Valget til delstatsparlamentet i den store delstat Bayern i søndags gjorde det værste socialdemokratiske mareridt til virkelighed. Med et stemmetal på 9,7 procent blev SPD halveret, og de tyske socialdemokraters dybe krise blev cementeret. Det gjorde partiet til det næstmindste i parlamentet.

Selvom valget til den tyske forbundsdag sidste år gik væsentlig bedre end det bayerske resultat, så var det stadig historisk ringe for SPD. Kun 20,5 procent af tyskerne stemte socialdemokratisk. Det dårligste resultat siden det moderne Tysklands grundlæggelse i 1949.

På trods af afklapsningen valgte SPD alligevel til slut at indtræde i ny stor koalition med Merkels kristendemokrater. I disse uger ligger SPD mellem 15 og 17 procent i målingerne – overhalet af både Alternative für Deutschland (AfD) og De Grønne.

Men hvad skyldes SPD’s krise? Netavisen Pio giver dig 5 af de forklaringer, som har domineret det tyske mediebillede over den seneste tid:

1) SPD betaler prisen for at være den underkuede ’lillebror’

Først og fremmest mener en række både interne og eksterne kritikere, at SPD som parti tager stor skade af at være i regering med Angela Merkels kristendemokrater. Siden 2005 har SPD – kun afbrudt af perioden 2009-2013 – været i koalition med Merkel. De store og ofte teknokratiske kompromisser, man som ”lillebror” i en regering må indgå, filer simpelthen så meget af partiets egen profil af, at det er svært at se forskel.

De tværpolitiske alliancer har sløret partiets politiske identitet

Hele 70 procent af alle vælgere så blot en lille eller slet ingen forskel mellem CDU og SPD. Blandt SPD-tilhængere var det hele 73 procent, som havde svært ved at se forskel, blev det slået fast i partiets valgevaluering fra juni i år.

Financial Times’ tysklandskorrespondent forklarede det således onsdag: ”De tværpolitiske alliancer (såsom regeringen, red.) har sløret partiets politiske identitet og har overbevist mange vælgere om, at SPD ikke længere er et ægte alternativ til Tysklands konservative blok.”

88 procent af SPD’s tilbageværende vælgere i Bayern mener da også, at det er på tide, at SPD udtræder af forbundsregeringen for at forny sig. Og her taler vi altså om dem, der på trods af modstand mod regeringsdeltagelsen i Berlin alligevel stemte SPD:

SPD’s partisekretær, Lars Klingbeil, mener, at man i kompromisserne i regeringen har glemt at forklare, hvor uenighederne var, og hvad SPD’s egen position er. Han mener, at det påvirkede partiet negativt, ”at vi ikke forklarede kontroversielle spørgsmål i partiet og derfor sendte forskellige signaler om dem”, skrev han i et debatindlæg i mediet Spiegel i juli.

2) Arbejderklassen savner svar på globalisering og immigration

Et andet bud, som i en årrække har domineret de større centrum-venstre-partier over hele Europa, er, at SPD’s krise skyldes manglende svar til især partiets (tidligere) kernevælgere i arbejderklassen på, hvordan man håndterer globaliseringen, når arbejdspladser bliver automatiseret eller outsourcet, og hvordan massemigrationen skal tøjles. Den analyser fremhæver Financial Times’ tysklandskorrespondent:

Det er folk, som føler, at SPD ikke længere tager sig af dem. De føler sig svigtet. De bliver hjemme og stemmer slet ikke

”Mange af dem, som bor i de tidligere arbejderbastioner som Bochum, Essen og Dortmund (i det industritunge Ruhr-distrikt, red.), arbejder faktisk ikke længere. Mange er faldet igennem sprækkerne. Det er folk, som føler, at SPD ikke længere tager sig af dem. De føler sig svigtet. De bliver hjemme og stemmer slet ikke,” forklarer statskundskabsprofessor Rainer Bovermann til Financial Times. Bovermann er selv SPD-politiker. En anden medvirkende i Financial Times-artiklen er den tidligere socialdemokrat Jens Wittbrodt, der nu er politiker for Alternative für Deutschland:

”SPD skal jo være der for manden på gulvet. Her i Ruhr-distriktet har vi den højeste arbejdsløshed i hele Tyskland. Men SPD kæmper ikke længere imod det. Vi har den højeste andel af udlændinge og den højeste andel af arbejdsløse. Men SPD tier stille om det,” fortæller han.

SPD må positionere sig i begge konfliktlinjer – både den socioøkonomiske og den kulturelle

Onsdag aften i TV-programmet Phoenix Runde blev SPD’s krise drøftet af en række kommentatorer og eksperter. Her sagde Nico Siegel, direktør i meningsmålingsinstituttet Infratest Dimap, at SPD’s problem er, at partiet ”helst ikke vil udtale sig om den kulturelle konfliktlinje. Det overlader de til CDU og Alternative für Deutschland. Men det viser sig jo, at der findes socialdemokratiske partier i Europa, som laver politik set igennem ”social retfærdigheds-brillerne”, men altså i migrationspolitikken ligger til højre for SPD.”

”SPD må positionere sig i begge konfliktlinjer – både den socioøkonomiske og den kulturelle,” sagde han og mente altså spørgsmål om indvandring, religion og kultur.

