20 års junkvækst giver comeback til Marx

Le Pen er en af dem, der har formået at gøre sig selv til repræsentant for globaliseringens tabere. Ligesom Trump, Wilders, Farage og Orbán er lykkedes med det. Det er bare ikke de nye populister, der har svaret.
Den franske præsidentkandidat fra Front National Marine Le Pen sagde for nylig, at skellet mellem højreorienterede og venstreorienterede er fortid – nu er det globalisterne mod patrioterne.

Nu er det globalisterne mod patrioterne

Le Pen har ret i, at politik i den vestlige verden handler om globaliseringens vindere og tabere. Om den måde teknologi gør højtuddannede endnu mere succesfulde, om de nye grupper af pressede og i tiltagende grad desperate lønarbejdere, og om den måde hvor tids økonomi giver mere til færre.

Men Le Pen tager fejl, hvis hun mener, at det er noget nyt. Og at det afgørende skel er, hvilket geografiske eller kulturelle tilhørsforhold, man har.

Og det er vel dybest set fordi hun mener, at globaliseringens udfordringer kan løses med identitetspolitik, med tørklædeforbud og kulturkanoner, eller andre måde at hævde en kulturel overhøjhed på overfor nytilkomne i Frankrig.

Lad os huske Marx
Venstrefløjen blev født på globaliseringskritik og har altid været optaget af, at afbøde de markedsfejl, der opstår, hvis markedet overlades til sine egne dynamikker. Man får lyst til at minde Le Pen om hvordan Karl Marx definerede kapitalismen – som netop globalisering:

”Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold. Nødvendigheden af at skaffe stadig øget afsætning af produkterne jager bourgeoisiet ud over hele jordkloden. Det tvinges til at skaffe sig indpas overalt, at slå sig ned overalt, at knytte forbindelser overalt. Bourgeoisiet har ved at udnytte verdensmarkedet gjort produktionen og forbruget i alle lande kosmopolitisk. (…) De ældgamle nationale industrier er blevet tilintetgjort, og tilintetgørelsen fortsættes dag for dag.”

Venstrefløjen blev født på globaliseringskritik

Ikke nogen dårlig definition på globalisering, vel? Nu har vi jo meget til overs for Marx, men ikke ret meget tilbage fra ham, som Erling Olsen har udtrykt det. Men det er bare ikke til at komme udenom, at progressive – oppositionen til de reaktionære, Marx taler om – har været optagede af de negative konsekvenser af en ustyret globalisering siden 1848 og den moderne venstrefløjs tidligste fødsel.

Populisterne har vundet dagsordenen
Le Pen er en af dem, der har formået at gøre sig selv til repræsentant for globaliseringens tabere. Ligesom Trump, Wilders, Farage og Orbán er lykkedes med det.

Måske var der i 90’ernes eufori over murens fald og udsigten til historiens slutning, en periode hvor man kogte sloganer om noget der hed ’en tredje vej’, hvor der ikke længere var vindere og tabere. Vi var alle i samme konkurrencebåd, og inde i den ekspanderende globalisering var demokratiet som græske krigere i den Trojanske hest. Bare vi handlede og lod markedet vise vejen, ville vi alle få det bedre, diktaturer ville blive demokratier, og liberale værdier og menneskerettigheder ville vokse frem af de ekspanderende markeder som blomster i gødet jord.

Hvis ikke progressive kan svare på det, bliver de kasseret på historiens mødding

Men det er lidt som om man kan høre Marx’ hånlatter fra industrialiseringens London runge her 160 år senere. Globaliseringen producerer vindere og tabere, og hvis ikke progressive kan svare på det, bliver de kasseret på historiens mødding som nogen der havde glemt hvad de var, og derfor mistede deres berettigelse.

Skat, fordelingspolitik og lighed
Noget har der skullet ske ovenpå 1990’ernes markedseufori og de sene 00’eres tømmermænd i form af finanskrisen.

Det er bare ikke de nye populister, der har svaret. For at forsøge at håndtere globaliseringen med identitetspolitik er lige så begavet som at forsøge at slukke en skovbrand med en reklamekampagne.

Det betyder ikke, at man skal ignorere den utryghed, som mange af højrepopulisternes vælgere oplever, eller undervurdere de udfordringer, som migrations- og flygtningestrømme bringer med sig. Men det kræver, at man har et ordentligt blik for, hvilke politiske tiltag, der løser hvilke udfordringer. Og ikke adresserer materielle udfordringer med nemme symbolpolitiske løsninger.

Det der må adskille progressive fra det, der ofte kaldes identitetsbevægelsen – og som prøver at brødføde folk uden arbejde med nationalromantik og kulturkrige – er en erkendelse af behovet for at beskatte, omfordele og regulere.

Efter 20 års junkvækst, hvor middelklassen er på retur og dårligt betalte servicejobs afløser de solide produktionsjobs, er regulering og omfordeling på vej på retur.  Og det i sådan en grad, at ikke kun succesfulde venstrefløjspolitikere og tilsvarende kan se det, men også de økonomiske institutioner, der tidligere alene promoverede liberalisering og deregulering.

Kristian Weise er direktør i tænketanken Cevea.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.
 


Flere artikler om emnet

Annonce