første gang en ret at holde barsel. I første omgang 4 uger for a-kassemedlemmer og 2 uger for selvstændige erhvervsdrivende. Samtidig fik kvinder ret til dagpenge under barselsorloven.

7: Statens Kunstfond, alle Folketingets partier, 1964
Landets første kulturminister, socialdemokraten Julius Bomholt, mente, at man gennem en statslig støtteordning kunne sikre, at den brede danske befolkning fik bedre adgang til gode kulturtilbud. I 1964 havde han kørt en tilstrækkelig lang og stærk argumentation for, at man ved at give kunstnere offentlig støtte kunne sikre bedre dansk kultur, og i et forlig med alle Folketingets partier fik Julius Bomholt flertal for at skabe Statens Kunstfond, der uddelte den kulturstøtte, der stadig i dag er vital for dansk kulturliv.

8: Indførsel af universel sundhedsbehandling, Venstre og Konservative, 1973
Som led i udbygningen af det universelle velfærdssamfund, ønskede Socialdemokratiet i starten af 70’erne, at sygekasserne blev overtaget af et statsligt system. De borgerlige var kritiske over for at erstatte sygekasseprincippet med en offentlig sygesikring. Til gengæld ville de borgerlige fjerne a-kasserne fra fagbevægelsen og lade staten overtage dagpengeudbetalingerne. Kompromiset blev, at sygekasserne blev afskaffet til fordel for en offentlig sygesikring, men at Socialdemokratiet måtte acceptere, at sundhedssystemet lå i kommunalt og amtsligt regi. Som led i forhandlingerne fik Socialdemokratiet sikret, at fagbevægelsen fortsat havde kontrol over a-kasserne til gengæld for, at staten fik lov til at udøve en vis kontrol med udbetalingen af dagpenge.

9: Storebæltsbroen med Venstre, Konservative, Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti, 1986
Efter flere årtiers debat blev der i 1986 indgået forlig om etablering af Storebæltsbroen. Socialdemokratiet gik med i forliget med de borgerlige partier i Schlüters firkløverregering. Oprindeligt havde det været et socialdemokratisk krav, at broen over Storebælt kun skulle være en jernbanebro, og at der således ikke skulle kunne køre biler over Storebælt. Det blev som bekendt ikke sådan, men Socialdemokratiet fik som en del af forliget sikret, at jernbaneforbindelsen skulle færdiggøres først. Derudover sikrede Socialdemokratiet ved forhandlingen af Storebæltsbroen, at der blev bygget motorveje ved Hjørring og Frederikshavn.

 

10: SU-reform med Konservative, Radikale Venstre, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, 1988
Efter længere tids debat lykkedes det Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre at få Schlüter-regeringen og undervisningsminister Bertel Haarder til at gå med til et SU-forlig, der markant forhøjede SU-stipendierne og grundlagde det SU-system, vi kender i dag. Det var egentlig ikke med undervisningsminister Bertel Haarders gode vilje, men ved at indgå et forlig om finansloven for 1988, lykkedes det oppositionen at få Schlüter-regeringen overtalt til en markant forbedring af SU-systemet ved til gengæld at sikre flertal for den borgerlige finanslov for 1988.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook