5 problemer med den danske model på det offentlige arbejdsmarked

Den danske model fungerer på en række områder anderledes på det offentlige end på det private arbejdsmarked
Udsigten til storkonflikt på det offentlige arbejdsmarked har igen sat gang i debatten om den danske arbejdsmarkedsmodel på det offentlige arbejdsmarked. En model, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere forhandler sig frem til kollektive aftaler uden statens indblanding.

Modellen er blevet højt besunget for at skabe et stabilt arbejdsmarked, hvor det kun undtagelsesvis kommer til større konflikter, hvor regeringen og Folketinget må gribe ind.

Men mens der er bred enighed om, at den danske model fortsat lever i bedste velgående på det private arbejdsmarked, så sætter flere nu spørgsmålstegn ved, hvorvidt modellen reelt er levedygtig på det offentlige arbejdsmarked.

Den danske model blev udviklet på det private arbejdsmarked i slutningen af 1800-tallet. Og først i slutningen af 1960’erne begyndte man så småt at overføre modellen til det offentlige område.

Men der er en række forhold på det offentlige arbejdsmarked, som betyder, at modellen ikke fungerer på samme måde her som på det private arbejdsmarked. Netavisen Pio har set nærmere på fem af forholdene:

1. Offentlige arbejdsgivere kan spare penge på lockout
Når der er konflikt på det private arbejdsmarked, så koster det for både lønmodtagere og arbejdsgivere. Lønmodtagerne mister løn, mens arbejdsgiverne står uden arbejdskraft til at producere de varer og ydelser, som virksomheden lever af at sælge. Begge parter taber altså penge på en konflikt.

Helt anderledes forholder det sig på det offentlige arbejdsmarked. Her kan arbejdsgiverne faktisk spare penge på en konflikt. For mens borgerne fortsætter med at betale skat under konflikten, så skal stat, kommuner og regioner ikke betale løn til de offentligt ansatte, der er ramt af konflikten. Eksempelvis er det blevet opgjort, at kommunerne sparede 1,3 milliarder kroner ved ikke at udbetale løn til lærerne under lockouten i 2013.

2. Offentlige arbejdsgivere er også lovgivere
Når der er konflikt på det private arbejdsmarked, så kan staten gribe ind og standse konflikten med et regeringsindgreb. Her kan staten træde til som en opmand, der fremsætter et lovforslag, der balancerer arbejdsgivernes og lønmodtagernes interesser over for hinanden.

På det offentlige arbejdsmarked er rollerne langt mere sammenblandede. Det er regeringen, repræsenteret ved Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet, der optræder som arbejdsgiver på det statslige område. I tilfælde af konflikt kan regeringen (arbejdsgiverne) derfor fremlægge et indgreb, der kun tilgodeser arbejdsgivernes (regeringens) synspunkter.

Det er ifølge kritikerne, hvad der skete i forbindelse med lærerlockouten i 2013, hvor regeringen og KL ifølge kritikere havde aftalt indgrebet over for lærerforeningen.

3. Offentlige arbejdsgivere kan spekulere i konflikt
På det private arbejdsmarked forhandler parterne ud fra en forventning om, at hvis de ikke finder en aftale, så kan regeringen gribe ind med lovgivning. Dermed har begge parter altså en motivation til at finde en forhandlingsløsning, fordi det giver dem mest mulig indflydelse på det endelige resultat.

Men netop fordi rollerne som arbejdsgiver og regering på det offentlige arbejdsmarked er blandet sammen, så kan de offentlige arbejdsgivere derfor forhandle ud fra den bagvedliggende antagelse om, at hvis der ikke lander en forligsaftale, så kan de selv skrue en lovindgreb sammen.  Et sammenbrud kan altså i nogle tilfælde gøre det nemmere for arbejdsgiverne at tvinge sine krav igennem.

Omvendt forhandler lønmodtagerne under den konstante trussel om, at hvis de ikke makker ret, så risikerer de et lovindgreb, som sætter dem helt uden for indflydelse på det endelige resultat. Fagbevægelsen mener derfor ikke, at der er tale om ”frie og fair” forhandlinger, hvis de offentlige arbejdsgivere spekulerer i et lovindgreb.

4. Mange funktioner undtaget fra offentlige strejker
Når private lønmodtagere strejker, så går de efter at ramme arbejdsgiverne mest muligt, eksempelvis ved at lukke produktionen helt ned, så arbejdsgiveren taber så mange penge som muligt.

Når offentligt ansatte går i strejke, så kan man netop ikke lamme de mest centrale poster i samfundet. Her er en række af de mest vitale funktioner undtaget. Det gælder eksempelvis funktioner inden for politiet og sundhedsvæsnet, hvor man kører med et nødberedskab. Dermed er der altså grænser for, hvor ’ondt’ en strejke kan gøre på samfundet, og dermed har lønmodtagernes våben begrænset styrke.

5. Folkeligt pres for at afslutte konflikt
Når der er konflikt på det private arbejdsmarked, så er det først og fremmest et anliggende mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Den øvrige befolkning kan selvfølgelig også blive påvirket, eksempelvis ved at der kommer færre varer ud i butikkerne, men for mange går livet videre som sædvanlig.

Når der er konflikter på det offentlige arbejdsmarked, så bliver et bredt udsnit af befolkningen direkte berørt. Børn kan ikke komme i daginstitution, eleverne sendes hjem fra skole, og operationer aflyses på sygehusene. Det kan give en masse udfordringer for almindelige danskere, som derfor ønsker konflikten afsluttet hurtigst muligt. Det gør det igen politisk mindre omkostningsfuldt at gribe ind og stoppe konflikten fra regering og Folketing.

 


Flere artikler om emnet

Annonce