100 kroners spørgsmålet

I deres kamp mod grundskyld, energiafgifter og arveskatter glemmer de borgerlige at fortælle, hvilke skuldre de mener skal bære skattebyrden.
Hvis man ikke levede i den virkelig verden, men kun dannede sit verdensbillede på baggrund af Venstres, Konservatives og Liberal Alliances pressemeddelelser kunne man nemt få det indtryk, at skatterne bliver sat op i et næsten rakethøjt tempo. Sidste år argumenterede Anders Samuelsen således for, at de danske skatter på blot fire år er steget med ikke mindre end femten procent!

Groft sagt kan man kalde dette 100 kroners spørgsmålet: Hvis du skal opkræve 100 kroner i skat, hvor vil man så hente pengene? Fra arbejde, forbrug, kapitalindkomster eller noget helt fjerde?

Den samme menu får man også serveret hos Berlingske, Børsen og Jyllandsposten, der bruger anseelige meter af spalteplads på at tordne mod den ene og den anden skat. Den tålmodige læser vil alene hos Berlingske kunne indsamle lederartikler om afgiften på brænde, skatten på arbejde, at skatten for de ’allerrigeste’ ikke skal forøges, at pensionsopsparinger skal fredes, advarsler mod erhvervsskatter, tirader mod energiafgifter, arveskatter, og gudhjælpemig også den kommunale udligning, der åbenbart er en ’skat oveni skatten’. Derudover kan man imellem disse indlæg også læse det mærkværdige standpunkt, at skattesnyderiet skyldes høje skatter, og at åbenhed om virksomhedernes skattebetalinger åbenbart er populistisk.

Man sidder næsten tilbage med indtrykket af, at hvis statskassen havde modtaget en krone for hver gang, at Berlingske krævede en specifik skat fjernet, kunne det have finansieret en generel gældseftergivelse for hele den danske befolkning.

Og dette bringer os let og elegant til Lars Løkke Rasmussen. Venstres formand kunne tirsdag under Folketingets Spørgetime fortælle, at han ”ikke har kunnet komme i tanker om en skat, som er for høj”. Udover den åbenlyse fejlformulering – han mente nok ’lav’ i stedet for ’høj’ – er udsagnet interessant al den stund, at det illustrerer de borgerliges største forklaringsproblem i skattepolitikken: At man ikke vil vælge mellem hvem man vil beskatte.

I VK-regeringens ti år ved magten så vi, hvordan skattebyrden gradvist blev flyttet fra de bredeste skuldre til de mange i bunden, da såvel topskatten som ejendomsværdiskatten blev sat ned.

Hver gang slaget om en endnu en skat skal udkæmpes, høres den samme sang: Skatten er et ’påhit for at pine flere penge ud af befolkningen’. Ydermere er skatten ikke blot et horribelt indgreb i borgernes frihed, men også skadeligt for samfundet som helhed, fordi skatter forringer incitamentet til at arbejde, spare op, investere, oprette arbejdspladser eller uddanne sig.

Dette er givetvis rigtigt, hvis man kigger på de enkelte skatter, da alle skatter har en negativ effekt. Således mindsker momsen forbruget, indkomstskatten begrænser arbejdsudbuddet, kapitalindkomster begrænser investeringslysten og energiafgifter begrænser, hvor meget strøm man brænder af på elektroniske dimsedutter og maskiner.

Men hvis man accepterer det faktum, at der faktisk skal opkræves skatter – hvilket alle Folketingets partier faktisk gør al den stund, at en række fælles opgaver skal finansieres – så er det afgørende politiske spørgsmål ikke om en specifik skat er god eller dårlig, men om en skat er bedre eller dårligere end andre skatter.  Nogle skatter må være høje for at andre kan være lave. Groft sagt kan man kalde dette 100 kroners spørgsmålet: Hvis du skal opkræve 100 kroner i skat, hvor vil man så hente pengene? Fra arbejde, forbrug, kapitalindkomster eller noget helt fjerde?

Når man igen og igen hører Venstres budskaber om, at selskabsskatten, grundskylden og arveafgiften skal sendes hen hvor peberet gror, så betyder det også, at man foretrækker skat på arbejde og dagligvarer.

Dette valg handler om politiske værdier og hvilke samfundsgrupper man kæmper for. De velhavende eller de lavest lønnede? Venture-kapitalisterne eller forbrugerne? Villaejerne eller forurenerne? Det er blandt disse grupper, at skattebyrden skal fordeles. I VK-regeringens ti år ved magten så vi, hvordan skattebyrden gradvist blev flyttet fra de bredeste skuldre til de mange i bunden, da såvel topskatten som ejendomsværdiskatten blev sat ned.

Dette valget forsvinder ikke blot fordi, at den offentlige sektor gøres mindre. Det formindsker den samlede regning, jovist, men fordelingen af regningen siger stadig noget om, hvilke samfundsgrupper man vælger at kæmpe for.

De borgerlige i almindelighed og Lars Løkke Rasmussen i særdeleshed nægter at svare på 100-kroners spørgsmålet. Men blot fordi man ignorerer spørgsmålet, eksisterer det stadigvæk.

Så når man igen og igen hører Venstres budskaber om, at selskabsskatten eller grundskylden skal sendes hen hvor peberet gror, så betyder det også, at man foretrækker skat på arbejde og dagligvarer. Hver gang man bruger én krone på at sænke arveafgiften, er det én krone, der kunne være brugt til at øge beskæftigelsesfradraget til glæde for lønmodtagerne i bunden.

Dem om det. Men det siger noget om, hvilke samfundsgrupper og værdier, man kæmper for.


Kommentarer fra Facebook