Man kan undre sig lidt over, at Peter Christensen & Co. kun kritiserer rettigheder for arbejdsløse og nedslidte lønmodtagere, men ikke vennerne i landbruget, direktionsgangene og Whiskybæltet.

I søndags skrev Peter Christensen (V) og Esben Lunde Larsen (V) et indlæg til Berlingske under overskriften ’Har vi glemt vores samfundskontrakt’.

Hovedbudskabet i indlægget var, at den gamle ”samfundskontrakt, hvor danskerne så det som en æressag at klare sig selv”, er under pres fra velfærdssamfundet, der har mindsket danskernes ansvarsfølelse. Konkret kritiserer de to Venstre-politikere tre ting forhold ved velfærdssamfundet i dag:

For det første, at velfærdssamfundet har overtaget opgaver, der tidligere blev varetaget af andre:
”Der er sket noget med danskernes selvansvar og frihed, siden velfærdsstaten har overtaget mere og mere ansvar og i stigende grad bevæget sig ind på områder, der rettelig burde administreres i regi af den enkelte eller familien.”
For det andet, at der skal gøres op med borgernes ’rettighedstænkning’:
”En følge af den alt omsiggribende velfærdsstat er, at danskernes ansvarsfølelse er vigende, mens rettighedstænkningen er stigende. Ofte argumenteres der i samfundsdebatten med, at det har ’vi ret til’ eller ’krav på’. Særlig galt var det under efterlønsdebatten, hvor der ikke var ende på de selverhvervede rettigheder [og samme argumentation har været anvendt] i debatten om en forkortelse af dagpengeperioden.”
For det tredje skal de enkelte borgere sætte tæring efter næring:
”Der [er] brug for en bevidstgørelse hos danskerne om deres selvansvar og om det ikke at leve over evne, så man bliver afhængig af offentlige ydelser. (..)Vi bliver nødt til at få italesat princippet om ikke at bruge mere, end man tjener, selvom det for nogle læsere måtte virke som gammeldags.”
Disse tre forhold – at den enkelte skal være ansvarlig for sig selv og sine; at ’rettighedstænkningen’ skal tilbagerulles; at man ikke må bruge mere end man tjener – er klassisk liberalt arvegods. Og fred være med det. Man kan undre sig lidt over, at Peter Christensen & Co. kun kritiserer rettigheder for arbejdsløse og nedslidte lønmodtagere, men ikke vennerne i landbruget, direktionsgangene og Whiskybæltet. Men hvis man som liberalist tror på dette, så er det fair nok.

Sådan er liberalismen: Man står fast på sine principper om personligt ansvar og velfærdsreformer, når det gælder de svageste – men glemmer alt om disse værdier, når det handler om sine egne særinteresser.

Derimod er det ikke fair nok, når man taler med to tunger og ikke vil tage de logiske konsekvenser af sine egne udsagn og værdier. Når man på den ene side pynter sig med store ord om frihed og ansvar og kritiserer andre, når disse principper brydes - men på den anden side har en politik, der stikker i den modsatte retning.

På baggrund af indlægget burde enhver politisk journalist følge op ved at stille de to venstre-politikere tre simple spørgsmål:
1. I skriver, at det er problematisk, at staten har overtaget opgaver, som tidligere lå hos den enkelte og familien. Det omfatter bl.a. børnepasning og ældrepleje. Vil en eventuel Venstre-regering så tilbagerulle dette og afskaffe såvel børnepasning som ældreplejen?
2. I skriver, at der er behov for et opgør med rettighedstænkningen. Dette omfatter vel også rettigheder på sundhedsområdet, eksempelvis behandlingsgarantien og retten til at blive behandlet privat for offentlige penge. Er forfatterne uenige med Lars Løkke, der indførte disse rettigheder?
3. I skriver, at borgerne ikke skal bruge mere end de tjener. VK-regeringen indførte de afdragsfrie lån, som muliggjorde, at borgere kunne købe boliger, som de ikke betalte for. Vil Venstre stille sig i spidsen for at afskaffe disse lånetyper?
Svarene på disse spørgsmål vil afsløre om de to politikere blot pynter sig med liberale fjer eller faktisk er villige til ikke blot, at ’talk the talk’, men også ’walk the walk’.

Men spørgsmålene bliver næppe stillet. Hvis de gør, bliver de næppe besvaret. Og selv hvis det usandsynlige skulle ske, vil svarene afvise at Venstre har planer om, hverken at afskaffe børnepasning, behandlingsgaranti eller afdragsfrie lån.

Sådan er liberalismen: Man står fast på sine principper om personligt ansvar og velfærdsreformer, når det gælder de svageste – men glemmer alt om disse værdier, når det handler om sine egne særinteresser.