Annonce

11 tirsdagsnyheder du ikke bør snydes for

Netavisen Pio har samlet de elleve mest interessante nyheder, begivenheder og kommentarer fra dagens gang i dansk politik.
1. Dagens citat. Statsminister Helle Thorning Schmidt (S) understreger, at verdenssamfundet er nødt til at reagere på Assads brug af kemiske våben og afviser enhver sammenligning med Irak-krigen: ”Det er en helt, helt anden situation i Syrien end i Irak. Dette handler ikke om, hvorvidt der er masseødelæggelsesvåben. Det handler om, at der er brugt masseødelæggelsesvåben i en borgerkrig, hvor befolkningen er skræmt fra vid og sans og flygter fra deres hjem. Hvis man skal sammenligne Syrien med noget, er det med andre regioner i verden, hvor der har været udført det, man beskriver som forbrydelser mod menneskeheden”.

2. Dagens dokumentation. Mens Vesten har tydelige problemer med at formulere en fælles linje over for Assad-regimet, har USA, Frankrig og Storbritannien fremlagt veldokumenterede rapporter om brugen af kemiske våben i Syrien. Det er ikke behagelig læsning.

3. Dagens klynk. Det tyske olieselskab Bayerngas er ikke tilfredse med den ændrede beskatning af nordsøolien, som regeringen vedtog tidligere i år: ”Vi synes, det er meget uheldigt, at man i Danmark behandler selskaber som os på denne måde og fratager os muligheden for at foretage fornuftige investeringer, der kan generere skattepenge til den danske stat”, udtaler Arne Westeng, direktør i Bayerngas. De nye skatteregler indebærer, at alle olieselskaber beskattes på samme måde som Dansk Undergrunds Consortium, som – pudsigt nok – godt har kunnet tjene penge på at udvinde verdens mest efterspurgte råstof.

4. Dagens oprør. Enhedslistens folketingsgruppe møder kritik fra baglandet, der kræver en hårdere kurs over for regeringen: ”Det er et slag om Enhedslistens sjæl. (..) Hver gang man siger nej til regeringen for til sidst at sige ja, svækker det troværdigheden. Enhedslisten bør lade regeringen sejle sin egen sø og klare skærene med finansloven selv”, udtaler Niels Frølich fra Enhedslisten Østerbro. Redaktionen kan informere Niels Frølich, at resultatet dermed vil være en mere borgerlig finanslov, da Venstre næppe vil stemme for finansloven uden markante fingeraftryk. Tænk, her gik man og troede at politik handlede om resultater og ikke rene hænder.

5. Dagens lønkrav. Kommunernes Landsforening kræver, at kommunalpolitikernes nuværende løn på 96 kroner i timen forhøjes, da man er ”sakket markant bagud i forhold til alle andre”: ”Det skal der rettes op på, så der ydes en rimelig kompensation for det afsavn, som man selv og ens familie lider, når man påtager sig en vigtig samfundsnyttig opgave”, udtaler Erik Fabrin, næstformand i KL. Samme dag annoncerede slagteriarbejderne, at de var villige til at gå ned i løn for at bevare deres arbejdspladser.

6. Dagens opkøb. Microsoft har opkøbt Nokias mobilproduktion for 5,4 milliarder euro. Det er en sørgelig afslutning for en virksomhed, der for blot få år siden var en førende pioner inden for mobiltelefoner.

7. Dagens satire. Det amerikanske satiriske netmagasin, The Onion, er tættest på sandheden, når de opstiller argumenterne for og imod amerikansk intervention i Syrien. Til fordel for interventionen nævnes blandt andet, at ”It’s the right thing to do, maybe”, det “will put thousands of honest, diligent American Tomahawk cruise missiles back to work” og at “the Syrian people deserve to be free of a psychotic, oppressive dictator for a few weeks”. Blandt de argumenterne imod finder man blandt andet “the fear of setting a precedent of military action without U.N. approval”.

8. Dagens tal. FN har annonceret, at antallet af syriske flygtninge nu er over 2 millioner og stiger med cirka 5.000 om dagen. Nabolandene Irak, Jordan, Libanon og Tyrkiet – hvoraf mindst to næppe kan betegnes som ’stabile’ – skal håndtere den enorme opgave med at huse flygtningene.

9. Dagens mediekritik. Professor Steen Hildebrandt kritiserer mediernes ensidige behandling af regeringen i almindelighed og statsministeren i særdeleshed: ”Jeg må indrømme, at jeg er ved at være bange for, hvad det er for en tone og systematisk ensidighed, der er ved at udvikle sig. (..) Ingen dansk regering og statsminister er nogensinde i fredstid blevet jagtet så meget, så ensidigt og så vedholdende i danske medier, som Helle Thorning-Schmidt. Det er ganske enkelt ikke i orden. (..) F.eks. har danske medier – med ganske få undtagelser – nu i mere end to år sunget en daglig sang om løftebrud. Ordet løftebrud er på vej ud af munden og pennen hos mange kommentatorer og journalister, endnu inden statsministeren har talt færdig. Det er blevet deres faste retorik: Regeringen løber fra sine løfter, regeringens medlemmer og partier løber fra alt, hvad de lovede før valget”. Da det første spørgsmål, som Mette Frederiksen blev stillet på det pressemøde, hvor dagpengeløsningen blev annonceret tidligere i år, handlede om, hvorvidt dette ikke repræsenterede et løftebrud, er der vidst noget om snakken.

10. Dagens spin-offensiv. Ekstra Bladet afslører i dag, at oliegiganterne Bayerngas og Hess har hyret de allertungeste drenge i lobbyist-faget for at forpurre den ændrede beskatning af nordsøolien. Dette omfatter flere tidligere top-spindoktorer fra både rød og blå blok. Det er særdeles betænkeligt, at udenlandske firmaer kan forvride demokratiet gennem pengepungen – en mulighed, der ikke just står til rådighed for de danske borgere.

11. Dagens varme luft. FN’s generalsekretær Ban Ki-moon udstiller endnu engang sin verdensfjerne politiske tilgang ved at advare mod angreb på Syrien og i stedet kræve, at Assad i stedet stilles for krigsforbryderdomstolen. Hvordan pokker Assad skulle blive bragt for denne domstol uden et angreb, havde Ban Ki-moon ikke noget svar på – ligesom han glemte at forklare, hvad de syriske ofre skulle gøre i mellemtiden.


Flere artikler om emnet