På konferencen Setting an ambition for the next Social Europe, som I går blev afholdt af Cevea sammen med den europæiske tænketank FEPS, kom tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, den tidligere østrigske kansler Alfred Gusenbauer og AE-rådets direktør Lars Andersen med deres bud på de udfordringer, som de socialdemokratiske partier i Europa står overfor. Netavisen Pio var med, og vi bringer her en oversigt over deres ti vigtigste pointer:

#1: Socialdemokrater skal udfordre mainstream
Poul Nyrup Rasmussen lagde ud med at opfordre Socialdemokrater til at udfordre det, han kalder ’mainstream’ i den politiske debat. Nyrup ønsker blandt andet at gøre op med sparepolitikken og det ensidige fokus på at de offentlige underskud i ro, at tilpasse sig til markedet og lader de store rankingbureauer diktere den økonomiske politik, af frygt for at få nedjusteret sin kreditværdihed. Det skal vendes til en offensiv, der blandt andet skal fokusere på en ’kontrolleret kapitalisme’, og at den offentlige sektor skal ses som en styrke frem for en klods om benet. Nyrup understregede, at ændringerne må ske ude omkring i de enkelte medlemslande, da det er her, og ikke på EU-plan, at der kan skabes et folkeligt engagement som kan drive ændringerne igennem.

#2: Vi skal anerkende værdien af europæisk samarbejde
Poul Nyrup Rasmussen understregede desuden, at vi skal anerkende værdien af europæisk samarbejde.EU-landene er så tæt forbundne, at øget efterspørgsel i ét land også vil skabe øget efterspørgsel i andre lande. Omvendt vil nedskæringer i et land også have negative påvirkninger i andre lande. I øjeblikket fører EU-landene en nedskæringskurs, og håber så at væksten i de andre EU-lande vil trække dem i gang.

Men i stedet for at forsøge at ”eksportere” vores problemer til hinanden gennem nedskæringer, bør vi derfor samarbejde. For ved at investere samlet kan vi skabe langt større effekter, end ved at investere enkeltvis. Også Lars Andersen fra AE-Rådet kom ind på værdien af samarbejde. Ifølge AE-Rådets beregninger kan værdien af offentlige investeringer blive både to og tre gange så store, hvis de koordineres landene imellem.

#3: Gæld betales gennem vækst – ikke nedskæringer
Gusenbauer mindede om, at tidligere tiders gældskriser, blandt andet i kølvandet på Anden Verdenskrig, ikke er blevet overvundet gennem store nedskæringer, sådan som EU-landene forsøger i øjeblikket. I stedet er det blevet overvundet ved at landene har fået vækst og derigennem flere penge i statskassen, så gælden har kunnet betales af.

#4: Vi kan ikke leve af ”viden” alene
Ifølge Gusenbauer kaster nye opfindelser ikke længere så mange arbejdspladser af sig, som de gjorde tidligere. Vi kan derfor ikke forvente, at vi alene kan leve af at opfinde og tænke kreativt. Det betyder ikke, at vi ikke skal satse på viden og forskning fremadrettet, men det kan ikke stå alene. Det er derfor vigtigt, at også traditionelle produktionsjob fastholdes.

#5: Vi kan ikke alle være eksportlande
Gusenbauer gjorde også op med forestillingen om, at "vi skal alle blive som tyskerne". Tysklands økonomiske opskrift bygger især på eksport. Men langt det meste af den tyske eksport går til andre EU-lande, ikke til lande uden for EU. ”Samhandlen mellem Tyskland og Kina er lige så stor, som samhandlen mellem Tyskland og Belgien”. Pointen er, at alle EU-lande jo ikke på samme tid kan have overskud på deres handelsbalance i forhold til de øvrige EU-lande. Derfor er den tyske vej ikke en opskrift, som kan kopieres af alle andre.

#6: Kvantitative lempelser er gået til aktier – ikke til virksomheder
Gusenbauer kastede også et kritisk blik på den pengepolitik der har været ført i EU og USA de seneste år gennem de såkaldte ”kvantitative lempelser”. Her har centralbankerne trykt flere penge, som bankerne har kunnet låne til en billig rente. Men meningen var, at bankerne skulle låne penge ud til virksomheder, så der kunne komme gang i investeringerne og blive skabt nye arbejdspladser. Men bankerne har i mange tilfælde set et større gevinst ved at investere pengene i aktier eller fast ejendom. Det sætter ikke gang i realøkonomien, men risikerer at skabe nye bobler, som igen kan udløse nye finanskriser.

#7: Skat på arbejdsindkomst og kapital skal harmoniseres
Gusenbauer vente flere gange tilbage til det efter hans mening uretfærdige i, at skatten på arbejdsindkomst er væsentligt højere end skatten på kapitalindkomst, det vil sige indkomst fra eksempelvis aktier, boligsalg og formuer. Det skævvrider vores skattesystem og betyder at byrderne i alt for høj grad bæres af lønmodtagerne. Han ønsker derfor højere skat på formuer, arv, bolig, finansielle transaktioner samt en international indsats mod skatteparadiser.

#8: Socialdemokraterne skal turde udfordre konsensus
Gusenbauer efterlyste også, at Socialdemokrater over hele Europa i stigende grad tør fremsætte forslag, som kan udfordre den eksisterende konsensus. Det gælder ikke mindst i spørgsmålet om økonomisk omfordeling, hvor Socialdemokrater efter Gusenbauers mening har været for tilbageholdene med forslag, der kan skabe utilfredshed i dele af befolkningen. Han ser netop de seneste års stigende tilslutning til højre- og venstrepopulistiske partier som et udtryk for, at Socialdemokraterne i for høj grad har holdt sig tilbage med at tale om omfordeling og en mere balanceret markedsøkonomi.

#9: Vækst- og Stabilitetspagten er politik – ikke videnskab
Lars Andersen indledte med at slå fast, at EU’s Vækst- og Stabilitetspagts krav om, at landene maksimalt må have tre procents underskud på deres offentlige finanser, er en politisk fastsat grænse, ikke en videnskabelig. Både USA og Japan har større offentlige underskud end Grækenland, men deres økonomi er samtidig i en langt bedre tilstand. Den meget fokus på budgetdisciplin betyder ifølge Lars Andersen at der i øjeblikket underinvesteres i eksempelvis uddannelse og infrastruktur. Andersen forslog at ændre Vækst- og Stabilitetspagten ved at indføre den såkaldte ”Golden rule”, som siger, at investeringer der giver et langsigtet afkast ikke omfattes af Vækst- og Stabilitetspagtens regler. Det giver landene mulighed for at øge det offentlige investeringer i en krisetid.

#10: Aktiv arbejdsmarkedspolitik og lille ulighed
Lars Andersen viste dokumentation for, at der er en tæt sammenhæng mellem en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lille ulighed: Lande som investerer meget i en aktiv arbejdsmarkedspolitik, eksempelvis efteruddannelse af arbejdsløse, har også større lighed end de lande, der kun investere en mindre del. Andersen understregede, at man ikke kan slutte direkte, at det er den aktive arbejdsmarkedspolitik der er årsag til den højere lighed. Men det giver umiddelbart god mening, at den aktive arbejdsmarkedspolitik gennem eksempelvis uddannelse bidrager til, at arbejdsløse bliver kvalificeret til at tage et arbejde med en højere løn, og dermed får en højere indkomst.