10 kvinder, Berlingske overså

Berlingskes liste over de 100 mest magtfulde danskere indeholdt 13 kvinder. Vi har fundet 10 magtfulde kvinder, Berlingske overså.
Berlingske udgiver hvert år deres såkaldte magtanalyse, der forsøger at opliste de 100 mest magtfulde danskere. Årets udgave blev udgivet i lørdags. Listen udmærkede sig dels ved et meget klart fokus på erhvervsledere, dels ved at kun 13 af de 100 oplistede var kvinder.

Vi har derfor fundet frem til 10 kvinder, der ikke er på Berlingskes liste til trods for, at de på hver deres felt og på hver deres måde kan betegnes som magtfulde. Hvornår, man er magtfuld, er en længere teoretisk diskussion værd. De kvinder, der optræder på vores liste, er valgt, fordi de er førende inden for hvert deres felt, er anerkendte af deres fagfæller og har en stor indflydelse på det område, de beskæftiger sig med. Kvinderne er valgt i vilkårlig rækkefølge.

1: Jytte Scharling, højesteretsdommer
Jytte Scharling har siden 1999 været dommer i Højesteret. Hun er uddannet cand.jur i 1973 og var før udnævnelsen til højesteretsdommer først dommer i Københavns Byret fra 1986-97 og derefter dommer i Østre Landsret fra 1997-99. Jytte Scharling har derudover derudover været formand for Procesbevillingsnævnet fra 2006-07 og formand for Pressenævnet fra 2007-14. I dag er Jytte Scharling desuden næstformand for Arbejdsretten. Som højesteretsdommer spænder Jytte Scharlings juridiske ekspertise bredt, men særligt på det arbejds- og skifteretlige område er Jytte Scharling en af de største kapaciteter herhjemme.

2: Pernille Erenbjerg, adm. direktør i TDC
Pernille Erenbjerg har siden 2015 været administrerende direktør i TDC. Hun er dermed den eneste kvindelige CEO i de 20 største børsnoterede danske selskaber. Pernille Erenbjerg har en baggrund som revisor og blev statsautoriseret i 1994. Indtil 2002 arbejdede hun for revisionsfirmaet Arthur Andersen, hvorefter hun blev partner i det store revisionsselskab Deloitte. Allerede i 2003 gik Pernille Erenbjerg dog videre til TDC, hvor hun steg stødt i graderne, indtil hun i 2015 kunne indtage posten som administrerende direktør for kommunikationsgiganten. Pernille Erenbjerg er desuden et aktivt bestyrelsesmedlem og sidder i bestyrelsen for selskaber som Genmab og DFDS. Hun blev i januar kåret til det mest talentfulde kvindelige bestyrelsesmedlem i Danmark.

3: Gitte Ørskou, formand for Statens Kunstfond
Gitte Ørskou er en af de vigtige og tunge stemmer i dansk kunst. Dels som museumsdirektør for KUNSTEN – Museum of Modern Art i Aalborg, men i lige så høj grad i sin egenskab af formand for bestyrelsen for Statens Kunstfond. Gitte Ørskou er ligeledes formand for Projektstøtteudvalget for Billedkunst under Statens Kunstfond og har således en væsentlig indflydelse på den kunstneriske udvikling i Danmark. Gitte Ørskou er uddannet kunsthistoriker og var i sin studietid kunstanmelder i Information. Efter endte studier blev hun museumsinspektør på Esbjerg Kunstmuseum, og i 2001 blev hun museumsinspektør på ARoS. I 2009 blev hun museumsdirektør for KUNSTEN – Museum of Modern Art i Aalborg.

4: Marianne Dahl Steensen, adm. direktør i Microsoft Danmark
Marianne Dahl Steensen har siden 2015 været den øverste chef for den danske afdeling af Microsoft. Som administrerende direktør har Marianne Dahl Steensen stået i spidsen for en omfattende ændring af Microsofts organisation og strategi. Under Marianne Dahl Steensens ledelse har IT-giganten ændret sig fra at være en klassisk licensbaseret Windows-forretning til at være abonnementsbaseret med løsninger i skyen. Marianne Dahl Steensen er uddannet cand.merc fra Handelshøjskolen i Aarhus i 1999 og var derefter konsulent hos Accenture. Derfra gik turen til et job som senior vice president i TDC fra 2004-11, indtil Marianne Dahl Steensen fra 2011-14 var øverste chef for forsikringsselskabet Codan i Danmark.

