25 års gradvis højredrejning i Enhedslisten

Ny bog beskriver 25 års politisk modning, interne stridigheder og modvillig parlamentarisk støtte fra Danmarks rødeste parti.
Foto: Enhedslisten Østerbro
Enhedslisten har droppet drømmen om væbnet revolution, opgivet den kollektive ledelse, trukket i pæne habitjakker, indført fokusgrupper, nedtonet den rendyrkede EU-modstand, indført topstyret kommunikation og skubbet den gamle ideologiske garde i baggrunden.

Enhedslisten er blevet et mere voksent politisk parti

Man kunne kalde Enhedslistens bevægelse for modernisering, professionalisering, normalisering eller slet og ret en højredrejning.

Uanset hvilken terminologi man vælger, så er Enhedslisten blevet et mere voksent politisk parti efter deres 25 år i Folketinget.

Netop den modningsproces har journalist Kim Kristensen kastet sig over i den glimrende bog ”Det hærdede stål - Historien om Enhedslistens første 25 år i Folketinget,” der udkom den 20. september 2019.

Pragmatiske kommunister vs. Socialistiske ballademagere

Komiker og tidligere folketingsmedlem Jacob Haugaard havde hånligt kaldt Enhedslisten for ”De Forenede Dødsboer”, med henvisning til at Enhedslisten i sin tid blev dannet som en sammenslutning af tre kommunistiske partier, DKP, VS og Socialistisk Arbejderparti, som alle lå og gispede efter vejret. Men Haugaards ord er med tiden blevet gjort alvorligt til skamme. Partiet er lykkedes, på trods af de utallige marxistiske fraktioner, at finde et fælles højrødt fodslag.

Officielt var det kun tre partier, der stiftede Enhedslisten, men partiet blev snart et opsamlingssted for flere af venstrefløjens mange forkortelser, udover DKP, VS og SAP, kom Internationale Socialister (IS) og Kommunistisk Arbejderparti med (KAP). Partier og personer med hvert deres ideologiske udgangspunkt og ikke mindst hver deres tilgang til den praktiske politik, hvilket skinner tydeligt igennem.

Det definerende spørgsmål for bogens beskrivelse af Enhedslisten er hvornår man bør vælte en socialdemokratisk regering

Den pragmatiske fane blev især holdt højt hos folketingsmedlemmer som DKP’erne Christian Juhl og Frank Aaen samt VS’erne Søren Søndergaard og Per Clausen. Det var ofte dem, der trak i mere pragmatisk-parlamentarisk retning, mens de mere stålsatte ballade-villige-typer fra SAP og IS trak den ideologiske håndbremse.

Det definerende spørgsmål for bogens beskrivelse af Enhedslistens virke bliver således. hvornår man bør vælte en socialdemokratisk regering, hvor meget man skal stemme imod og hvad man kan tillade sig at stemme for.

Mest udfordrende var dette had/kærlighedsforhold i tiden under Bjarne Corydon, Margrete Vestager og Helle Thorning-Schmidt, hvor Enhedslisten adskillige gange følte sig ”pisset på”. Mest udtalt ved finanslovsforhandlingerne i 2012.

Asmaa, Muhammed og minerydderne

Udover Enhedslistens evige dans med især Socialdemokratiet, som det store parti i rød blok, så minder Kim Kristensen læserne om en række af de politiske sager fra partiets første 25 år.

Muhammedtegningerne og Asmaa-sagen viser tydeligt, hvor konfliktlinjerne i Enhedslisten ligger. Per Clausen udtrykte klar opbakning til Jyllands-Postens udgivelse af muhammedtegninger. Mens Enhedslistens hovedbestyrelse udtalte at enhver form for støtte af JP ville være lig med støtte til ”højrefløjens korstog mod muslimer”.

Per Clausen udtrykte klar opbakning til Jyllands-Postens udgivelse af muhammedtegninger

Diskussionen om folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid og dennes kontroversielle religiøse synspunkter blev internt i partiet betegnet som ”en fuld skala krise”. Her var det igen den gamle garde – denne gang i form af Per Clausen og Jeppe Gottlieb - der gik på barrikaderne mod Asmaa som folketingskandidat. Inden Enhedslisten får taget det endelig opgør – afsiger vælgerne deres dom: Enhedslisten går tilbage, Asmaa bliver ikke valgt og efterfølgende vælger hun ikke at genopstille.

