Annonce

10 politiske nyheder, som du ikke bør gå glip af

Netavisen Pio har samlet de ti mest interessante nyheder, begivenheder og kommentarer fra dagens gang i dansk politik.
1. Dagens dårligste økonomiske nyhed. De seneste økonomiske nøgletal viser, at eurozonens lidelser fortsætter. Den samlede europæiske velstand, det såkaldte bruttonationalprodukt, er skrumpet med 0,2 procent. Tyskland vokser med blot 0,1 procent, Frankrig er tilbage i recession og Italien er for 21. måned i træk i recession.

2. Dagens grænseløse hykleri. Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl ønsker et konjunkturbaseret dagpengesystem, hvor dagpengeperioden bliver længere, når arbejdsløsheden stiger. Måske kunne Kristian Thulesen Dahl havde fået dén tanke for blot tre år siden, da han egenhændigt foreslog at forkorte dagpengeperioden.

3. Dagens fødselar. Lars Løkke Rasmussen fylder 49 år! Netavisen Pio ønsker ham en god dag og donorer i fødselsdagsgave en imaginær hængekøje til manden, der har alt, undtagen rygrad.

4. Dagens oplysningskampagne. På den nye hjemmeside løkkepåtalerstolen.dk/ kan man følge, hvor lang tid, der er gået siden Lars Løkke sidst var på talerstolen. I skrivende stund var det 551 dage, 17 timer, 29 minutter og 9 sekunder siden. Så titlen som Danmarks Moralske Statsminister refererer åbenlyst ikke til arbejdsmoral.

5. Dagens ideologiske automatreaktion. Karina Rohr Sørensen, Kommunistisk Parti, skriver i Dagbladet Arbejderen, hvorfor danskerne skal stemme nej til patentdomstolen: ”De kan ikke forhindre os i også at bruge denne afstemning til at sende et stærkt signal: Klart nej til EU! Et nej der er et nej til EU-patent, men også et nej der signaler nej til finanspagt, budgetlov og automatiske korrektionsmekanismer”. Aha. Så et nej handler ikke om patentdomstolen, men om at’sende et signal’. Man forstår slet ikke, hvorfor Kommunistisk Parti med så seriøs en politik ikke er repræsenteret i Folketinget.

6. Dagens dummeste forslag. Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen kræver, at de storkøbenhavnske busser flager mindre med Dannebrog: ”Hvis man har flag på busserne hele tiden, så er det ikke noget særligt. For meget godt kan også være skidt. Og så tænker folk: Hvorfor flager busserne i dag? Der er for meget kaos. Det skal kun være i helt ekstraordinære tilfælde, og slet ikke 1. maj”. DF har dermed endnu engang erklæret krig mod et ikke-eksisterende problem.

7. Dagens erkendelse. Man kan ikke just beskylde Børsens Anders Krab-Johansen for at være en sødsuppe-socialist, der vil udvide velfærdsstaten i det uendelige. Alligevel finder selv han det nødvendigt med en dagpengeløsning: ”Dagpengereformen blev udarbejdet med en forventning om, at 3000 personer ville ryge ud af systemet. Realiteten har vist sig mere brutal, og 30.000 arbejdsløse stod til at miste deres forsørgelsesgrundlag i år. Så høje tal ville skade købekraften og øge antallet at “til salg”-skilte. Ansvarlige politikere kan ikke stå model til fejlskøn af den kaliber, og i en periode med lavvækst var konsekvenserne urimelig over for de berørte mennesker og deres familier”. Børsen får point for at smide de ideologiske skyklapper og forholde sig til virkeligheden i modsætning til stort set resten af det borgerlige Danmark.

8. Dagens afsløring. Skatteministeriets tidligere departementschef, Peter Loft, måtte i går erkende, at han tidligere havde løjet om, at der var ”vandtætte skodder” mellem Skatteministeriet og behandlingen af Thornings skattesag. Men samtidig kom det frem, at Peter Loft og Troels Lund Poulsen mødtes kort tid før afhøringerne i Skattesagskommissionen gik i gang: ”Troels Lund Poulsen kontaktede mig pr. sms og spurgte, om vi skulle mødes”. Mistænksomme sjæle kunne spekulere i om de diskuterede andet end vind og vejr.

9. Dagens jobopslag. Den radikale Zenia Stampe går nu ind i kampen mod arbejdsløsheden ved at efterspørge en politisk medarbejder på facebook: ”Stillingen er ulønnet (..) Jeg forventer, at du arbejder minimum 15 timer om ugen fra Christiansborg”. Hvem kan dog sige nej til sådan et tilbud? Man får jo sit eget skrivebord og endda ret til at købe frokost i Snapstinget.

10. Dagens liberale mærkesag. Professor Peter Kurrild-Klitgaard brokker sig over, at der ikke er noget i København, som er opkaldt efter den liberale statsminister Madsen-Mygdal: ”(Der var) tale om ren og skær ideologisk udrensning (..) Det er en tankegang, der måske passer i et af de gamle østbloklande, men ikke én der er passende for et liberalt demokrati”. Den lærde professor har helt ret: At gaderne ikke blev opkaldt efter liberale fra 1920’erne var netop hovedproblemet i Sovjetunionen. Derfor er det godt, at listen over borgerrettigheder udvides nu med retten til at få sit navn repræsenteret byrummet er nu en del af borgerrettighederne.


Flere artikler om emnet