Da det svenske socialdemokrati stod i samme situation, som deres danske broderparti gør lige nu, nemlig, at skulle udarbejde deres dengang kommende principprogram i 2013, inddragede de bl.a. en række svenske forskere, forfattere og diverse meningsdannere. En af disse var forfatteren Kristian Lundberg, som blot få år forinden, i 2009, havde udgivet den selvbiografiske roman Yarden. I bogen, der fornylig er blevet filmatiseret af Måns Månsson, skildrer han sin sociale deroute fra et liv som forfatter og anmelder til et liv som forgældet og underbetalt løsarbejder på den malmøske bilterminal Yarden. Heri lyder en passage således følgende:

”I knap et år har jeg forsørget mig selv som løst ansat. Daglejer. Sådan en som kommer og går, og som man aldrig behøver at lære navnet på – et spøgelse, et udskifteligt tandhjul, en fjeder som aldrig går i stykker. Fabrikker. Lagerlokaler. Parkeringspladser. Forladte steder, overspyttede steder. Jeg kender de indhegnede områder. Jeg har udført al slags arbejde for en minimal løn.”

Ikke alle vil nødvendigvis kunne genkende det maleriske billede, som Kristian Lundberg her fremkalder af det svenske velfærdssamfund; et samfund, hvor folk i stigende grad ansættes på løskontrakter, og hvor samfundet ikke tilstrækkeligt formår at varetage sine borgere. Kristian Lundberg tjener ikke desto mindre som et godt eksempel på den nye arbejderlitteratur, der i kølvandet på finanskrisen i 2008 har set dagens lys. Forfattere som Emil Boss, Johan Jönson, Jenny Wrangborg, Susanna Alakoski og Mathias Rosenlund vidner om, at Sverige har en helt særlig og meget, meget stærk tradition for arbejderlitteratur.

Vender vi imidlertid blikket mod vores hjemmelige scene, fremgår det at Danmark bestemt også er leveringsdygtig i moderne arbejderlitteratur, hvor ikke mindst Morten Pape, Lau Aaen, Jakob Mathiassen og Yahya Hassan, er værd at fremhæve.  At kalde forfattere som disse for arbejderforfattere, vil sikkert falde nogle læsere for brystet. Samlet set kendetegner det ikke desto mindre den sociale virkelighed, som de alle oplever den, at den ikke helt lader sig forklare af den toklasse-teori, som Marx lancerede tilbage i attenhundredetallet. Derimod er det noget mere frugtbart, at forstå disse udgivelser i lyset af Guy Standings teori om prekariatet.

Prekariatet
Den nye klasse, prekariatet, blev introduceret i bogen The Precariat: The New Dangerous Class fra 2011. Begrebet er en sammenstykning af ordene ”prekær” og ”proletariat”, og er ifølge den engelske økonom Guy Standing resultatet af et globalt samfund, der siden nyliberalismens gennembrud i nittenfirserne og frem til i dag, har oplevet en omvæltende transformation. At tingene lige præcis har taget den drejning, har ifølge Guy Standing nemlig ikke mindst haft konsekvenser for det arbejdende folk, hvad angår indkomst, sikkerhed og helbred.

I alt tre grupper udgør prekariatet: For det første ufaglærte og kortuddannede fra den traditionelle arbejderklasse, for det andet immigranter med korte såvel som lange uddannelser og for det tredje akademikere og andre med lange, videregående uddannelser. Det er indretningen af denne sociale virkelighed, som Morten Pape skildrer i sin selvbiografiske dannelsesroman, Planen, fra 2015. Her gælder det således en beskrivelse af det sociale miljø, hvori opvæksten finder sted, nemlig Urbanplanen på Amager:

”Lorteøen Amager var dér hvor man kunne gemme det grimme væk. I dag er lossepladssymbolikken ikke til at overse. Nu er dette stedet du ikke ønsker dine børn i nærheden af, en uoverskuelighedens arena hvor proletariatets afkom farer rundt i en hektisk krigsdans iført deres hudfarve som uniformer. Blege kartofler som jeg er i undertal. Der er flere tørklæder end tylskørter, og der synges mere arabisk i krogene end Halfdan Rasmussen ved hinkebanen. De voksne siger at det er fordi vi går på en skole der ligger midt i en ghetto. Det betyder at der er mange fremmedarbejdere i et bestemt boligområde. Men det er ligemeget, for vi skal alle sammen være her, siger de.”

Under indflydelse af globale begivenheder såsom terrorangrebet på New York i 2001 og Muhammadkrisen i 2005, danner dette rå, ramponerede og noget brogede miljø altså fortællingens sociale ramme. En ramme, som den rodløse Pape med en svaghed for rapmusik og fodbold præsenterer for sin læser, idet han ensomt og nysgerrigt driver omkring blandt Urbanplanens forskellige grupperinger, muslimske såvel som danske, i forsøget på at finde sin plads i verden. Romanen giver os altså herigennem et helt særligt indblik i de subjektive konsekvenser af prekariatets sociale position.

