5 læseværdige S-biografier

I anledning af den netop udgivne biografi om Viggo Kampmann giver Netavisen Pio dig 5 læseværdige biografier om S-politikere.
Findes der noget bedre end at lade nostalgien få frit løb og falde tilbage i en persondyrkelse af fortidens socialdemokratiske helte? I pæn afstand fra hverdagens Christiansborg-trummerum bare at lade sig flette ind i tankerne hos de af vores partifæller, der opbyggede velfærdssamfundet og udlevede drømmen om Socialdemokratiets århundrede?

Ja okay, der er måske en enkelt ting eller to, der er bedre, men derfor er det stadig en fornøjelse at dykke ned i fortællingerne om historiens store socialdemokrater. I anledning af Poul Schmidts netop udgivne Kampmann-biografi bringer vi dig en liste over 5 biografier om store socialdemokrater, du bør (gen)læse.

1: H.C. Hansen. En biografi, Claus Bjørn 2004
I biografien om manden, der kunne være blevet landsfader, hvis han ikke var død så ung, kommer vi rundt i alle afkroge af H.C. Hansens liv og hans tid. H.C. Hansen blev en del af bevægelsen fra arbejderparti til folkeparti i Socialdemokratiet og var en af hovedpersonerne i opbyggelsen af velfærdssamfundet. Claus Bjørn beskriver den socialdemokratiske statsmand glimrende, og bogen er fangende og rigt illustreret.

2: ”Stauning – Folkets Søn, Danmarks Statminister”, Oluf Bertolt og H.C. Hansen, 1942
Denne biografi af Stauning skrevet umiddelbart efter hans død kan især anbefales, hvis du gerne vil læse noget om, hvorfor Stauning var god, og hvorfor Socialdemokratiet bare er godt. Den er skrevet af Oluf Bertolt, der var formand for AOF, og den senere statsminister H.C. Hansen og er en blanding af en biografi og et hyldestskrift. Stauning omtales for øvrigt konsekvent som ”den socialdemokratiske Fører”, og biografien indeholder desuden to hyldestdigte til Stauning skrevet af Johannes V. Jensen.

3: Jens Otto Krag, Bo Lidegaard, 2001
Nu bliver det rigtig nørdet. På den der måde, hvor vi kommer helt ind i hovedet på Jens Otto Krag og følger hans overvejelser om den danske smør-eksport, Hollands betænkninger ved dansk EF-medlemskab og udviklingen på betalingsbalancen. Allieret med en meget stor mængde dagbogsnotater, kommer vi i Bo Lidegaards biografi over to bind helt ind i hjertekammeret af velfærdssamfundets opbygning. Og så er der også masser af fest og farver og hurtige damer og langsomme heste – som det hørte sig til med Jens Otto.

4: Hækkerup, Nikolaj Bøgh, 2003
En af historiens mest farverige politikere fortjener en farverig biografi. Og det har han fået. Den tidligere socialdemokrat og nuværende konservative folketingskandidat Nikolaj Bøgh har skrevet en gennemarbejdet, levende og interessant biografi om Per Hækkerup. Hækkerup var altid klar med en god bemærkning og drak gerne sjusser til langt ud på natten. Men han var samtidig en seriøs, kompromisløs og hårdtarbejdende politiker. I Nikolaj Bøghs biografi ser vi begge sider af manden – og får én gang for alle punkteret myten om, at Per Hækkerup skulle have foræret Nordsøolien til Norge i en brandert.

5: De fantastiske fire, Hans Mortensen, 2005
Hvis man vil forstå Socialdemokratiet fra slutningen af 80’erne og frem til midten af det første årti det nye årtusinde, må man forstå ”De fantastiske fire” – Poul, Svend, Ritt og Mogens. Og det er præcis hvad Hans Mortensens biografi giver os muligheden for. At forstå de fire og deres interne kampe, deres forskellige forcer, og hvad der hver især gjorde dem unikke og bydende nødvendige i datidens socialdemokrati.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook