3F: Alvorlige brud på arbejdsmiljøloven skal give fængselsstraf

Formand for 3F Byggegruppen

3F: Alvorlige brud på arbejdsmiljøloven skal give fængselsstraf

En mindehøjtidelighed for omkomne medarbejdere i byggebranchen får nu 3F Byggegruppens formand til at råbe op

Claus von Elling
Billedtekst
Claus von Elling mener ikke, at der straffes hårdt nok for alvorlige brud på arbejdsmiljøloven
Foto: 3F

Det skal give fængselsstraf til de ansvarlige, når ansatte bevidst udsættes for at arbejde under livsfarlige forhold.

Det siger formand for 3F Byggegruppen og Danske Byggefag, Claus von Elling, ifølge en pressemeddelelse:

“Det skal være slut med, at alvorlige brud på arbejdsmiljøloven blot ender med bøder på småbeløb.”

Straf for brud på miljøloven

Brud på arbejdsmiljøloven kan medføre bøder eller straf op til et år. 

I tilfælde, hvor en overtrædelse har medført en ulykke med alvorlig personskade eller døden til følge, kan straffen stige til to år. 

Kilde: Arbejdstilsynet

Selvom strafferammen allerede i dag giver mulighed for fængselsstraf, så bliver den mulighed alt for sjældent brugt, mener Claus von Elling:

“Når man bevidst udsætter andre mennesker for livsfare, bør straffen også være derefter. Derfor mener vi, at de ansvarlige bør straffes med fængsel.”

En sørgelig anledning

Udmeldingen kommer efter en mindehøjtidelighed mandag for de arbejdere, der omkom i arbejdsulykker i byggebranchen sidste år.

Den fandt sted ved Flemløse Biogasanlæg på Fyn, hvor tre mænd døde.

Læs også:Ti personer i byggebranchen tog på arbejde og kom aldrig hjem

“Det var en dybt tragisk ulykke, vi var vidner til sidste år. Vi må ikke glemme, at de tre mænd, der omkom ved Flemløse Biogasanlæg, omkom på grund af et svigt. Et svigt, som rammer alt for ofte i byggebranchen,” siger Claus von Elling.

Topbillede
Mindehøjtidelighed
Ved mindehøjtideligheden i Flemløse mandag var flere fra byggebranchen mødt frem for at mindes de ti afdøde. Foto: Danske Byggefag

De tre mænd ved Flemløse var ikke de eneste. I alt omkom ti personer ved arbejdsulykker i byggebranchen sidste år:

“Sidste år døde ti mennesker på danske byggepladser. Derfor foreslår vi nu, at straffen for ikke at passe ordentligt på sine ansatte skal skærpes markant,” siger Claus von Elling.

de hidtidige tiltag har ikke virket i tilstrækkelig grad

Han håber, at man med en forhøjet strafferamme og bedre håndhævelse kan forebygge tragiske hændelser som den i Flemløse.

“Jeg håber, at det kan skabe en præventiv effekt i forhold til alvorlige arbejdsulykker, hvis strafferammen medfører en personlig konsekvens for arbejdsgiverne. For de hidtidige tiltag har ikke virket i tilstrækkelig grad,” uddyber han over for Netavisen Pio.

Han vil ikke udtale sig om, hvorvidt han mener, at der burde straffes med fængsel i Flemløse-sagen, men siger, at det er tydeligt, at der er foregået ting, som ikke burde foregå.

Udlændinge er mere udsatte

Mindehøjtideligheden mandag gav også anledning til at kigge på andre problemer i byggebranchen.

De tre omkomne medarbejdere fra Flemløse Biogasanlæg var nemlig alle udlændinge.

Topbillede
Flemløse
De tre afdøde ved Flemløse-ulykken var alle udlændinge. To af dem var fra Rumænien og den tredje var en belgisk byggeleder.  Foto: Danske Byggefag

Ifølge tal fra Arbejdstilsynet udgjorde udlændinge i perioden 2016 til 2022 mellem 12 og 13 procent af den samlede beskæftigelse. Alligevel udgjorde de samtidig 37 procent af alle dødelige arbejdsulykker.

Læs også:Migrantarbejdere på danske byggepladser udsættes for stort arbejdspres

En problematisk tendens ifølge Claus von Elling:

“Vi skal sikre, at uanset hvor man kommer fra, så skal man ikke være i risiko for at komme ud for en dødsulykke på det danske arbejdsmarked. Det skylder vi vores udenlandske kollegaer.”

Bananrepublikken Danmark

Ifølge Claus von Elling kunne man med fordel se mod Norge og Sverige for inspiration.

Ligesom i Danmark kan overtrædelser af arbejdsmiljøloven i begge lande medføre bøde- og fængselsstraf op til ét år, men i Norge kan særligt skærpende omstændigheder medføre fængsel op til fem år.

Den egentlige forskel ligger dog i, at vores nabolande er bedre til at håndhæve lovgivningen og gøre brug af fængselsstraffen, ifølge Claus von Elling:

“Norge og Sverige er ikke så meget bananrepublikker, som her i Danmark, hvor der laves lovgivning, som der ikke leves op til.”

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Børge Jørgensen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 29.04.2025 - 19:49

Ja, nu har der været ansvarsforflygtninger nok, hvor arbejdsgivere giver alle andre skylden inkl. det offentlige. Det samme skal ske ved miljø overtrædelser som den nye jordsag på Sjælland hvor det ansvarlige transport selvskab siger det bare har fulgt de regler og vilkår kommunen har lagt. Der er mange millioner at tjene gennem denne form for bedrageri.

Så fængselsstraf ja tak.

Indsendt af Jens Klausen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 29.04.2025 - 19:52

Øget straframme til forsømmelige arbejdsgivere og øget håndhævelse er tiltrængt, og dertil fængselsstraf for mangende håndhævelse fra myndighedernes side, herunder fra politiets side.

Desuden forbud til dømte arbejdsgivere mod at drive enhver form for erhverv på Færøerne, i Grønland og i Danmark/ på dansk territorium. Og, om muligt, udvisning af Danmark.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.