Udover den altid dominerende udlændinge- og værdipolitik, så rummer Enhedslistens skabelsesreberetning også historien om folketingsmedlem Rune Lund, der vælger at lade sig opstille til Folketinget som protest mod Enhedslistens beslutning om i 2002 at støtte indsættelse af et dansk minerydderhold i Afghanistan. En historie der understreger den indgroede protestvilje i Enhedslisten, hvor ingen sag er for lille.

”Lovlige aktioner er ikke nok”

En af de mere glemte eller gemte historier om Enhedslisten, er de tætte bånd til gadeaktivisterne.

Ligesom støtten til Socialdemokratiet har været en konstant diskussion i Enhedslisten, så har støtten til de røde aktivister været det samme.

Det handler blandt andet om forfølgelse af Pia Kjærsgaard på Nørrebro, maling-kast mod statsministeren, hærværk under EU-topmøde i Gøteborg, æggekasteri, hønse-udsættelse i Folketinget og angreb på hegnet ved Sandholm.

Når vi tager afstand fra overfaldet på Pia Kjærsgaard, træder vi en masse folk i bevægelserne over tæerne

Dilemmaet for Enhedslisten lyder, ifølge et medlem af hovedbestyrelsen, som følgende: ”Når vi tager afstand fra overfaldet på Pia Kjærsgaard, træder vi en masse folk i bevægelserne over tæerne”.

Derfor har også den parlamentariske del af Enhedslisten, så svært ved at afvise Antifascistisk Aktion (AFA), Anti-racistisk Håndværkerlaug, dele af det autonome miljø og de øvrige aktivistiske grupperinger.

Som repræsentant for netop dette miljø udtrykker tidligere folketingsmedlem Pelle Dragsted, at ”lovlige aktioner er ikke nok”. Pelle Dragsted - der allerede som 13årig blev medlem af Enhedslisten og har været kendt for fandenivoldskhed - bliver ansat for Enhedslisten på Christiansborg bliver han også betragtet som en repræsentant for de aktivistiske fløj og dermed som én der kan bane vejen for større magt til aktivististerne i Enhedslisten. Den gamle garde fra DKP og VS ser til med nervøsitet på dette ”murbrækkeri”.

Skabelsesberetning med blinde pletter

”Det hærdede stål” leverer en læseværdig og overbevisende beretning om Enhedslistens udvikling på Christiansborg over de sidste 25 år.

Men at bogen snævert sætter spot på udviklingen på Christiansborg - og ikke fortæller det store om hvad der sker udenfor de tykke murer - er en klar svaghed. Den såkaldte ”parlamentsfiksering”, som diskuteres internt i Enhedslisten bliver spejlet i bogen.

At bogen snævert sætter spot på udviklingen på Christiansborg, er en klar svaghed.

Som politisk interesseret læser savner man indblik i hvordan Enhedslisten-politikken bliver udviklet, hvad der er de afgørende politiske prioriteter, hvad relationen til fagbevægelsen er og ikke mindst hvad der sker internt i det farverige røde bagland.

Det giver en distance til forståelsen af Enhedslistens DNA og skaber blinde pletter i dækningen af hvad et politisk parti også indeholder. Man får lidt fornemmelsen af at forfatteren vægter politisk proces over politisk indhold.

Ikke desto mindre, så giver bogen en interessant og lærerig skabelsesberetning om hvordan fraktionerne på yderste venstrefløj lykkedes med at skabe et velfungerende politisk parti.

Revolutionens brus er gået af flasken

Det sidste kapitel om Enhedslisten er langt fra skrevet. Med fortsat professionalisering, et lurende opgør med hovedbestyrelsen og ikke mindst afvæbning af kampen mod EU, kommer Enhedslisten gradvist til at ligne et mere moderat parti.  

På sidste punkt udtalte en SF-veteran og tidligere partisekretær, Ole Hvass, at han gerne ville ”vædde en flaske god økologisk rødvin på, at Enhedslisten går ind for EU om 10 år". Om Ø vil gå den vej, kan kun tiden vise.

Johanne, hvis du er revolutionen, er jeg ikke så nervøs

Som tidligere finansminister og partiformand Mogens Lykketoft – der flere gange i bogen bliver fremstillet som en sand ven af Enhedslisten – ganske sigende for udviklingen udtrykker det i en festtale: ”Johanne, hvis du er revolutionen, er jeg ikke så nervøs”.

Kim Kristensen: ”Det Hærdede Stål - Historien om Enhedslistens første 25 år i Folketinget”. Forlaget Momenta. 304 sider. Er udkommet.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook