100 års-dagen for ”mordet” på den røde Jeppe Aakjær

Lad os bare kalde det Danmarkshistoriens mest groteske selvcensur. Den var iscenesat af de fire store københavnske dagblade Politiken, Berlingske Tidende, Nationaltidende og Social-Demokraten; Jeppe Aakjær havde selv sagt ja til, at man på hans 60 årsdag fejrede digteren mod at fjerne agitatoren. 

Og det skete i dag for 100 år siden, hvor talerne måtte slå knuder på sig selv for ikke at nævne den politiske Jeppe Aakjær, selv om han ikke alene i sin digtning men også i taler, artikler og bøger havde rejst den røde fane og sparket til militarismen og til kristendommen, især Indre Missions djævlerier, der disciplinerede fattigfolk på landet. 

Aakjær har beskrevet sig selv som medstifter af Catilina i 1898. Det var en ræverød socialdemokratisk debatforening, hvor man så Nina Bang, der senere blev den første kvindelige minister. 

Blandt de tidlige medlemmer var også Hartvig Frisch, videnskabsmand, kulturhistoriker, socialdemokratisk ideolog og politiker, senere minister. I Catilina-tiden var det Jeppe Aakjær, som skabte indskriften til foreningens fane: 

”Af folket vi kommer, til folket vi går, dets lykke skal være vor lov.” 

I et af foreningens tidlige år trak Aakjær Catilina-folkene og Studentersamfundets folk med til arbejderdemonstrationen på Nørre Fælled. Det gav ballade. 

En del mente, at akademikerne skulle holde sig fra den slags, mens andre slog på, at man netop skulle holde fast i traditionerne og vise solidaritet med arbejderne. 

Læs også:Da Louis Pio blev amerikaner

I spidsen for de cirka 50 akademikere så man fanen med de manende ord og to ildrøde fakler malet på fanedugen. Aakjærs socialdemokratiske trosbekendelse er tydelig: 

”Der findes ingen højere interesse end at hjælpe nødstedte mennesker: Af den grund føjede jeg mig ind i den socialdemokratiske kampfront, som jeg syntes førte mest direkte til det høje mål: Menneskehedens demokratisering og hele vort samfunds socialisering."

Man kan med rette fremhæve, at skillelinjen mellem skønlitteraten og agitatoren ikke var knivskarp, sådan som Kaare Dybvad Bek har skrevet det om Aakjær i bogen 'De rejste sig trodsigt i vrimlen' om udvalgte historiske socialdemokrater. 

Han var allerede højprofileret som agitator, da han i 1904 udgav 'Vredens børn', århundredets mest slagkraftige skønlitteratur, den eneste bog som i sig selv ændrede væsentlig lovgivning ved at rykke landarbejdernes utålelige tilværelse ind på den politiske dagsorden. 

På Det kongelige Bibliotek ligger langt over 800 artikler, der imødegik hans beskrivelse af forholdene for piger og karle, der skånselsløst blev udnyttet som bondestandens billige arbejdskraft.  

Fra hans veldokumenterede angreb på tyendeloven gik der 17 år fra 'Vredens børn' til afskaffelse af loven og indførelse af tålelig arbejderbeskyttelse også på landet. 

Han var så grøn, som han var rød

Hans forhold til religionen var måske mere en kritik af præsteskabet end en kritik af kristendommen i sig selv, men han var skarp. Han skrev på flere måder, at præsterne aldrig havde gjort bonden noget godt, men forkvaklet ham i forhold til naturen med spildtid i kirken. 

Aakjær savnede bevisligheder for den himmel eller det helvede, de talte om. Og han spurgte demagogisk om, hvad Gud fik tiden til at gå med i de tusinder af år, før han fik tid til at skabe jorden. 

Jeppe Aakjær var naturens bedste ven og naturbeskrivelsens uforlignelige skribent

Hans kritik af Indre Mission er sammenfattet i hans første pamflet 'Missionen og dens Høvding' fra 1897 og kan anbefales til enhver, der stadig undrer sig over, at alt det uvirkelige guderi netop nu sniger sig ind i politik. 

Og endelig skal det siges uden forbehold, at Jeppe Aakjær var naturens bedste ven og naturbeskrivelsens uforlignelige skribent. Han var så grøn, som han var rød, også politisk. 

