I København har en række fagforeninger foreslået en 30 timers arbejdsuge i Københavns Kommune, og selv om der kan være god grund til at se på, hvordan vi over et helt liv tilrettelægger vores arbejdsliv, så er forslaget i sin grund usolidarisk.

Kommunen er ikke kun en arbejdsgiver – det er vores fællesskab

For det første er det – hvis man tænker sig lidt om - en underlig måde at betragte fællesskabet på – ikke mindst hvis man har rod i centrum-venstre. Kommunen er ikke kun en arbejdsgiver – det er vores fællesskab. Tid er jo noget, vi giver til hinanden, og når man er ansat i det offentlige, er man jo ansat til at få fællesskabet til at fungere – ikke mindst for dem, der har brug for fællesskabet.

Det bryder helt og aldeles med princippet om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder

En 30 timers norm vil således gå ud over dem, der har særlige behov. De ledige, mennesker i krise og ældre, der har brug for omsorg. De har ikke brug for mindre fællesskab – de har brug for mere. At bede helt almindelige raske og rørige mennesker om, at de skal levere mindre til fællesskabet – til dem med behov for hjælp - er meget lidt progressivt og bryder helt og aldeles med princippet om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Og det vil føre til en yderligere udvikling imod et samfund, hvor omsorg overlades til ”hattedamer”.

Problemet i vores samfund i dag er, at vi er ved at skabe et prekariat, hvor man ikke kan få et fuldtidsjob med den løn og de rettigheder, der følger heraf

For det andet, fordi det største problem i vores samfund ikke er, at for mange har en fuldtidsstilling. Problemet i vores samfund i dag er, at vi er ved at skabe et prekariat, hvor man ikke kan få et fuldtidsjob med den løn og de rettigheder, der følger heraf. Et job, hvor man forsørger sin familie. Det er her, vi bør fokusere indsatsen, i stedet for ”at give” til dem af os, der kan og vil virke på fuldtid for fællesskabet.

Eller hvad med om kommunerne gav de unge en uddannelsesgaranti, i stedet for at hælde unge mennesker ud af fællesskabet hvert år? Hvad med om de syge - dem, der på grund af helbred ikke kan arbejde 100 procent -  fik den hjælp de havde brug for?

Lad os overlade egoismen til den yderste højrefløj

30 timer til alle i arbejde er mere til dem, der har. I stedet bør vi fokusere på dem, der ikke har. Ikke har 30 timer. End ikke har arbejde. Ikke får omsorg. Ikke har uddannelse. At hjælpe dem med sin tid og sine evner; DET er progressivt og solidarisk, og det er derfor, vi har et fællesskab.  Lad os overlade egoismen til den yderste højrefløj.

Simon Pihl Sørensen, Viceborgmester Lyngby-Taarbæk Kommune (S)