30 år med Løkkes velfærdsafvikling

Siden Løkke første gang blev minister har han arbejdet for at mindske velfærdsstaten. Ikke voldsomt og brutalt, men ved at skære små skiver.
Foto: Venstre, Jens Astrup
Statsminister Lars Løkke Rasmussen havde lagt ansigtet i statsmandsfolder, da han tonede frem på danskernes fladskærme for at holde sin nytårstale. Men trods det faktum, at Løkke har haft fremtrædende politiske poster i næsten tre årtier, så er det svært at få øje på, hvilke politiske meritter, der skulle understøtte Løkkes statsmandsselviscenesættelse.

Det må man håbe, at folk husker, næste gang Løkke har den samlede befolknings opmærksomhed, som meget vel kan blive når han udskriver Folketingsvalget.

Det må man håbe, at folk husker, næste gang Løkke har den samlede befolknings opmærksomhed
  

Siden Løkke første gang blev minister har han arbejdet for at mindske velfærdsstaten. Ikke voldsomt og brutalt, men ved at skære små skiver af den offentlige sektor, som chefen i Prins Jørgens Gaard, statsminister Anders Fogh Rasmussen, ikke brød sig om.

Danskerne i landområderne følte sig svigtet af den offentlige sektor

I stedet for at investere flere penge i de offentlige sygehuse, begyndte Løkke derfor sin ministergerning med som sundhedsminister at give privathospitalerne mere gunstige vilkår.

Da Løkke i 2009 var blevet finansminister, måtte hans embedsmænd i et notat indrømme, at de private hospitaler var blevet ”overkompenseret” samt at betalingen lå over et ”fair niveau”. Privathospitalerne, som ikke er forpligtet til at håndtere vanskelige operationer og forløb kunne skumme fløden ved alene at løse mindre komplicerede opgaver. Uddannelse af personale og besværlige behandlinger skulle fortsat klares i det offentlige, men nu for færre penge.

Som indenrigsminister kunne Løkke fortsætte afviklingen af velfærdsstaten. Strukturerne skulle ændres, så opbakningen til vores fælles institutioner i den offentlige sektor ville falde. Her var kommunalreformen et vigtigt bidrag. 275 kommuner blev lagt sammen til 98, amterne blev nedlagt og afstanden mellem politikere og befolkning blev større. De fem nye regioner var med snævre økonomiske rammer og uden ret til at udskrive skat reelt styret af staten, og den demokratiske styring var belejligt stækket.

Som indenrigsminister kunne Løkke fortsætte afviklingen af velfærdsstaten

Landområderne kunne lettere holdes nede, for hvem skulle tale deres sag i de nye storkommuner? Centralisering af domstole, politi, sygehuse, folkeskoler, skattevæsen, uddannelsessteder og andre offentlige myndigheder skulle effektivisere Danmark, så den offentlige sektor kunne mindskes små skridt ad gangen. Konsekvensen var forringet offentlig service, mere utryghed, afmagtsfølelse og skrantende landsbysamfund med huse, der er blevet sværere at sælge.

Målet ville være fuldbragt den dag, at danskerne i landområderne føler sig så svigtet af den offentlige sektor, der ikke længere er til for dem, at de begynder at stemme på højrefløjspartier, som lover skattelettelser. Lavere skat er trods alt rarere end at betale for det gode liv i storbyerne.

Bankerne gik fri

Siden Lehman Brothers krakkede i 2008 har almindelige lønmodtagere over hele verden betalt prisen for, at den finansielle sektors topchefer kastede verden ud i en krise, som kunne være undgået, hvis sektoren havde ageret mere ansvarligt.

I Danmark havde bankerne også nydt festen, men da regningen kom og oprydningen skulle klares, var det Folketinget, der måtte træde til med bankpakker og statsgarantier. Professor Jesper Rangvid blev senere sat i spidsen for en undersøgelse af, hvilke konsekvenser finanskrisen havde for Danmark. Rangvid konkluderede blandt andet, at krisen kom til at koste det danske samfund omkring 400 milliarder kroner. Dels på grund af bankpakkerne, men også fordi finanskrisen kostede tusindvis af danske arbejdspladser og eksporten faldt.

Smålige sjæle ville måske mene, at det kunne have sin rimelighed at lade bankerne betale en del af regningen

Dansk økonomi skulle tilbage på sporet, og den opgave tog Løkke på sig at løse.

Fællesskabet måtte træde til og som han sagde i sin nytårstale i 2010: ”Krisen tærer på den fælles kasse, og – ja – der bliver en regning at samle op, når vi er fuldt og sikkert gennem krisen.”  

Smålige sjæle ville måske mene, at det kunne have sin rimelighed at lade bankerne betale en del af regningen for den krise, som de havde været med til at påføre landet, men så nøjeregnende er Løkke ikke. I nytårstalen året efter kundgjorde han: ”Ligesom andre lande står Danmark over for krav om større økonomisk ansvarlighed efter krisen. Det er vigtigere end nogensinde at have orden i økonomien. (…) Flere år i arbejde. Det er den nødvendige politik.”

Og vupti: nu kunne efterlønsordningen og dagpengene rundbarberes, så bankerne ikke skulle holde for. Ikke et lumpent ord om finanssektorens ansvar for hullet i fælleskassen. I solidaritetens navn måtte de arbejdsløse og efterlønnerne nu komme bankerne til undsætning.