Læs også:Ida Auken fjerner ”berygtet jubelvideo”

(Weekendavisens Hans Mortensen har skrevet forordet til  '… men fri den jyske Mand for Prøjserskove' –, artikler og taler af Jeppe Aakjær om miljø og miljøproblemer, redigeret af Knud Kramshøj & P.K. Nielsen. I forordet mener Mortensen, at Aakjær i dag ville blive opfattet som rød-grøn et sted ude på venstrefløjen.)

Selvcensuren på Københavns Rådhus 1926 - sådan da

Her er socialdemokraten og agitatoren kun beskrevet i store træk for at holde fokus på 100 årsdagen for den løjerlige fødselsdag med københavnernes fakkeltog og selvcensuren på Københavns Rådhus. 

Selvfølgelig skal det med, at Jeppe Aakjær mange steder har beskrevet sig selv som agitatoren og nærmest modsat sig, at man kløvede ham i to. 

Det var jo det politiske, der drev ham frem. Og selv om grænsen er flydende kan ingen dog være i tvivl om, at eksempelvis digtet om Jens Vejmand er både stor kunst og stærk politik.

Det var Politikens chefredaktør Henrik Cavling, der frembragte forslaget om en folkefest for Aakjær, sådan som Cavling altid var iscenesætter også uden for redaktionslokalerne. 

Han havde stået for andre store fejringer af store digtere, og de borgerlige blade tilsluttede sig fejringen allerede af den grund, at Cavling ikke igen skulle have lov at løbe med en god sag. 

Læs også:Louis Pios postkasse er snart fortid

Men de betingede sig, at det var digteren, der skulle fejres, ikke agitatoren. Jeg leder stadig efter den skriftlige aftale, der burde placeres på en skamstøtte på Pressemuseet, og jeg leder stadig efter en forklaring på, at Social-Demokraten gik med til at lukke af for en væsentlig side af Aakjærs liv og virke.

Selvcensuren var ikke til at tage fejl af, da man hørte den socialdemokratiske overborgmester Jens Jensen:

”Vi, Deres mange venner og beundrere, hilser og beundrer Dem som den mest danske af danske digtere, fordi De gav vort liv baggrund og dybde ved den vidunderlige og mesterlige måde, hvorpå De i poetisk form har givet udtryk for livets arbejde og for arbejdets frugt og for glæden herover, ligesom Deres varme hjerte for de små i samfundet har givet sig så mange smukke og dybtfølte udtryk i Deres digtning, at De med rette kan bære prædikatet: Folkets Digter.”

Det varme hjerte for de små var alt. Jeg må genlæse Søren Federspiels biografi fra 2018: 'Jensen er valgt'. For Jensen må være bedre end den dag for 100 år siden. 

Spørg ham selv

Den næste taler, litteraturprofessor Vilhelm Andersen (1864-1953) lod forstå, at der var noget, man ikke skulle sige, men hans akademiske hæderlighed fik ham dog til at nævne Aakjær som både digter og taler: 

”Som taler siger han os sine tanker, og dem vil vi ikke skændes om i aften. Der er ellers stof nok dertil. Det kommer af, at Aakjær og det brede lag i folket, han taler for, er vokset op under et tryk, derfor trykker han igen på hele lavets vegne. Det kommer også deraf, at Aakjær foruden at være digter og taler tillige er kulturhistoriker. Derfor kan han endnu blive helt hed i hovedet over sådanne historiske monumenter som aristokratisme, klerikalisme og militarisme eller junkervælde, præstevælde og slaveånd, der i nutidens Danmark er museumsgenstande ligesom de andre vejrmøller, der ikke mere er noget vejr i. ”

Læs også:Arbejdermuseet viser vejen frem med ny og nænsom restaurering

Så var det sagt. Der var noget ved denne Aakjær, som man ikke skulle skændes om denne aften.

Digteren og agitatoren og socialdemokraten talte sin tak til rådhuset og fakkelbærerne. Flotte ord. Jeg kan jo ikke vide, hvad han ville have sagt, hvis ikke, han strengt havde efterlevet selvcensuren. Du må selv spørge ham. 

Aakjærselskabet som virker fra kunstnerhjemmet på Aakjærs fødegård i Jenle, har med kulturstøtte og kunstig intelligens genoplivet Jeppe, så man kan tale med ham, vistnok uden at tage til Jenle, hvis ellers man kan få linken til at virke fra mobilen.