Annonce

3 ting EU vil gøre i kampen mod multiresistente bakterier

Bakterier har ingen grænser: EU har netop vedtaget en fælleseuropæisk handlingsplan
I EU alene dør 25.000 tusinde mennesker per år, når de rammes af bakterier, som ikke kan slås ned af antibiotika. Samtidig koster det den europæiske sundhedssektor over 11 milliarder kroner per år i ekstraudgifter til for eksempel patientscreening og hygiejneforanstaltninger.

Multiresistente bakterier skyldes blandt andet et overforbrug af antibiotika blandt mennesker og dyr.

Dødstallet og de offentlige sundhedsudgifter kan potentielt eksplodere, hvis ikke der sættes ind i mod spredningen af de resistente bakterier.

”Det er en stille tsunami,” sagde sundhedskommissær Andriukaitis til et pressemøde i Bruxelles i dag, ”hvis ikke vi sætter ind nu, kan det her forsage flere dødstilfælde end kræft allerede i 2050.

Derfor har EU i dag vedtaget en handlingsplan, der skal bremse spredningen af multiresistente bakterier.

Handlingsplanen fokuserer på tre indsatsområder:

1)    Udbrede kendskabet
Man vil udbrede kendskabet til problemet, da borgere i særligt de syd- og østeuropæiske lande ikke ved, at antibiotika ikke har nogen effekt på virus-sygdomme og derfor ofte efterspørger antibiotikabehandling ved deres praktiserende læge.

Derudover vil man skærpe overvågningen af de multiresistente bakterier og forbedre landenes dataudveksling på området.

2)    Styrke forskningsområdet
Man vil støtte forskning, som gør bakterieovervågningen mere effektiv for hermed hurtigere at kunne stoppe bakteriespredning.

Man vil støtte forskningsprojekter som forsøger at finde nye typer antibiotika.

Og så vil man undersøge muligheden for at skabe nye økonomiske modeller, som kan  gøre det mindre økonomisk attraktivt for farmaceutvirksomheder, at sælge antibiotika, når det ikke er strengt nødvendigt i behandlingen.

3)    Påvirke den globale agenda
De resistente bakterier er i dag primært et problem i Afrika og Asien. EU vil forsøge at blive til et globalt foregangsland i, hvordan man håndterer bakteriespredningen. Man vil fortsætte indsatsen i bl.a. FN- og G20-regi og så vil man forsøge at indsætte europæiske standarder på området i kommende internationale handelsaftaler.

 

EU’s handlingsplan er ikke bindende for medlemslandene – da sundhedsområdet hører under national kompetence.


Flere artikler om emnet