Annonce

7 tirsdagsnyheder du ikke bør snydes for

Netavisen Pio har samlet de syv mest interessante nyheder, begivenheder og kommentarer fra dagens gang i dansk politik.
1. Dagens citat. Københavns børne- og ungeborgmester Anne Vang blander sig i frikadellekrigen: ”De steder, hvor svinekødet er valg fra, er det sket efter ønske fra forældrebestyrelsen, fordi der hovedsageligt er børn i institutionen, som ikke spiser frikadeller. Det giver ikke mening at ændre det. At stege frikadeller i en institution med 100 pct. Muslimske børn betyder jo bare, at fadet ikke bliver rørt”. Der går næppe mere end et par timer, før Vangs insisteren på lokalt demokrati og sund fornuft bliver udlagt som et knæfald for islamismen.

2. Dagens rokade. Efter ministerrokaden i fredags blev der i dag gennemført en større rokade af gruppeledelsen og ordførerskaberne i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Henrik Dam Kristensen bliver ny gruppeformand og Mette Gjerskov bliver ny næstformand, men den suverænt største både forfremmelse og overraskelse var, at Jesper Petersen efter blot få måneder som folketingsmedlem bliver forfremmet fra bagerste bænkerækker til posten som finansordfører. Redaktionen gætter på, at ikke så få folketingsmedlemmer efter dagens stoleleg forbander den dag, Jesper Petersen meldte sig ind.

3. Dagens økonomiske nøgletal. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at forbrugerpriserne i juli kun steg med 0,6 procent i forhold til samme måned sidste år. Dermed er stigningen den laveste de sidste fyrre år. Da lønstigningerne forventes at være et procentpoint højere, kan de danske lønmodtagere for første gang siden 2009 se frem til en stigning i reallønnen. Det smitter forhåbentlig af på økonomien og giver et tiltrængt boost til regeringen.

4. Dagens mediebrøler. TV2 News har næsten kørt nonstop med det rædselskatalog, som regeringen har fremlagt på klima- og energiområdet: Afskaffelse af befordringsfradraget, indførelse af roadpricing, nedsætte hastighederne på motorvejene og eksploderende benzinpriser. Dansk Folkeparti har udsendt en tordnende pressemeddelelse mod den ”utopiske klimaplan, der vil smadre danskernes hverdag”. Denne dækning og disse reaktioner ville måske være forståelige i en verden, hvor regeringen faktisk havde fremlagt disse forslag. Men ak, denne verden lever vi ikke i: Kataloget er ikke regeringens politik, men embedsmandsberegninger på forskellige miljøtiltag. Måske journalisterne b

5. Dagens meningsmåling. Berlingske kan i dag rapportere, at danske forældre til børn i skolealderen er blevet mere positive over for regeringens folkeskolereform. Hvor 46 procent af forældrene var negativt indstillede over for reformen i marts, er det nu kun 33 procent – og tilsvarende er andelen af positivt indstillede forældre steget fra 43 procent til 56 procent i samme periode. Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, forklarer ændringen med, at ”den meget lange skoledag ikke blev helt så lang, som der oprindeligt var lagt op til”. Forskellen mellem en ”meget lang skoledag” og en ”passende skoledag” er åbenbart 24 minutter.

6. Dagens økonomiske anbefaling. De forbedrede økonomiske udsigter får ikke de økonomiske vismænd til at ændre deres anbefalinger: Finanspolitikken er stadig for stram og svækker derfor den økonomiske vækst. ”Det skulle være et meget kraftigt stemningsskifte, for at man skal sige, at vi i hvert fald ikke skal stimulere mere”, udtaler økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen til Børsen.

7. Dagens dårligste rådgivning. De Konservatives fortsatte eksistens på randen af spærregrænsen får Berlingskes debatredaktør Jesper Beinov til at komme med et råd til det kriseramte parti: ”K skal droppe troen på, at man er et helhedsparti, som er noget for alle. En del af svaret (..) ligger i at appellere til dem, der hverken kan goutere Liberal Alliance, Radikale Venstre, Venstre eller Dansk Folkeparti. Den rest, der er tilbage, kunne passende være veluddannede, vellønnede grupper i den private sektor”. Så er sejrskursen lagt! Partier vokser jo som bekendt eksplosivt, når de appellerer til alle undtagen de andre partiers vælgere. Hvis Barfoed følger denne snedige strategi gætter redaktionen på, at De Konservative kan opnå 0,5, 0,7 eller måske endda 0,9 procent af vælgerne ved næste valg.


Flere artikler om emnet