3F-forslag om højere dagpenge får opbakning fra partier og fagbevægelse

3F’s dagpengeforslag møder nu opbakning fra SF, Enhedslisten, Fødevareforbundet NNF og Blik & Rør. Men forslaget er uansvarligt, mener LA og CEPOS.
Der skal indføres et ’corona-tillæg’ til dagpengene.

Sådan lød den markante udmelding fra 3F’s forbundsformand, Per Christensen, i søndags.

Det ekstra corona-tillæg skal midlertidigt – i tre måneder – forhøje dagpengesatsen med en tredjedel og skal omfatte alle dagpengemodtagere. Det gælder altså ikke kun for dem, der er blevet fyret pga. coronakrisen, men også dem, der var arbejdsløse før krisen.

I dag ligger den fulde dagpengesats på ca. 19.000 kr. om måneden. Med 3F’s forslag vil man modtage ca. 25.000 kr. i dagpenge.

 

 

Enhedslisten: Arbejdsløshedskøen vokser

Forslaget om at hæve dagpengesatsen midlertidigt møder opbakning fra venstrefløjen, hvor Enhedslisten opfordrer regeringen til at indkalde til forhandlinger:

”Tusindvis har mistet deres job. Hver eneste dag under coronakrisen bliver arbejdsløshedskøen længere og længere, og de mennesker har ikke en jordisk chance for at finde et arbejde, siger finansordfører Rune Lund (EL) til Ritzau ifølge Jyllands-Posten.

Hver eneste dag under coronakrisen bliver arbejdsløshedskøen længere

”Det er simpelthen urimeligt, at den tryghed og hjælp, de kan få i form af dagpenge, for manges vedkommende er for lidt til at køre videre med et budget til en almindelig familie i særlig lang tid,” fortsætter han.

 

 

SF: ”Fuldstændig i tråd med SF’s politik”

Nu melder også SF sig på banen. Hvis beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) indkalder til forhandlinger om en midlertidig forhøjelse af dagpengesatsen, er partiet klar til at stemme for:

”At give højere dagpenge i en kortere periode ligger fuldstændig i tråd med SF’s politik. Om det så lige skal være SF’s model eller 3F’s model, kan vi finde ud af. Jeg er stærkt tilhænger af, at vi kan fjerne frygten for fyresedlen ved at give en højere sats i en kortere periode,” siger beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF) til A4 Arbejdsliv.

Om det skal være SF’s model eller 3F’s model, kan vi finde ud af

Som en del af den omfattende hjælpepakke, som regeringen og alle Folketingets partier præsenterede torsdag i sidste uge, blev dagpenge-uret sat i stå i tre måneder. En uge forinden var det netop Karsten Hønge, der foreslog at sætte dagpenge på ’corona-timeout’.

 

 

Opbakning i fagbevægelsen

Efter et hovedbestyrelsesmøde mandag, hvor man har diskuteret 3F’s forslag, bakker Fødevareforbundet NNF op om et corona-tillæg oven i den normale dagpengesats:

”Den eksplosive udvikling i antallet af ledige viser jo, at mange virksomheder vælger at skille sig helt af med deres arbejdskraft i den her situation. Vi har en fælles interesse i at sikre, at også de ledige holder skindet på næsen og er klar til at træde til igen, så snart krisen vender,” siger forbundsformand Ole Wehlast i en pressemeddelelse.

Det er kun fair, at så mange som overhovedet muligt kommer helskindet gennem denne krise

Når man holder hånden under virksomhederne, bør man også holde hånden under den voksende gruppe af arbejdsløse, mener han:

”Det er kun fair, at man sørger for, at så mange som overhovedet muligt kommer helskindet gennem denne krise.”

 

 

Også Blik- og Rørarbejderforbundet melder sin støtte til forslaget fra 3F’s forbundsformand. Her bakker man op om ”alle tiltag, der kan sikre bedre vilkår for mennesker, der står uden job i en periode”.

Det standpunkt er bestemt ikke blevet svækket af den nuværende og helt ekstraordinære situation.

