3 grunde til, at finansloven er helt skæv

Regeringen gør de riges rengøring billigere og arbejdstelefonen skattefri, mens erhvervsskolerne skal skære ned. Det løser ikke Danmarks problemer.
Regeringen er sammen med Dansk Folkeparti blevet enige om finansloven for 2018. Det er en finanslov, der efter min mening er helt skæv. Det er der særligt tre gode grunde til.

1) Permanent bolig-job-ordning gavner de rigeste
Der er sat 450 millioner kroner af til at gøre den såkaldte ”bolig-job-ordning” permanent. Det er en ordning, hvor man får skattefradrag for udgifter til f.eks. rengøring, vinduespudsning, børnepasning, almindeligt havearbejde og udførelse af forbedringer i sin bolig.

Men tal fra Skatteministeriet viser, at ordningen primært bruges af de allerrigeste. 30 procent af alle personer med indkomster over 700.00 kroner bruger ordningen. Kun knap 4 procent af alle personer med indkomster under 200.000 kroner bruger fradraget. Det er altså primært de rigeste, der med bolig-job-ordningen får billigere rengøring, vinduespudsning og renoveringer.

2) Ingen skat på fri telefon er en skjult topskatte-rabat
Skatten på fri arbejdstelefon afskaffes også med finansloven. Det vil atter i høj grad være en skatterabat, der går til de højest lønnede. Tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at ud af den ene procent med de højeste lønninger, har 84 procent fri telefon, mens det er under 5 procent af lønmodtagerne med en indkomst under 300.000 kroner. I Hørsholm har 40 procent af lønmodtagerne fri telefon, hvor det på Lolland kun er 8 procent, der er så heldige at få en skatterabat.

Det er altså primært de rigeste, der med bolig-job-ordningen får billigere rengøring, vinduespudsning og renoveringer.

Jeg har personligt fri telefon på min arbejdsplads og får dermed gavn af skatterabatten. Men jeg er den eneste blandt mine cirka 60 kollegaer i produktionen, der har det. Og det er alene fordi, jeg er tillidsrepræsentant. Det er de færreste almindelige lønmodtagere, der får gavn af rabatten. Den er nærmere en sænkning af topskatten i forklædning.

3) Nedskæringer på erhvervsskoler skader økonomien på sigt
Allerede i dag er der mangel på håndværkere i byggeriet, og det bliver ikke bedre frem mod 2025. Vi ved, at virksomhederne får brug for flere kloge hænder til at skabe vækst og velstand. Men det betyder åbenbart mere for regeringen at sænke skatterne for de rigeste, som vi har set herover, end at sikre dansk økonomi på den lange bane.

Regeringen og Dansk Folkeparti erklærer nemlig i finanslovsaftalen, at erhvervsskolerne skal styrkes med 170 millioner kroner, og det lyder jo rigtig godt. Men da regeringen har beskåret erhvervsskolerne med 270 millioner kroner i forvejen, betyder den nye aftale, at der samlet set sker en besparelse på 100 millioner kroner, selv om der tilføjes nye midler.

Lars Kunov, der er direktør i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, har f.eks. udtalt følgende til DR: "Det svarer til, at du i næste måned får mindre udbetalt på din lønseddel. Samtidig har chefen været ude at fejre, at du har fået lønforhøjelse. Sådan kan det udtrykkes."

Jeg mener, det er tomme ord, når både regeringen og DF giver udtryk for, at de vil løse manglen på faglært arbejdskraft ved at styrke erhvervsskolerne. For virkeligheden er, at de sparer på området. Det løser ikke problemet med mangel på faglærte at gøre skolerne ringere og underviserne færre. Der er tværtimod behov for at styrke erhvervsskolerne.

Min opfordring til DF og regeringen er, at de tænker sig meget om, inden de endeligt vedtager finansloven for 2018. Den nuværende aftale er i hvert fald alt for skæv og tilgodeser primært den rigeste del af befolkningen.

Rasmus S. Rasmussen er smed og tillidsrepræsentant ved Babcock & Wilcox Vølund i Esbjerg. Medlem af Dansk Metal. Fra 1. januar 2018 er han byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Esbjerg Kommune.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Rasmus Rasmussen er smed og byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Esbjerg.


Flere artikler om emnet

Annonce