25 år efter Hillsborough

Tragedien på Hillsborough er ikke kun historien om den største tragedie i Storbritannien i fredstid. Det er også historien om myndighedernes svigt, om styrken i civilsamfundet og historien om, hvad der sker, når politikere kommer for langt væk fra folket.
Hvis du så fodbold fra England i weekenden, lagde du nok mærke til mindeceremonierne. Og på de sociale medier, er du måske faldet over den kryptiske besked ”#JFT96”. Det handler om det samme, nemlig om fodboldtragedien på Hillsborough Stadion i Sheffield, der skete i dag for 25 år siden. Og mindet om de 96, der mistede livet og fodboldenglands kamp for at få ”Justice for the 96”.

Tragedien udspillede sig i 1989, da Liverpool mødte Nottingham Forest i semifinalen i den engelske pokalturnering, FA Cup. Kampen skulle spilles på neutral grund, og valget faldt på Sheffield Wednesdays hjemmebane, Hillsborough. På grund af dårlig sikkerhed på stadion, og fordi politiet åbnede for få indgange og åbnede dem for sent, endte 3000 fans med at være stuvet sammen på Leppings Lane-tribunen. Der var plads til 1500, og presset på den overfyldte tribune, betød at fans blev presset op mod stålbarrierne, eller faldt ud over tribunen. Tilskuerne kunne heller ikke komme ind på banen, fordi der var hegn hele vejen rundt.  Efter 6 minutter blev kampen afblæst i et frygteligt kaos. 96 mænd, kvinder og børn mistede livet på få minutter.

Løgnen, Thatcher og The Sun
Midt i kaosset ringede vagthavende for det lokale politi til BBC og fortalte, at det var fulde fans uden billetter, der var skyld i ulykken. Om det var et forsøg på at dække over politiets og arrangørernes grove fejl, eller om det var en fejlopfattelse midt i kaos må stå hen i det uvisse. Men historien blev hurtigt, at det var fansenes egen skyld, at deres kammerater var kommet til skade.

Bakket op af politiets falske forklaring og befolkningens erindring om Heysel-tragedien få år forinden, blev den gængse opfattelse hurtigt, at det var fansenes egen skyld. Og allerede inden tabene var gjort op, kom meldingen fra premierminister Thatcher, at det var fulde Liverpool-fans uden billetter, der var skyld i ulykken. Og fire dage efter ulykken, mens familierne var ved at arrangere begravelser, kunne avisen The Sun på baggrund af udtalelser fra blandt andet et anonymt konservativt parlamentsmedlem, senere identificeret som nu afdøde Irvine Patrick, på forsiden fortælle ”den sande historie om Hillsborough”. Deres udlægning var, at fans blandt andet havde ”urineret på de brave politifolk”, der hjalp ofrene.

I Liverpool og omegn var man rasende på både Thatcher og The Sun. De stolte havnearbejdere fra byen ved Mersey-floden tilgav aldrig Thatcher, og den dag i dag køber de stadig ikke The Sun i Liverpool.

Kampen for retfærdighed
Liverpool-fansene blev pure frikendt i den rapport om ulykken, Taylor-rapporten, der blev lavet efterfølgende. Men de ansvarlige for ulykken blev aldrig dømt, og i store dele af befolkningen hængte de falske beskyldninger fra Thatcher og The Sun stadig fast som sandhed.

Labour havde holdt sig fra at støtte Thatchers beskyldninger (historien går på, at det blandt andet var fordi formændene for fan-grupperne var Labour-folk og kunne fortælle, hvad der egentlig var sket), så mange i Liverpool håbede, at Tony Blairs valgsejr i 1997 kunne få renset de afdødes navne og få placeret ansvaret hos de skyldige. Men i det store hele fejlfortolkede Blair situationen og troede, at folk efterhånden havde glemt tragedien, og at det var spild af tid.

Men i civilsamfundet i Liverpool førte man, anført af Liverpool-legenden Kenny Dalglish kampen videre. Og da den tidligere borgmester i Liverpool Steve Rotheram (fra Labour, selvsagt) blev valgt til parlamentet, skete der et tøbrud i den gamle sag. Rotheram, der selv er sæsonkortholder hos Liverpool, havde opdaget, hvordan hans samtaler med fans på pubben efter kampene altid endte med en diskussion om, hvordan London havde svigtet kampen for retfærdighed for de 96 ofre.

Rotheram var selv på Hillsborough da ulykken skete, og hans fortælling om, hvordan han havde byttet sin oprindelige billet til Leppings Lane-tribunen væk i sidste øjeblik til en fan foran stadion for at få en billigere billet, gjorde indtryk i England. Rotherams historie satte gang i en fornyet diskussion af Hillsborough-katastrofen i England, og der blev arrangeret en debat i parlamentet. Her var det blandt andet Rotherams rørende tale (se YouTube), der fik overbevist et flertal i parlamentet om at nedsætte en Hillsborough-kommission, der kunne stille de skyldige til ansvar. Den afventer man fortsat resultatet af.

Efter Hillsborough er sikkerheden på engelske stadions blevet forbedret. Alle pladser er nu siddepladser, så man undgår de Roskilde Festival-lignende situationer på stadion. Men historien om Hillsborough er også et mindesmærke over, hvad politik egentlig handler om. Det var Rotheram, mureren fra den fattige Liverpool-forstad Kirkby, der tog sagen op. Fordi han var der, og fordi han kendte de berørte. Han satte selv ord på det i sin Hillsborough-tale. ”If I can go from being a brickie in Kirkby to becoming the Lord Mayor of Liverpool, imagine what those 96 could have done with their lives.”

Som socialdemokrat er det måske den vigtigste lære af Hillsborough. Det var først, da Labour valgte en politiker, der efter eget udsagn ”kender navnene på alle de 1000, der har sæsonkort til samme tribune som mig”, at de kom på den rigtige side af historien i sagen om Hillsborough.

Mads Havskov Hansen (f. 1992) er stud.jur., medlem af DSU’s forretningsudvalg og Liverpool-fan.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og ansat i Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook