Annonce

3F: Unge skal ikke arbejde om natten i restaurationsbranchen

I 2017 lempede VLAK-regeringen restaurationsloven, så det blev tilladt for 15-18 årige at arbejde om natten - "Det er dybt-dybt uforsvarligt," siger 3F
Fagforbundet 3F kræver restaurationsloven ændret, sådan at unge mellem 15 og 18 ikke længere lovligt kan arbejde på restauranter, barer, klubber og diskoteker om natten.

”Det er helt skævt. Det er dybt-dybt uforsvarligt, det, der foregår,” siger Peter Lykke Nielsen, forhandlingssekretær 3F Privat Service, Hotel og Restauration (3F PSHR), til Netavisen Pio.

Det er dybt-dybt uforsvarligt, det, der foregår

Restaurationsloven står netop foran evaluering. Tilbage i 2017 fik den daværende VLAK-regering indført, at 15-18 årige lovligt kunne arbejde i restaurationsbranchen fra kl. 22 - 06.

3F: Arbejdsgivere tegner et skønmaleri af branchen

3F har hele tiden været modstander af liberaliseringen tilbage i 2017. Nu står loven - med et års forsinkelse - foran evaluering. Derfor kræver 3F loven ændret nu i forbindelse med den forestående evaluering af restaurationsloven:

“De arbejdsgiverforeninger, erhvervsforeninger og andre private aktører, der i disse dage slår krumspring for at tegne et skønmaleri af restaurationsbranchen som et godt og sundt sted for en 15-årig at gøre sin debut på arbejdsmarkedet, er simpelthen ikke deres roller værdige,” siger Peter Lykke Nielsen og fortsætter:

“Jeg behøver bare at gå i aftentur i min egen by og kigge ind i restaurationerne for umiddelbart at slå fast, at her skal mine børn ikke arbejde. Jeg forstår simpelthen ikke den kynisme der udstilles for åben skærm i disse dage."

Peter Lykke Nielsen konkluderer:

Unge under 18 år har intet at gøre i den del af restaurationsmiljøet

”Den restaurationslov skal laves om. Unge under 18 år har intet at gøre i den del af restaurationsmiljøet, hvor der skænkes alkohol. Den er bare ikke længere."

Arbejdsgivere: “Barer, diskoteker og restauranter er ikke nattelivets skurke”

Med “skønmaleriet af restaurationsbranchen” hentyder 3F PSHR blandt andet til, at arbejdsgiverforeningen Horesta og Rekom - nordens største bar- og natklub-imperium uden overenskomst - i en fælles kommentar først i marts nedtonede volden og stofferne i nattelivet.

Rekom ejer bl.a. hovedparten af barerne og caférne i Gothersgade og Vestergade i København City og i Jomfru Ane Gade i Aalborg. Netop i Gothersgade skete der sidst i februar endnu et groft, voldeligt overfald på en 19-årig. Et overfald, som statsminister Mette Frederiksen fordømte på sin Facebook-profil. Et par dage senere lavede Berlingske en reportage fra nattelivet i København.

Som reaktion på reportagen skrev Horesta og Rekom en fælles kommentar til Berlingske. Heri hedder det, at Berlingske overdriver problemerne i nattelivet:

“I en reportage 1. marts giver Berlingskes udsendte journalist indtryk af, at tryghed er en mangelvare i det københavnske natteliv. En reportage bygget på forestillinger om et natteliv fyldt med vold og stoffer. Det billede har politisk chef i REKOM, Lars Børsting, og HORESTAs chef for turisme og oplevelsesøkonomi, Annette Hyldebrandt, svært ved at genkende.” 

I kommentaren understregede Horesta og Rekom, at der kan gøres mere for et trygt natteliv. Men den indsats skal ydes af detailhandlen - ikke af barer og caféer:

Virksomhederne lever op til strenge krav

”Barer, diskoteker og restauranter er ikke nattelivets skurke. Virksomhederne lever op til strenge krav til lyd, de skal have særskilte bevillinger, tilladelse til udeservering, sørge for at gøre rent også på offentlige arealer og meget mere. Nattelivs-virksomhederne udskænker heller ikke alkohol til unge under 18 år. Alt imens unge fra 16 års-alderen lovligt kan forsyne sig med alkohol fra kiosker og supermarkeder, som indtages på gader og offentlige pladser. Vi mener, at disse regler bør strammes, så der indføres en grænse på 18 år for køb af alkohol i detailhandlen.”

3F: Vold og trusler om vold hører til hverdagen

Op til ændringen af restaurationsloven tilbage i 2017 argumenterede 3F i sit høringssvar kraftigt imod at give adgang til, at 15-18 årige kunne arbejde om natten i restaurationsbranchen.

3F PSHR gjorde gældende, at restaurationsbranchen er blandt de brancher, hvor seksuel chikane er et særligt stort problem. Også mobning er et meget stort problem i branchen. Hver 6. mand og hver tiende kvinde oplever således mobning på arbejdet i restaurationsbranchen.

3F understregede desuden, at vold og trusler om vold, ifølge 3F’s oplysninger, hører til hverdagen i branchen.

Herudover anførte 3F PSHR, at lovforslaget - hvor unge under 18 år får adgang til restaurationsbranchen – ville medføre en fortrængning af reelle arbejdstagere, der ernærer sig ved arbejdet, til fordel for en regulær ung-lommepenge-økonomi. Desuden ville liberaliseringen øge voksen-ledigheden.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

skal,unge,ikke,havde,lov,til,at,tjene,penge,som,opvaskere,og,lign.