3F-boss til fysioterapeuter efter lang armlægning: ”Bravo”
3F-boss til fysioterapeuter efter lang armlægning: ”Bravo”
Formand for 3F, Henning Overgaard, storroser den relativt nystiftede Fysioterapeuternes Fagforening efter det lykkedes at indgå en overenskomst efter seks måneders strejke
”En sejr for alle i Danmark!!!!”
Sådan indleder Henning Overgaard, forbundsformand for 3F, et opslag på Facebook torsdag, og fortsætter:
”Kæmpe kæmpe ros og tillykke til de seje fysioterapeuter og Serviceforbundet. Vores nye FH-kammerater fra Fysioterapeuternes fagforening kan måske synes som en mindre gruppe men den sejr de har hevet i land, er større end de måske selv aner.”
Opslaget er en reaktion på onsdagens nyhed om, at det er lykkedes Fysioterapeuternes Fagforening at indgå en overenskomst for fysioterapeuter ansat i Benefit Nords klinikker i Frederikshavn og Sæby.
Læs også:Efter et halvt års strejke får fysioterapeuter overenskomst
Henning Overgaard slutter sit opslag med dette rygstød:
”Bravo fysioterapeuter - og tak på vegne af os alle”
Udbryder-forening
I november 2024 udbrød Fysioterapeuternes Fagforening fra Danske
Fysioterapeuter.
Deres anke var, at man i Danske Fysioterapeuter arbejder med en såkaldt ‘intern model’, hvor både arbejdsgivere og lønmodtagere repræsenteres, hvilket gør det svært at tegne overenskomster.
I Fysioterapeuternes Fagforening repræsenteres udelukkende privatpraktiserende fysioterapeuter i klinikker, som er lønmodtagere og altså ikke er selvstændige.
Ny fagforening
15. maj i år indledte den dengang nystiftede fagforening Fysioterapeuternes Fagforening en strejke mod Benefit Nords klinikker i Frederikshavn og Sæby i kampen for at få indgået en overenskomst for de ansatte. Den lange armlægning gav altså pote til sidst.
“Jeg er meget glad for, at vi endelig har en overenskomst på plads. Vi havde naturligvis håbet, at det kunne være sket tidligere, men jeg er rigtig glad for den overenskomst, vi nu er nået frem til,” lød det fra formand for Fysioterapeuternes Fagforening, Signe Lærke Børsting, onsdag.
Læs også:Fagforening varsler konflikt med deres tidligere foreningsfæller
Fysioterapeuternes Fagforening hører under Serviceforbundet, og har forhandlet overenskomsten med arbejdsgivernes organisation Dansk Erhverv.
Sætter standarder for hele branchen
I oktober i år fortalte Signe Lærke Børsting, at hun håbede at deres kamp for overenskomsten ville sætte standarden for resten af branchen for fysioterapeuter ansat i det private.
“Der er ingen tvivl om, at det her vil være medvirkende til at sætte nogle standarder for branchen, og at hele branchen sidder og kigger med lige nu,” sagde Signe Lærke Børsting til Netavisen Pio.
Læs også:Nordjyske fysioterapeuter har strejket i fire måneder – får mere i konfliktstøtte end i løn
Den nye overenskomst ligger, ifølge Fysioterapeuternes Fagforening, over basiskontrakten, som mange fysioterapeuter på andre private fysioterapeutklinikker er ansat under.
I modsætning til offentligt ansatte fysioterapeuter, er privatansatte fysioterapeuter nemlig ikke overenskomstdækket i dag.
Fysioterapeuternes Fagforening og Dansk Erhverv indleder nu forhandlinger om en overenskomst for hele branchen på det private praksisområde.
Tilføj kommentar