5: Anne-Marie Gerdes, klinikchef på Rigshospitalet og professor i arvelige kræftsygdomme, KU
Anne-Marie Gerdes er klinikchef på Rigshospitalets Klinisk Genetiske Klinik og er professor i arvelige kræftsygdomme på Københavns Universitet. Hun er en af Danmarks største medicinske kapaciteter og er specialiseret i opdagelsen og identifikation af genetiske betingede sygdomme – herunder særligt arvelige kræftsygdomme. Hun har haft lægeautorisation siden 1984 og skrev i 1993 end Ph.D i medicinsk genetik. Under Anne-Marie Gerdes’ ledelse har Rigshospitalets Klinisk Genetiske Klinik udarbejdet en såkaldt exomsekventering, der scanner DNA og afdækker potentielle genetiske sygdomme. Anne-Marie Gerdes er desuden forfatter til flere lærebøger, et utal af lægefaglige artikler og udpeget af sundhedsministeren til Det Etiske Råd.

6: Nina Smith, professor i nationaløkonomi, Aarhus Universitet
Nina Smith er økonomiprofessor ved Aarhus Universitet og desuden medlem af en perlerække af offentlige kommissioner og råd. Nina Smith var fra 1993-98 økonomisk vismand (som den første kvinde i øvrigt), og hun blev i 2003 udpeget til at være medlem af Velfærdskommissionen. For nyligt har Nina Smith været formand for den dagpengekommission, den tidligere regering nedsatte. Nina Smith skabte både i 2016 og 2017 voldsom debat ved at sige, at der ikke er mere økonomisk gevinst at hente ved flere arbejdsudbudsreformer. Nina Smith har desuden publiceret artikler i det anerkendte tidsskrift Oxford Economic Papers og har gjort sig opmærksom som bestyrelsesformand for Nykredit.

7: Lene Pagter Kristensen, højesteretsdommer
Lene Pagter Kristensen har siden 1997 været dommer i den øverste ret i Danmark. Hun blev jurist i 1974 og arbejdede 10 år i Justitsministeriet, før hun i 1985 blev dommer i Københavns Byret. Hun har været ekstern konsulent hos Folketingets Ombudsmand og var i en længere årrække underviser i formueret på Københavns Universitet. Lene Pagter Kristensen har en bred juridisk ekspertise men er særligt kompetent inden for det forbrugerretlige område. Hun har således været formand for Forbrugerklagenævnet i 16 år og har skrevet den kommenterede forbrugeraftalelov.

8: Mette Østergaard, chefredaktør på Berlingske
Den blot 37-årige journalist Mette Østergaard er netop blevet udnævnt som chefredaktør for Berlingske – en stilling hun overtager ved årsskiftet, når hun har overstået sin barsel. Mette Østergaard blev i 2006 uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og begyndte sin karriere som politisk reporter for Jyllands-Posten umiddelbart efter. Derefter blev hun politisk redaktør for Dagbladet Politiken og kanalchef for TV2 News. Mette Østergaard har på grund af sin faglige integritet og sine skarpe evner som journalist gjort lynkarriere i den danske mediebranche og er i en ganske ung alder blevet en af de mest anerkendte og indflydelsesrige inden for branchen.

9: Karen Frøsig, administrerende direktør i Sydbank
Karen Frøsig har siden 2010 været administrerende direktør i Danmarks fjerdestørste bank Sydbank. Hun er uddannet jurist fra Aarhus Universitet og har arbejdet i finansverden siden 1986. Først i den daværende Privatbanken og senere for forsikringsselskabet Topdanmark. Hun blev i 1994 ansat som chefjurist i Sydbank. I 2008 blev Karen Frøsig det første kvindelige direktionsmedlem i Sydbank, og i 2010 fik hun titel af bankdirektør. Karen Frøsig var i en regnskabsgennemgang fra Berlingske Business i 2015 den eneste kvinde i top20 over de højeste lønninger i finanssektoren.

10: Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd
Grete Christensen har siden 2009 været formand for sygeplejerskernes fagforening Dansk Sygeplejeråd. Grete Christensen blev uddannet fra Sygeplejeskolen i Holbæk i 1981, og hendes faglige arbejde begyndte, da hun i 1984 blev fællestillidsmand. Fra 1998-2009 var hun næstformand i Dansk Sygeplejeråd, indtil hun i 2009 overtog posten som den øverste tillidsmand for landets 75.000 sygeplejersker. Grete Christensen var 2007-2010 formand for den europæiske sygeplejerskeorganisation. I dag er hun udover formandsposten i Dansk Sygeplejeråd også formand for Sundhedskartellets forhandlingsudvalg og medlem af forretningsudvalget i FTF. Grete Christensen er en aktiv stemme i debatten om fremtidens sundhedsvæsen og i diskussionen om de løbende besparelser på sundhedsområdet.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og ansat i Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook