Annonce

3F: Det Faglige Hus’ telefon-sælgere helt galt afmarcheret

Det Faglige Hus har igen problemer med deres sælgere. 3F forbundssekretær påpeger at den gule fagforening stadig ikke har styr på basale forhold
Fagforbundet 3F betegner den gule fagforenings Det Faglige Hus’ telefonsælger som helt galt afmarcheret.

Som afsløret af Netavisen Pio i sidste uge, hævder en telefonsælger fra Det Faglige Hus, at man som kunde hos Det Faglige Hus er bedst tjent med, at faglige tvister afgøres i civilretterne, altså via Byretten, Landsretten og Højesteret. Fremfor at lade sagerne afgøre via Arbejdsretten, som de overenskomstbærende fagforeninger under LO, FTF og AC benytter sig af.

”Udbyttet er det samme. Vi (Det Faglige Hus, red.) har bare flere ankemuligheder. I Civilretten har du jo både By-, Lands- og Højesteret. Og vi forfølger den hele vejen op. Det er virkelig noget, vi gør noget ud af. Det er en af vores spidskompetencer, ” hævdede en sælger fra Det Faglige Hus, der i sidste uge forsøgte at hverve undertegnede som kunde og fortsatte:

”Taber du i Arbejdsretten, så har du tabt sagen. Hvorimod hvis du tager den i Civilretten, så har du flere ankemuligheder. Så kan man anke fra by- til landsretten og fra landsret til højesteret. Og vi forfølger den uanset hvad. Dér går vi hårdt efter arbejdsgiverne,” sagde Det Faglige Hus’ telefonsælger i sin lange salgs-tale.

3F: ”Gul forretning”
Professor og arbejdsmarkedsforsker ved Center for Arbejdsmarkedsforskning, CARMA, ved Aalborg Universitet, Henning Jørgensen, betegnede i sidste uge fremstillingen som ”lodret forkert”:

Sælgeren fra Det Faglige Hus’ fremstilling er lodret forkert

”Sælgeren fra Det Faglige Hus’ fremstilling er lodret forkert. Det fagretslige system er et fantastisk godt system: Det er hurtigt, sagligt og fleksibelt. Det civilretslige system er omvendt tungt, langsomt og omkostningstungt. Sælgeren glemmer også at fortælle, at Det Faglige Hus og de øvrige gule organisationer jo slet ikke har adgang til at benytte det fagretslige system. Det er forbeholdt de overenskomstbærende parter, som også betaler for at holde det fagretslige system, inklusive Arbejdsretten, kørende. Det hører med til historien, at arbejdsgiverne er lige så glade for systemet, som arbejdstagersiden er.”

Hos 3F er forbundssekretær med ansvar for blandt andet organisering, Henning Overgaard, ganske enig:

”Henning Jørgensen beskriver jo glimrende og sagligt den konkrete forskel for en lønmodtager ved at være medlem af en rigtig fagforening fremfor en gul forretning,” siger Overgaard til Netavisen Pio og fortsætter:

”Det Faglige Hus har tilsyneladende fortsat problemer med at deres sælgere, ikke har styr på de helt fundamentale forhold - forhold som kan have store konsekvenser for lønmodtageren,” siger Overgaard.

Det Faglige Hus har tilsyneladende fortsat problemer med at deres sælgere, ikke har styr på de helt fundamentale forhold

Overgaard henviser her til, at avisen.dk sommeren 2017 kunne afsløre – via en optaget samtale med en telefonsælger fra Det Faglige Hus – at en sælger hævder, at Det Faglige Hus opmåler akkordarbejde ude på arbejdspladserne.

Det Faglige Hus’ kommunikationschef Mette Jul indrømmede ved den lejlighed, at sælgerens påstande var forkerte. Det Faglige Hus beklagede sagen og oplyste, at den pågældende medarbejder – hos et eksternt phoner-firma – ville blive opsagt. Hun stillede i udsigt, at Det Faglige Hus helt ville opsige samarbejdet med phoner-firmaet, hvis problemerne fortsatte.

Det Faglige Hus’ kommunikationschef Mette Jul oplyste i sidste uge til Netavisen Pio, at Det Faglige Hus ikke har nogen kommentarer til professor Henning Jørgensens kritik.

Netavisen Pio har i dag bedt Det Faglige Hus svare på, om Det Faglige Hus – trods den aktuelle kritik – fortsat vil lade sine telefonsælgere påstå over for nye potentielle kunder, at det er bedre for medlemmerne af Det Faglige Hus, at faglige tvister afgøres af civilretterne – fremfor af Arbejdsretten.

Kommunikationskonsulent hos Det Faglige Hus, Teddy Gehrke, oplyser over for Netavisen Pio, at Det Faglige Hus heller ikke har kommentarer til dette spørgsmål.

Professor: ”De civilretslige sager tager år”
Professor Henning Jørgensen understregede i sidste uge, at en af de helt store fordele for lønmodtagerne ved det fagretslige system, herunder Arbejdsretten, er hurtige afgørelser:

”De civilretslige sager tager år. Tre, fire, fem, seks år nogle gange. Så det er en langstrakt affære. Det fagretslige system er hurtigt, klart og så har Arbejdsretten sagkyndige. Derfor får man en saglig, fornuftig og hurtig afgørelse. Det er arbejdsmarkedets parter, der har deres eget system. Det er et system, der har fungeret siden 1910, og som har vist sig dueligt, sagligt og effektivt. Det fagretslige system har nogen kvaliteter, som det civilretslige system slet ikke har.”

Netavisen Pio’s næsten 25 minutter lange samtale med Det Faglige Hus’ telefonsælger er optaget.

 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet