Annonce

3F-formand: Tvang er uacceptabelt

Fagforbund lægger afstand til brug af trusler, som en medarbejder i Københavns lufthavn er blevet udsat for
“Det er absolut ikke i orden at udsætte kolleger for trusler, som det desværre er sket. Det er ikke 3F's måde at arbejde på. Jeg har noteret mig, at den pågældende, der er gået langt over stregen, efterfølgende har valgt at trække sig fra sine hverv i 3F, og at der er tale om en afsluttet personalesag,” siger formand for 3F Kastrup, Henrik Bay-Clausen, ifølge en pressemeddelelse.

Han henviser til en episode i Københavns lufthavn, der fandt sted i juli måned, som Berlingske omtaler onsdag. Berlingske er i besiddelse af en lydoptagelse, hvor en vikar-medarbejder bliver presset til at melde sig ind i den lokale faglige klub på arbejdspladsen og i 3F.

Det er ikke måden, vi gør det på

“Det er ikke måden, vi gør det på, og det siger sig selv, at lovgivningen skal respekteres. Det her lever ikke op til 3F's værdier,” siger Henrik Bay-Clausen. .

Han påpeger, at 3F Kastrup har rigtigt mange tillidsvalgte, der hver dag er med til at sikre samarbejdet på arbejdspladserne:

“Det er rigtigt trist, hvis denne sag får lov at skygge for det gode arbejde, der hver dag bliver udført af medlemmernes tillidsvalgte, når de sikrer et godt samarbejde med arbejdsgiverne og et stærkt sammenhold på lønmodtagersiden,” siger Henrik Bay-Clausen.

Filmede kollegaer

I sidste uge fik vikaren en hovedrolle igen, da bagagemedarbejderne gik i strejke. Angiveligt skete det, fordi vikaren mødte på arbejde torsdag morgen, skriver Berlingske. Strejken fortsatte fredag. Torsdag bliver 22 fly påvirket og yderligere 34 om fredagen. Samlet berørte strejken 6.000 passagerer.

Årsagen var ifølge de strejkende ikke, at vikaren er medlem af en anden fagforening end 3F (Ingeniørernes faglige organisation, IDA). Årsagen til strejken er i stedet, at han havde skabt utryghed på arbejdspladsen, fordi han ifølge de strejkende gentagne gange havde filmet flere af sine kollegaer.

Vikarens adfærd betegnes af kollegaerne som grænseoverskridende

Vikarens adfærd betegnes af kollegaerne som "grænseoverskridende", erfarer Netavisen Pio. Vikaren har forklaret, at han ikke har filmet kollegaer, men derimod "arbejdsgange". Men ifølge Netavisens Pio's oplysninger har vikaren filmet kollegaer, mens han selv forsøgte at holde sig skjult.

Ny strejke onsdag eftermiddag

Medarbejderne i SAS Ground Handling, der står for bagagehåndteringen i Københavns Lufthavn, har onsdag eftermiddag endnu engang nedlagt arbejdet og er gået til fagligt møde. Det sker kort efter, at en vikaren, der var anledning til strejken torsdag-fredag, er mødt op på arbejde.

SAS oplyser, at alle medarbejdere i ground service er gået ti minutter efter den pågældende medarbejder mødte ind på arbejdet. Medarbejderen mødte klokken 13.10. Ti minutter senere gik bagagemedarbejderne i strejke.

SAS oplyser, at det drejer sig om cirka 150 medarbejdere, der er gået i strejke.

Arbejdsretten har onsdag eftermiddag afgjort, at strejken er overenskomststridig, og har pålagt medarbejdere at genoptage arbejdet straks. Medarbejderne faglige organisation idømmes skærpet bod.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Man filmer ikke sine kolleger uden samtykke. Basta!
Hvor er PioPio? Hvad er der blevet af solidaritet? Respekt for arbejderne, tak. 3F-klubben i lufthavnen har min opbakning.