Dagpengesystemet er blevet massivt udhulet de sidste mange år – lang tid før coronakrisen ramte os

”Desværre er dagpengesystemet blevet massivt udhulet de sidste mange år – selv lang tid før, coronakrisen ramte os (…) Jeg så derfor allerhelst, at dagpengesatsen blev styrket permanent – så vi kunne være sikre på, at mennesker, der uheldigvis står uden et arbejde i en periode, ikke risikerer ikke at kunne betale regningerne.

Og som minimum skal vi her og nu sørge for at holde hånden under de mennesker, der mister jobbet på grund af coronakrisen. Både for den enkelte lønmodtagers skyld, men også for hele samfundet, skriver forbundsformand Henrik W. Petersen i et indlæg på fagforbundets hjemmeside

 

LA-leder: 3F-forslag er uansvarligt

Siden COVID-19 – bedre kendt som coronavirus – for alvor gjorde sit indtog i Danmark, har der været en bemærkelsesværdigt forsonende stemning mellem partierne i Folketinget.

På tværs af partiskel og politisk overbevisning er politikere og partiformænd rykket sammen i bussen. Hvad enten det har handlet om drastiske tiltag eller hastelovgivning, har de stået skulder ved skulder på Christiansborg.

Men når diskussionen falder på 3F’s forslag om et coronatillæg, der midlertidigt forhøjer dagpengesatsen, er den politiske uenighed ikke til at overse.

Forslaget vil betyde større arbejdsløshed og øgede offentlige udgifter

Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, mener, at forslaget er uansvarligt:

”Hvis man som politiker vil gøre sit til, at vi får en langvarig recession, så skal man bare lytte til 3F. Forslaget vil betyde større arbejdsløshed og øgede offentlige udgifter i en krisetid. Det er ikke ansvarligt,” skriver han i et opslag på det sociale medie Twitter.

 

CEPOS: 3F misbruger coronakrise

Hos den borgerlig-liberale tænketank CEPOS advarer cheføkonom Mads Lundby Hansen mod 3F’s forslag:

”Jeg vil fraråde politikerne, at de følger 3Fs forslag om at hæve dagpengesatsen fra ca. 19.000 til 25.000 kr. Det kan efter krisen blive meget svært at rulle tilbage, fordi fagbevægelsen i et par år har ført kampagne for højere dagpenge. Hvis dagpengestigningen efter krisen ikke rulles tilbage, vil det medføre højere arbejdsløshed og i øvrigt belaste de offentlige finanser. Det har vi ikke brug for,” siger han til erhvervsmediet Finans.

3F ser nu muligheden for at få deres kæphest ind ad bagvejen

Mads Lundby Hansen mener, at udmeldingen fra 3F skal ses om et led i en strategisk plan om at lægge pres på politikerne for at hæve dagpengesatsen permanent. Det siger han til A4 Arbejdsliv:

”Det ser ud som om, at 3F vil udnytte krisen til at få gennemført en af deres mærkesager. 3F ser nu muligheden for at få deres kæphest – højere dagpenge – ind ad bagvejen, og jeg synes egentlig, man misbruger den her krise til det. Det synes jeg ikke er så kønt.”

 

 

Minister: Hjælpepakker skal i brug

Hos regeringen mener beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), at det endnu er for tidligt at diskutere mere økonomisk krisehjælp. Han henviser til de mange hjælpepakker, som er blevet vedtaget i løbet af de seneste uger:

Jeg vil ikke afvise, at der skal ske yderligere tiltag

Jeg vil ikke afvise, at der skal ske yderligere tiltag, men jeg mener også, at vi nu skal afvente og se udviklingen, når regeringens mange hjælpepakker for alvor kommer i brug. Jeg vil lige minde om, at regeringen har brugt knap 300 milliarder kroner, og de mange penge skal altså lige ud og gøre gavn, før vi kan se den reelle effekt,” siger Hummelgaard til A4 Arbejdsliv.

Student på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook