I Tyskland er der i øjeblikket stor debat om den kommunistiske arv og dens indflydelse på nutidens politiske landskab. For det ekskommunistiske parti Die Linke står nu til at få delstatspræsidentposten som største parti i en flertalsregering sammen SPD og die Grünen i den østtyske delstat Thüringen, efter der var delstatsvalget i september.

At Die Linke får stor tilslutning er ikke uvant i det tidligere Østtyskland, men det er uvant, at partiet ser ud til at skulle lede en regering. Efter 70 % af SPD’s medlemmer i delstaten i en urafstemning netop stemte ja til at påbegynde regeringsdannelsen er vejen nu banet for en centrum-venstre-regering mellem Linke, SPD og Die Grünen.

Det er en historisk begivenhed og er aldrig set før, hvis det lykkes at danne denne trekløverregering. Ganske vist har SPD og Die Linke tidligere regeret sammen i både delstaterne Berlin og Brandenburg under en SPD-regeringschef, men nu skal alle tre venstrefløjspartier indgå i en regering

Det er en historisk begivenhed og er aldrig set før, hvis det lykkes at danne denne trekløverregering. Ganske vist har SPD og Die Linke tidligere regeret sammen i både delstaterne Berlin og Brandenburg under en SPD-regeringschef, men nu skal alle tre venstrefløjspartier indgå i en regering, og Tyskland vil få sin første delstatspræsident fra Die Linke nogensinde.

Mange kritikpunkter mod Die Linke
Det er ikke bare en historisk situation, som vi ser i Thüringen, men også en kontroversiel en af slagsen. For i manges øjne er Die Linke hverken salonfähig eller regierungsfähig – hverken stuerene eller regeringsduelige. Die Linke kritiseres for sin pro-palæstinensiske politik, for sin EU-skepsis og for sine generelt populistiske træk, men særligt kritiseres Die Linke for at være den direkte efterfølger til det parti, som styrede DDR-regimet med hård hånd og totalitære tanker, nemlig SED, som blev opløst ved murens fald.

Kritikken af Die Linke er både kommet fra de borgerlige i CDU og højtstående medlemmer af SPD på forbundsplan. Og det er en af hovedårsagerne til, at SPD efter sidste valg til forbundsdagen valgte at indgå en koalition med Merkels CDU, selv om der reelt var et flertal i Forbundsdagen bestående af SPD, Die Grünen og Die Linke. Udelukkelsen af Die Linke betød fire år mere med Merkel ved roret.

Der er en stærk symbolik i, at det præcis 25 år efter murens fald ser ud til, at den tyske venstrefløj med de tre partier Die Linke, SPD og Die Grünen nu formår at samle sig og danne regering. Det er en unik chance for at føre en progressiv politik

Der har også været ’kritik af kritikken’, for efter murens fald åbnede både CDU og FDP uden skrupler dørene for medlemmer af de tidligere såkaldte blokpartier i DDR, som formelt set var uafhængige politiske partier, men som i praksis legitimerede DDR-regimet og kommunistpartiet. Blandt medlemmerne af de tidligere blokpartier findes de nuværende delstatspræsidenter i Sachsen-Anhalt og Sachsen, Reiner Haseloff og Stanislaw Tillich, begge CDU. Derimod har den sandsynligvis kommende delstatspræsident i Thüringen, Bodo Ramelow fra Die Linke, ikke været en del af noget blokparti i DDR, og dermed skulle CDU have samme etiske problemer som Die Linke.

En mulighed for politisk forandring
Der er en stærk symbolik i, at det præcis 25 år efter murens fald ser ud til, at den tyske venstrefløj med de tre partier Die Linke, SPD og Die Grünen nu formår at samle sig og danne regering. Det er en unik chance for at føre en progressiv politik, som sikrer mere social retfærdighed, lige muligheder for alle og grøn omstilling. Indtil videre tales der om et stærkt fokus på miljø- og energipolitikken, massive investeringer i daginstitutioner og penge til kommunerne.

Det var en lignende mulighed for at skabe politisk forandring, som venstrefløjen greb i Danmark, da Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne og de radikale valgte at bruge flertallet og magten efter valget i 2011 – hvis vi lige glemmer de interne stridigheder et øjeblik.

Chancen for at skabe venstreorienteret politik fra regeringskontorerne skal gribes, hvis alt flasker sig i regeringsforhandlingerne i Thüringen. En lignende model kommer nok ikke på tale på forbundsplan lige foreløbig, men på sigt baner Thüringens 'rød-rød-grønne' regering vejen for et stærkere samarbejde for centrum-venstre i resten af Tyskland. Det skal blive spændende at følge.