5 forslag til at modernisere den danske forhandlingsmodel

Den Danske Model - levende eller død? Ny rapport giver en række bud på, hvordan den frie forhandlingsret kan styrkes på det offentlige arbejdsmarked.
Som vi tidligere har beskrevet her på Netavisen Pio, så lider den danske model af en række problemer på det offentlige arbejdsmarked. Problemer, som ikke i samme omfang kendes fra det det private arbejdsmarked.

Men betyder det, at det er en illusion at tro, at der kan forhandles frie forhandlinger på det offentlige arbejdsmarked? Ikke nødvendigvis, hvis man skal tro en ny forskningsrapport af Laust Høgedahl, Ph.d. ved Center for arbejdsmarkedsforskning (CARMA) ved Aalborg Universitet.

I rapporten sammenligner Høgedahl det danske arbejdsmarked med arbejdsmarkedet i de andre nordiske lande. En hovedkonklusion i analysen er, at det offentlige arbejdsmarked i Danmark er kendetegnet ved mere konflikt end de offentlige arbejdsmarkeder i Norge, Sverige og Finland.

På den baggrund kommer Laust Høgedahl med en række anbefalinger til, hvordan det den danske model på det offentlige arbejdsmarked kan tilpasses. Netavisen Pio har set nærmere på fem af forslagene:

1. Mere armslængde mellem regering og forhandlere
Den måske største indvending mod den danske model på det offentlige arbejdsmarked er, at rollen som arbejdsgiver er blandet for tæt sammen med rollen som regering og lovgiver. Især på det statslige område, hvor det er Finansministeriet men innovationsministeren for bordenden, som er ansvarlig for forhandlingerne med de statsligt ansatte.

Et forslag til reform af den danske model på det offentlige arbejdsmarked går derfor på, at skabe større armslængde mellem rollen som arbejdsgiver og rollen som regering/lovgiver. Det kan ske ved at lægge selve forhandlingerne ud til en selvstændig myndighed, så det ikke er ministeren der sidder for bordenden.

Eksperter har blandt andet henvist til det svenske Arbejdsgivarverket, som siden 1994 har haft bemyndigelse til at forhandle og lave aftaler på vegne af den svenske stat inden for en på forhånd aftalt ramme. Der har siden 1994 ikke været indgreb på det statslige område.

2. Uafhængigt organ til at udmønte indgreb
Konsekvensen af den tætte sammenblanding af rollen som arbejdsgiver og rollen som regering er, at regeringen i tilfælde af konflikt kan designe et lovindgreb, som ligger helt tæt op af arbejdsgivernes (altså: regeringens) oprindelige krav.

I stedet for at lade det være op til regeringen at udarbejde det lovindgreb, som Folketinget så skal tage stilling til, så kan man lade det være op til et uafhængigt organ at skrive forligsteksten. Det skal sikre en ligelig balance mellem de to parters krav, sådan som det også kendes med regeringsindgreb på det private område.

En sådan model har man i Norge, hvor Stortinget blot vedtager en lov om, at bringe konflikten til afslutning. Herefter er det op til det uafhængige Rigslønsrådet at udarbejde selve forligsteksten. Der er altså tale om en form for voldgiftsafgørelse.

3. Sparede midler skal forblive inden for området
En af udfordringerne ved den nuværende model er, at det offentlige arbejdsgivere sparer penge på en konflikt. For mens de strejkede eller lockoutede medarbejdere mister løn, så sparer det offentlige omvendt pengene til netop lønudgifter. En konflikt gør altså mere ondt på arbejdstagere end på arbejdsgivere.

Der har derfor været forslag fremme om, at de penge, som det offentlige måtte spare på en konflikt, placeres i en særlig fond. En fond, som eksempelvis kan bruges til efteruddannelse af medarbejdere. Dermed  kan arbejdsgiverne altså ikke spare penge på konflikten, og det sikres, at både lønmodtagersiden og arbejdsgiversiden lider et økonomisk tab under konflikten.

4. Forligsinstitutionens rolle skal styrkes
En anden mulighed for at indføre en ’neutral’ tredjepart i forhandlingerne mellem arbejdsgivere og lønmodtagere kunne være at styrke forligsinstitutionens rolle. Forligsinstitutionen kommer på bane, når parterne selv har opgivet at finde frem til en forhandlingsløsning.

Her kunne en mulighed være at styrke forligsmanden mulighed for at agere som opmand, eksempelvis ved at kunne fremsætte mæglingsforslag uden godkendelse fra arbejdsmarkedets parter. En anden mulighed er at se på forligsinstitutionens mulighed for at sammenkæde mæglingsforslag. Det vil sige, at man ”sammenlægger” resultatet af forskellige faggruppers afstemninger. På den måde bliver det vanskeligere for små, utilfredse grupper at stemme forligsforslag ned.

Det er et redskab, som i dag er langt mere udbredt på det private end på det offentlige arbejdsmarked, og som mindsker risikoen for konflikt på det private arbejdsmarked.

5. Uafhængigt organ skal overvåge lønudviklingen
Et centralt stridspunkt i de aktuelle overenskomstforhandlinger går på spørgsmålet om lønstigninger. For mens der er enighed om, at lønningerne i det offentlige skal følge lønningerne i det private, så er der stor uenighed om, hvordan man skal opgøre hvorvidt de offentligt ansatte har fået større eller mindre lønstigninger end i den private sektor.

Innovationsminister Sophie Løhde mener, at de offentligt ansatte siden 2008 har fået markant større lønstigninger end tilfældet er i den private sektor. Fagbevægelsen mener omvendt, at hvis ser på lønudviklingen over en 20-årig periode, så har lønningerne i de to sektorer udviklet sig parallelt.

En mulighed er derfor, at det lægges ud til et selvstændigt organ at overvåge løndannelsen på det privat og offentlige område. Det vil give parterne et fælles anerkendt udgangspunkt, som der så kan forhandles ud fra.


Flere artikler om emnet

Annonce