Annonce

5 pointer fra Mette Frederiksens i åbningsdebatten

Mette Frederiksen leverede her til formiddag sin tale i forbindelse med Folketingets åbning. Netavisen Pio har samlet fem centrale budskaber.
I tirsdags åbnede Folketinget, da statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt sin åbningstale. I dag er det så tid til den lige så traditionsrige åbningsdebat. Partierne indtager på skift Folketingets talerstol og præsenterer deres forslag til det kommende folketingsår.

Som formand for Danmarks største parti var Mette Frederiksen den første på talerstolen. Netavisen Pio har samlet fem centrale budskaber fra hendes tale. Åbningsdebatten kan i øvrigt følges dagen igennem på Folketingets hjemmeside.

1. Råderum skal bruges på vækst, velfærd og opkvalificering
Mette Frederiksen gentog, at det økonomiske råderum på cirka 40 milliarder kroner i 2025 ikke skal bruges på at sænke skatten, men på at investere inden for især tre områder:

”Der er skabt et råderum i dansk økonomi. På grund af fælles beslutninger og reformer. Det råderum skal bruges klogt: På en målrettet vækstpakke så vi skaber flere private arbejdspladser. På at prioritere vores fælles velfærd. På at sikre opkvalificering så flere kan blive dygtigere – så flere kan klare sig godt i en svær global konkurrence”.

2. Vi skal kunne stole på bredde forlig
Mette Frederiksen talte også om vigtigheden af, at brede politiske forlig respekteres. Det skal sikre tilliden til Danmark – både fra befolkningen og fra udenlandske investorer i forhold til eksempelvis den grønne omstilling:

”Det kræver at vi står ved det energiforlig, vi allerede har lavet. Blot fordi en minister synes, at nogle kystnære møller er grimme, så skal hverken den grønne omstilling eller Danmarks troværdighed sættes over styr (…) Når der én gang er indgået aftale om en togfond, en togfond der skal binde hele Danmark sammen, så går det altså ikke, at vi har en regering, der bare ignorere flertallet. Respekt for ordet, respekt for aftaler, respekt for hinanden, vil klæde os.”

3. Ikke 90 mandater bag lavere topskat og højere pensionsalder
Mette Frederiksen opfordrede til at erkende, at der ikke er flertal i Folketinget for flere at de reformer, Løkke ønsker. Hun opfordrede derfor til at droppe planerne, og i stedet komme videre og fokusere på andre opgaver:

”Der er ikke 90 mandat er i folketinget, der ønsker at sænke topskatten og samtidig hæve pensionsalderen. Det var der ikke i sidste folketingssamling, det er der ikke i denne folketingssamling, og det tror jeg heller ikke, der er i næste folketingssamling. Men lad os gå i gang med at løse de pligtopgaver der venter, og har ventet i lang tid: Et nyt ejendomsvurderingssystem, en ny finansiering af den grønne omstilling.”

4. S er klar til bred 2025-aftale
I forlængelse af ovenstående meldte Mette Frederiksen klart ud, at Socialdemokratiet er klar til at indgå i konstruktive 2025-forhandlinger, hvis det sker på et ordentligt grundlag:

”Lad os vise, at vi evner at arbejde sammen på tværs om at bringe Danmark fremad: Derfor er mit budskab helt enkelt til regeringen: Indgå en bred 2025-aftale, blandt andet med os. Men det skal være på et ærligt grundlag (…) Vi vil gerne være med til at lave brede aftaler, der gavner hele Danmark. Men vi vil samtidig være en hård modstander når den førte politik rammer skævt og splitter Danmark”.

5. Regeringen leger med ord
Mette Frederiksen gik også i rette med den ”leg med ord”, som regeringen har anvendt i forbindelse med 2025-planen, hvor forringelser pakkes ind som forbedringer:

”Med statsministeren er det en leg med ord. Når man forringer SU’en, så betyder det, at den blevet mere ’robust’. Når man sparer på kernevelfærden, på ældre, børn, skoler i kommunerne, så er det et ’omprioriteringsbidrag’. Når man hæver pensionsalderen, så er man ’modig’. Og nu hører vi så, at kontanthjælpsloftet i virkeligheden er ’en fremstrakt hånd til de mest udsatte’. Det er ikke i orden.”


Flere artikler om emnet