Interne konflikter
Det samfund, Guy Standing opstiller, er kendetegnet ved et modsætningsforhold mellem prekariatet og salariatet. Salariatet er befolket med arbejdstagere, som er sikret fast løn og gode arbejdsvilkår. Det gælder derimod ikke prekariatet. I sin bog Beton: Historier fra skurvognen fra 2011 er det netop problemstillinger som disse, Jakob Mathiassen tager op. I lighed med de danske landarbejdere, der som en konsekvens af industrialiseringen i midten af attenhundredtallet rejste til byen, skildrer bogen således hvordan udenlandske betonarbejdere som resultat af EU’s udvidelse mod øst nu ikke blot udgør ”en underklasse uden rettigheder i det samfund, de knokler i”, men af samme årsag også udgør en reel trussel mod danske betonarbejdere i kampen om løn og arbejde. Som resultat af pressede lønninger og svækkede rettigheder taler Jakob Mathiassen i overensstemmelse med Guy Standing her om en vrede, en angst og en fremmedgørelse internt blandt prekariatets medlemmer. Godt hjulpet på vej af nationalistiske partier som Dansk Folkeparti, UKIP og Sverigedemokraterna, definerer denne nye klasse sig derfor heller ikke som en samlet organisme. Ikke fordi medlemmerne ej har noget tilfælles, men fordi de er i krig med hinanden.

Det nye ved det gamle
Det, den nye arbejderlitteratur imidlertid viser, er, at prekariatets medlemmer bestemt har noget at være sammen om. Det gælder i det store, men også i det små. Som da den kridhvide Pape i en enkelt fodboldkamp stiller op som målmand for Somalia mod Sierra Leone ved det uofficielle African Nations Cup i København. Pape bliver efterfølgende symbolsk kåret som kampens spiller, og det somaliske hold ender med at vinde hele turneringen og ”en kæmpe pokal, som vi tager med os på en tyrkisk buffet-restaurant ved Nørreport for at fejre sejren”, som det begejstret lyder.

Set i lyset af en fejlslagen integrationspolitik, der så at sige har ladet kulturelle forskelle gøre os mere til modspillere end medspillere, illustrerer Pape hermed i Planen, hvordan det er muligt at udfordre denne udvikling, idet han engagerer sig i det små. Forstår man her betegnelsen ”arbejder” i en bredere forstand, altså som den arbejdende eller den, der tilhører den arbejdende klasse, bestående af både prekariatet og salariatet, sker det desuden, ikke kun hvad angår Papes Planen, men helt generelt denne nye litteratur, i rimelig overensstemmelse med den gængse definition på arbejderlitteratur. Nemlig en litteratur, der er skrevet af folk fra arbejderklassen om dens livsforhold som værdimæssigt ståsted for arbejdere.

At gentænke genren således er imidlertid ikke uhørt. Historisk set har arbejderlitteraturen altid vægtet impuls højere end form, hvorigennem den har gjort sig politisk og litterært relevant.  Den anvendte montageteknik, vi fx ser i Mogens Klitgaards Der sidder en mand i en sporvogn fra 1937, hvor diverse aviscitater er klippet ind side om side med den fiktive fortælling om hovedpersonen August Lundegaard, afviger således helt naturligt fra den marxistiske dogmatisme, der i Martin Andersen-Nexøs føljetonroman Pelle Erobreren fra 1906- 1910 dikterer hovedpersonen Pelle fremad mod lys og værdighed. Den logik præger tendentielt også den nye arbejderlitteratur, der er blevet udgivet i kølvandet på finanskrisen.

I en tid præget af kriser og splittelse, hvor delen tilsyneladende ikke bare vægter mere end helheden, men også hvor traditionelle skillelinjer brydes eller flyder sammen, heriblandt genrekategorier såsom biografi og roman, er det nye ved vor tids arbejderlitteratur altså således ikke kun at den skildrer en anden samfundsmæssig indretning end tidligere. Det er også, at det kollektive er dybt indlejret i det helt personlige. Det er naturligvis et paradoks, skulle man mene. Alligevel er ikke desto mindre tydeligt, at det er herigennem den nye arbejderlitteratur genformulerer det eviggyldige projekt om solidaritet og fællesskab. Og således kan vi passende slutte, hvor vi begyndte, nemlig ved Kristian Lundberg, der i forbindelse med hin nævnte principprogram omtaler et sådan projekt:

”Det har skett så snabbt, så närapå omärkligt. Plötsligt har vi skapat en återgång till statarsamhället, plötsligt har vi skapat en nygammal klass av egendomslösa som skeppas omkring på osäkerhetens hav. Igen står vi där med rädslan i blicken när godsherren rider förbi, igen kröker vi rygg inför en omänsklig börda. Detta är inte värdigt. Vårt svar måste igen bli ett rungande ”Ja” på frågan om vi skall ta hand om vår broder. Vi måste genomlysa bemanningsföretagens moral, ekonomi och syn på sina anställda”