Annonce

6.100 færre offentligt ansatte under Lars Løkke

Trods løfter om det modsatte er der blevet godt 6.000 færre offentligt ansatte siden Lars Løkke blev statsminister, skriver AE-Rådet. Samtidig går tænketanken i rette med opfattelsen af, at der blev færre offentlige ansatte under Helle Thorning-Schmidt.
Op til folketingsvalget i 2015 gentog Lars Løkke igen og igen, at hans regering ikke havde planer om at skære ned i antallet af offentligt ansatte. Faktisk kunne det offentlige have lige så mange ansatte som i dag.

”Det udgiftsstop, vi går til valg på, betyder, at vi hvert år øger de offentlige udgifter med det, der skal til, for at følge med lønstigninger og prisstigninger. Det betyder, at man har råd til at have præcist så mange ansatte i morgen, som man havde i går”, udtalte Lars Løkke Rasmussen eksempelvis 19. maj 2015.

Men siden Lars Løkke genindtog statsministeriet for halvandet år siden, der blevet markant færre offentlige ansatte. Det viser en ny undersøgelse fra AE-Rådet. Og det på trods af, at Venstre har måttet bløde op på kravet om nulvækst, eller udgiftsstop, Venstre selv omdøbte forslaget til.

4.200 flere offentligt ansatte under Helle Thorning
Ifølge AE-Rådets beretninger, der bygger på tal fra Finansministeriet, er antallet af offentligt ansatte fra andet kvartal 2015, da Løkke blev statsminister, og frem til tredje kvartal 2016 faldet med 7.700 personer. Udelades offentligt ansatte i løntilskudsjob, er tallet 6.100 personer. Dermed er det samlede antal offentligt ansatte nede på omkring 820.000.

off ansatte thorløkke

Antallet af offentligt ansatte faldt også i begyndelsen af Helle Thorning-Schmidts statsministerperiode. Fra midten af 2012 vendte udviklingen dog, og da Thorning forlod regeringskontorerne i 2015, var der faktisk 4.200 flere offentligt ansatte end da hun overtog i 2011, hvis man udelader offentligt ansatte i løntilskudsjob.

Det har ellers i flere år været en alment accepteret sandhed, at antallet af offentligt ansatte faldt under Helle Thorning. Eksempelvis skrev Berlinske Business få dage før valget i 2015, at ”Der er blevet 11.000 færre offentligt ansatte under Thorning”. Et budskab, der blev flittigt videreformidlet af Venstre. Men det skyldes udelukkende, at antallet af arbejdsløse i offentlige løntilskudsjob faldt under Thorning, skriver AE-Rådet. Ses der kun på offentligt ansatte, så var der altså tale om en stigning.

»Vi er jo igen og igen blevet skudt i skoene af de borgerlige partier i forbindelse med debatten om de offentligt ansatte, at jo, jo … men antallet faldt jo også under Thorning-regeringen (...) Men sandheden er, at det ikke er tilfældet, hvis man kigger på de reelle stillinger. Til gengæld vil regeringens økonomiske politik fremover betyde, at der sker kraftige reduktioner i antallet af offentligt ansatte og altså antallet af varme hænder.", udtaler Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht til Information.

Kan falde med yderligere 16.000 personer
AE-Rådet gør også opmærksom på, at den offentlige beskæftigelse vil falde yderligere med 16.000 personer frem mod 2025, hvis VLAK-regeringen fastholder sin ambition om, at det offentlige forbrug kun skal vokse med 0,3 procent om året frem til 2025.

Det er nemlig kun halvdelen af det, der ifølge Finansministeriet er nødvendigt, hvis den nuværende service skal kunne holde trit med den ændrede befolkningssammensætning, hvor der bliver flere ældre. Det offentlige budgetter vil derfor ikke kunne hænge sammen, og det vil være nødvendigt at fyre offentligt ansatte.


Flere artikler om emnet