Dette billede bekræftes af SPD’s egen analyse af valgnederlaget sidste år. Den viste, at 15 procent af vælgerne mente, at SPD var mest kompetent til at levere løsninger i flygtningepolitikken. 35 procent pegede på Angela Merkels CDU, mens 12 procent svarede Alternative für Deutschland.

3) SPD skyr national identitet og sikkerhed

SPD er ikke tydelige nok på retspolitikken, og når det gælder spørgsmål om national identitet, er partiet passivt og berøringsangst. Det er en kritik, der har været rettet af flere socialdemokrater internt.

Indre sikkerhed i bred forstand og integration er begge klassiske, socialdemokratiske mærkesager

SPD’s indenrigsminister i den store delstat Niedersachsen, Boris Pistorius, talte tilbage i foråret for, at indre sikkerhed – altså tryghed og retspolitik – skal være socialdemokratisk hjerteblod:

”Indre sikkerhed i bred forstand og integration er begge klassiske, socialdemokratiske mærkesager. Det skal vi være meget mere tydelige om”, fortalte han til Welt am Sonntag. ”Dertil hører så, at man ikke tabuiserer problemerne, men heller ikke overdramatiserer dem. Så vil folk også tro på, at vi har kompetencen til at løse de her problemer,” sagde han.

Da SPD i maj 2017 tabte delstatsvalget i partiets hjertekammer, Nordrhein-Westfalen, til CDU, skyldtes det ifølge flere også retspolitikken, som SPD ikke havde prioriteret højt nok i delstatsregeringen.

Efter nederlaget i Bayern mener den berlinske delstatspolitiker Raed Saleh (SPD) også, at partiet må bryde tabuer på spørgsmål om netop lov og orden og national identitet.

4) Hjemsøgt af en uhyggelig fortid: Hartz-reformerne spøger

Det er nok en gammel traver, men det gør ikke skaden mindre. Det var daværende SPD-kansler Gerhard Schröder, der indførte de skrappe social- og arbejdsmarkedsreformer tilbage i 2003-2005, som fortsat rider partiet som en mare. Reformerne betød ringere ansættelsessikkerhed og ringere social sikring ved arbejdsløshed og skubbede til udviklingen af lavtlønssektoren.

... for mange SPD-vælgere i Ruhr-distriktet var reformerne udtryk for forræderi

Reformerne skulle forbedre konkurrenceevnen, men ”for mange SPD-vælgere i Ruhr-distriktets byer som eksempelvis Bochum, Dortmund og Gelsenkirchen var reformerne udtryk for forræderi. De ramte de arbejdsløse, der kæmpede for at opbygge en ny tilværelse efter den lokale industris kollaps. De følte sig svigtet i det øjeblik, de havde allermest brug for hjælp fra det parti, som de havde tillid til, skulle tage sig af dem,” skriver Financial Times’ tysklandskorrespondent.

Samtidig er det reformer, der ifølge Centre for European Reform faktisk ikke har haft nævneværdig effekt på Tysklands jobvækst og eksport, der har andre årsager.

”Hartz-reformerne gør stadig ondt på SPD”, sagde statskundskabsprofessoren Thorsten Faas onsdag i tv-programmet Phoenix Runde og henviste til, at SPD på spørgsmål om social retfærdighed nu både har konkurrence fra venstrefløjspartiet LINKE og højrepopulisterne i Alternative für Deutschland (AfD).

I SPD’s egen analyse af valgnederlaget i september sidste år stod det også klart, at en af årsagerne til nederlaget var den manglende kompetence på arbejdsmarkedspolitikken: I 1998 mente 42 procent af vælgerne, at SPD var bedst på arbejdsmarkedspolitikken, mens det i dag er 20 procent. CDU tilskrives i dag størst kompetence på området.

5) SPD vil også være hippe storby-grønne

Endelig peger flere også på, at SPD’s problem er, at alt for mange i partiet gerne vil være ligesom De Grønne – et moderne storbyparti for klimabevidste akademikere. Og dermed fjerner man sig fra sine kernevælgere i arbejderklassen. Det mente i hvert fald Spiegel-redaktør Jan Fleischhauer i en klumme i sidste måned:

Hvorvidt de forkerte pornofilm bidrager til at forstærke forkerte kropsidealer, er et spørgsmål, som ikke haster så meget for de normale SPD-tilhængere

”… for mange, der har noget at skulle have sagt på partikongresserne, vil være ligesom De Grønne, altså sådan kosmopolitiske og politisk korrekte på spørgsmål om køn, seksualitet, migration og integration. Sagt med et enkelt ord: Helt orienteret imod fremskridtet,” skrev Fleischhauer. ”Desværre findes De Grønne allerede. Man behøver ikke to af det parti,” fortsatte han.

Han henviser også i klummen til, hvordan SPD’s delstatsorganisation i Berlin nu støtter offentlig tilskud til produktion af feministisk porno:

”Hvorvidt de forkerte pornofilm bidrager til at forstærke forkerte kropsidealer, er et spørgsmål, som ikke haster så meget for de normale SPD-tilhængere. Partiet ville være nødt til at udskifte sine egne vælgere for at få succes med den grønne strategi. I stedet har partiet halveret sine vælgere siden sidste gang, SPD stod i spidsen for en regering.”

Fleischhauer forholder sig altså til den kløft, der i blandt andet de socialdemokratiske partier groft sagt findes mellem indvandrings- og klimabegejstrede akademiske ”globalister” i storbyerne og kortuddannede, globaliseringskritiske ”traditionalister” i industribyer og landdistrikter, der går op i lov og orden.