Statsmanden der repræsenterer afvikling frem for udvikling af velfærdsstaten

Løkke lovede i talen at der fortsat skulle være en redningskrans til dem, der havde haft de hårdeste jobs: ”Så er der naturligvis mennesker, der går på efterløn, fordi de simpelthen er nedslidte. De må ikke blive ladt i stikken. Dem vil vi ikke lade i stikken.” Senere opfandt man derfor seniorførtidspensionen, men denne redningskrans skulle helst ikke kastes ud. Mange nedslidte blev billedligt talt efterladt på åbent hav.

I fjor kunne Fagbladet 3F berette, at blot 865 borgere havde fået tildelt en seniorførtidspension i perioden 2014 til 2017. Samtidig er antallet af seniorer på sygedagpenge steget. For fem år siden var der under 30.000 seniorer på sygedagpenge. I dag er der omtrent 42.000 ifølge jobindsats.dk.

Venstres 2025-plan skulle efterløn- og pensionsalder igen hæves, og revalidering skulle afskaffes

Da statsmanden igen var blevet statsminister i 2016 foreslog han flere forringelser af det sikkerhedsnet, som især er til for at gribe dem, der har haft et hårdt arbejdsliv. I Venstres 2025-plan skulle efterløn- og pensionsalder igen hæves, og revalidering skulle afskaffes. Statsmanden kunne bruge pengene bedre, blandt andet skulle topskatten lettes.

Løkkes selviscenesættelse rummede også globalt udsyn og klimaengagement. Blandt andet sagde Løkke i årets nytårstale: ”Vi skal også stå sammen om at løse klimaforandringerne. Det er en af vores største udfordringer overhovedet – som samfund, som generation, som verden.” Og sandt er det, at Løkke fra tid til anden er optaget af klimaforandringer og grøn omstilling; især hvis møderne afholdes i Asien og rejserne foregår standsmæssigt (på 1. klasse). I klimapolitikken fik Løkke sit internationale gennembrud, da han over for hele verden forsøgte sig som leder af forhandlingerne en klimaaftale ved COP15 i København i 2009. Det var her den selvbestaltede statsmand udtalte til repræsentanterne for verdens lande: ”I know I ganged the...I made this banging, but, ehh, perhaps it's because It's too late and I'm a bit tired.”

I sin nytårstale gav Løkke den som både kosmopolit og landsfader. Han har aldrig været nogen af delene

Storbritannien sikrede herefter, at statsmanden Løkke forlod scenen, så en forhandler med overblik kunne overtage, nemlig miljøministeren fra Bahamas. Løkke havde sin del af æren for, at klimatopmødet blev en fiasko.

I sin nytårstale gav Løkke den som både kosmopolit og landsfader. Han har aldrig været nogen af delene. Tværtimod er han en politiker, der i årtier har repræsenteret afvikling frem for udvikling af velfærdsstaten, og Løkkes globale udsyn skal altid opfindes til lejligheden – også når han holder nytårstaler.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Medlem af Folketinget og Udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Lars Løkke er “en politiker, der i årtier har repræsenteret afvikling frem for udvikling af velfærdsstaten”. Og parantesen med Socialdemokratiet, SF og Radikale fortsatte afviklingen. Hvilket blev støttet af Enhedslisten med få undtagelser.
Man skal godt nok være superoptimist eller rørende naiv, hvis man tror det går anderledes med en ny socialdemokratisk regering.

Poul Simonsen, er det ment som en kritik Margrethe Vestager regeringen ( på papiret en S ledet regering, men med radikal politik- Løkkekopi), eller en hyldest af den lille svindler’s politik.?
Er sq ikke helt sikker på hvad det er du vil frem til.
Men ja, vi var mange der blev ganske grundig snydt!
Vi var Superoptimister. Havde ikke set komme Blå Bjarne hevet op af hatten, vupti rødt blev blåt.
Løkkes og Tule knækket sammen af grin den dag.

Poul Simonsen, vover S at lave samme nummer en gang til ???

Lars Lykke er ikke noget "særtilfælde" når det drejer sig om afvikling af velfærd. Han er kun en brik i det store blå hele. Der er mange flere som ham i flokken. Og altid nok til afvikling af "velfærd" for de svageste grupper i samfundet. På sundhedsområdet f.e.x, KØBER dem der har midlerne til det behandling på privathospitaler. I dag kan man "købe" sig fra eller til det meste.Bare man HAR pengene.

Ja, det er jo begrædeligt. Jeg er af den opfattelse, at vi er nogle, som godt vil have et samfund - og her er det jo tankevækkende, at det vil Venstre jo i virkeligheden ikke. Afdøde Margaret Thatcher udtrykte dette meget rammende: "There is no such thing as a society. There are only individuals.". Jeg er ikke sikker på, at en dansk politiker ville være sluppet godt fra en sådan udtalelse. Men man behøver jo ikke sige det - man kan blot føre en politik efter samme ledemotiv. I dag er det jo sådan, at hvis man vil have et samfund, så er man jo en led kommunist. Hvad angår førtidspensionering, så er der, vistnok i Berlingeren angivet nogle enorme procentsatser af en årgang som er kommet på førtidspension. Men når man så kigger på antallet af førtidspensionister, er det nærmest forsvindende. Så jeg ved ikke, hvordan de regner det ud. Som altid kan tingene præsenteres svigagtigt, bagved hvilket tydeligt kan ses en anløben hensigt om at manipulere læseren. Alt det der med seniorpension - slå det ud af hovedet. Genindfør en rimelig adgang til førtidspensionering, og få den finansieret ved at beskatte de virkeligt høje lønninger hårdt. En mand har ikke brug for 50 millioner kroner i årsløn. Konfisker de 49 millioner til statskassen, og lad dem komme mere beskedne mennesker til gode. Men det er måske for revolutionært for Det Kongelige Danske Socialdemokrati?