Det er for grove vilkår, de arbejder under i udlandet, når der er danske virksomheder involveret
På havnen er den danske shipping-mastodont Maersk en stor spiller.
De dårlige arbejdsforhold og Maersks omfattende aktiviteter i den kenyanske havn, får nu Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl, til at kalde udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) og udviklingsminister Ulla Tørnæs i samråd.
Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl, mener, at de farlige arbejdsforhold på havnen i Mombasa er en grov forsømmelse af Maersks forpligtelser:
“Jeg har indkaldt ministrene til samråd, da jeg synes, det er for grove vilkår, de arbejder under i udlandet, når der er danske virksomheder involveret,” siger Christian Juhl (EN) til Ekstra Bladet.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs er kaldt i samråd, fordi Maersk har lånt 86,8 millioner af den statslige Investeringsfond for Udviklingslande, IFU, som udviklingsministeriet er involveret i.
Pengene fra den statslige Investeringsfond for Udviklingslande er gået til opførelsen af et en stor Maersk-containerterminal i Mombasa havn i Kenya til sammenlagt 215 millioner.
På baggrund af Danwatchs undersøgelse af de dårlige arbejdsforhold i havnen, vil Enhedslisten nu have svar på, hvad statslige IFU gør for at sikre ordentlige arbejdsvilkår i de projekter, som de investerer offentlige penge i.
Christian Juhl vil desuden have udviklingsminister, Ulla Tørnæs (V), til at bekræfte, at den statslige Investeringsfond for Udviklingslande ikke bør foretage investeringer, hvor arbejdere hos underleverandører har dårlige arbejdsvilkår.
Danwatchs undersøgelse i Mombasas havn har vist, at underleverandører til Maersk bryder rederiets egne etiske retningslinjer.
Retningslinjerne fastslår blandt andet, at alle ansatte i Maersks leverandørkæde skal have udbetalt en rimelig løn og være sikret et godt og sundt arbejdsmiljø.
Med samrådene håber Christian Juhl (EN), at der vil blive lagt pres på de ministrene. Et pres som kan fører til handling:
“Jeg har haft møder med dem før om, hvordan danske virksomheder agerer rundt om i verden. Der har de hver gang sagt, at det skal vi også gøre noget ved. Derfor er det her en god anledning til at bruge artiklen og spørge, om tiden ikke er inde til, at vi gør status på, hvor de er henne nu,” siger Christian Juhl til Ekstra Bladet.
Det er ikke første gang, at det undersøgende medie Danwatch kigger på den statslige investeringsfonds ageren rundt om i verden efter i sømmene.
I december 2017 var Ulla Tørnæs ligeledes i et samråd om IFU - dengang handlede det om fondens kanalisering af udviklingsmidler gennem skattely-lande.