Regeringen spiller ud med 100 nye og gamle vækstinitiativer

Troels Lund Poulsen

Regeringen spiller ud med 100 nye og gamle vækstinitiativer

Bredbånd til udkantsdanmark, kørekort til de 17-årige og landbruget skal have lov til at gøde mere. Det er tre af regeringens bud på, hvordan der skabes vækst og udvikling i hele Danmark.

Med lanceringen af planen med titlen ”Vækst og udvikling i hele Danmark”, som regeringen kalder ’en sammenhængende strategi’, har man samlet mere end 100 mere eller mindre konkrete forslag indenfor blandt andet fødevareerhverv, planlov, byggeri og udflytning af statslige arbejdspladser, som skal sætte gang i væksten.

"Der er behov for et gearskifte. Vi kan og skal skabe vækst og udvikling i hele Danmark.  Derfor er vi nu klar med en samlet strategi, der skal være med til at fastholde et sammenhængende Danmark," siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse.

Overordnet handler det om at skabe bedre rammer for landbrugs- og fødevareerhvervet, herunder muligheden for at gøde lidt mere og ophævelse af miljøbeskyttelsesområder i landbruget, de såkaldte randzoner, det handler om at lempe vilkårene for produktion og investeringer, herunder at lette en række afgifter og endelig handler det om liberalisering af planloven, ikke mindst i forhold til byggeri i kystområderne for at fremme turismen.

Mange af initiativerne i udspillet har tidligere været meldt ud, og der er derfor ikke tale om 100 helt nye initiativer og forslag. Således er mange af initiativerne allerede besluttet i finansloven eller tidligere.

København skal være en by for alle og regeringen og DF bør tage det usolidariske forslag af bordet.

Ingen billige boliger
Regeringen lægger i udspillet op til, at planloven ændres, så der ikke længere kan stilles krav til private bygherre om, at de også skal bygge almene boliger. Regeringen mener, at en blandet boligsammensætning i byerne er” ønskelig”, men at det bør kunne nås ad frivillighedens vej.

Helt den samme tro på de private bygherrers frivillige medvirken har man ikke på Københavns rådhus, hvor overborgmester Frank Jensen frygter, at Københavns nye kvarterer vil udvikle sig til rigmandsenklaver. Han kalder det dybt ulykkeligt.

”I København betyder det, at der ikke vil blive bygget flere boliger til mennesker med almindelige indkomster i de nye byområder som Nordhavn og Ørestad. Dermed bliver Københavns nye bydele rigmandsghettoer. Jeg synes det er dybt ulykkeligt. København skal være en by for alle og regeringen og DF bør tage det usolidariske forslag af bordet,” skriver han på Facebook.

Frank Jensens synspunkt bakkes op af fagbevægelsen, der frygter, at deres medlemmer ikke længere vil have råd til at bosætte sig i de store byer, hvor de arbejder.

”Når kommunerne i dag omlægger fra erhverv til bolig kan man stille krav om, at en vis andel skal være almene boliger. Det er vigtigt, at mennesker med almindelige indkomster stadig har råd til at bo i de byer, hvor de arbejder. Her er regeringens forslag en ommer. Kommunerne bør stadig have mulighed for at stille krav om almene boliger,” siger næstformand Nanna Højlund fra LO.

Også fra Venstres eget bagland er der kritik af beslutningen om at fjerne kravet om billige boliger. Formanden for Kommunernes Landsforening, borgmester Martin Damm (V) fra Kalundborg, ærgrer sig over, at der i en tid med hårdt pres for at finde egnede boliger til flygtninge, skal pilles ved den ret.

"KL er meget ærgerlig over, at regeringen ønsker at fjerne kommunernes mulighed for at sikre blandede byer med boliger, der er til at betale," siger han i en pressemeddelse.

Udvalg der skal nedsættes og strategier der skal udarbejdes
Det er heller ikke alle forslagene, der er lige konkrete eller som skaber vækst andre steder end i mængden af nye papirer der skal skrives.

Ifølge udspillet skal der nemlig blandt andet udarbejdes en ny kontrolstrategi for fødevare- og landbrugsområdet, der skal laves en analyse af mulighederne for etablering af en digital platform og der skal udarbejdes både en national turismestrategi og en luftfartspolitisk strategi.

Der skal desuden nedsætte tre arbejdsgrupper, der skal kigge på færgedrift, fordelingen af læger i udkantsdanmark og ”en tværministeriel arbejdsgruppe nedsættes i 2015 for at afdække gode eksempler på samarbejde samt redskaber og incitamenter til at styrke samarbejdet”.

Et af udspillets mere konkrete forslag er, at man fremover vil giv 17-årige ret til at tage kørekort. Hvordan det skal skabe ’vækst’ lige her og nu, kan man vist kun gisne om.

Hele regeringens strategi ”Vækst og udvikling i hele Danmark” kan læses her.

David Troels Garby-Holm

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.