7 udfordringer for tyske socialdemokrater

Forandringer i vælgerhavet, en lidt for livlig intern debatkultur, nye partier til højre og venstre og ikke mindst arven efter arbejdsmarkedsreformerne i nullerne. Det er ifølge Der Spiegel nogle af forklaringerne på de tyske socialdemokraters krise.
Som vi skrev her på Netavisen Pio for tre uger siden, er de tyske socialdemokrater i dyb krise. Partiet er på femten år blevet omtrent halveret, fra at have opbakning fra omkring 40 procent af vælgerne omkring årtusindeskiftet til nu at have opbakning fra mindre end 20 procent, hvis man skal tro de seneste meningsmålinger.

To skribenter fra det tyske magasin Der Spiegel, Florian Gathmann og Christoph Henrichs, oplistede forleden syv årsager til, at SPD er i krise. Nogle udfordringer vedrører interne SPD-forhold, andre særlige tyske forhold, mens andre kan siges at vedrøre socialdemokrater i hele Europa. Netavisen Pio bringer dem nedenfor i let kondenseret form:

1) Vælgerlandskabet er i forandring
Siden storhedstiden under Willy Brandt har det tyske vælgerlandskab ændret sig betydeligt. Det betyder, at der ikke længere er de klart afgrænsede vælgergrupper, som partierne kan appellerer til. Særligt den store gruppe er såkaldte ”arbejdervælgere” er blevet mere fragmenteret og opfatter sig ikke længere som en samlet enhed. Hvor SPD i 1972 ifølge Der Spiegel var det klart største parti blandt ”arbejderne” og fik omkring to ud af tre arbejderstemmer, var partiet ved seneste valg nede på 27 procent og distanceret af CDU. Samtidig er der opstået nye bevægelser, eksempelvis miljøbevægelsen, som har betydet, at SPD også er udfordret fra andre sider af det politiske spektrum.

2) Arven efter Schröders arbejdsmarkedsreformer
I lighed med mange andre peger de to forfattere på, at SPD stadig lider under utilfredsheden med de arbejdsmarkedsreformer, de såkaldte Agenda 2010-reformer, som blev gennemført under Gerhards Schröders SPD-ledede regering i begyndelsen af nullerne. Reformerne skulle gøre det tyske arbejdsmarked mere konkurrencedygtigt, hvilket blandt andet skete gennem en nedsættelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen. Den hårde kurs over for blandt andet de arbejdsløse ødelagde ifølge forfatterne båndene til fagbevægelsen og åbnede døren for at venstrefløjspartiet, Die Linke, kunne blive en alvorlig trussel mod SPD’s venstre flanke.

3) Folkepartiernes krise
I 1990 havde SPD knap én million medlemmer. 25 år senere er det antal halveret. Dertil kommer, at ældre medlemmer udgør en markant større andel i dag end tidligere, på bekostning af yngre medlemmer. Det går selvsagt ud over partiets muligheder for at være aktive med kampagneaktiviteter over hele landet og være til stede i lokalområder og foreninger, noget der traditionelt har været socialdemokratiers store styrke.

4) Merkel har knuget SPD ihjel
Bundeskansler Angela Merkel er ifølge forfatterne et selvstændigt problem for SPD. Partiet har ikke formået at vinde over hendes i et valg, tværtimod er det lykkedes Merkel at kvæle SPD i de to omgange, hvor hun har taget partiet med som juniorpartner i regeringen. Samtidig har hun flyttet CDU ind på den politiske midte og dermed frataget SPD den position, partiet forsøgte at vinde under Gerhard Schröder.

5) Ny trussel fra højerpopulister
SPD har de seneste år måttet slås med De Grønne og Die Linke, som appellerede til partiets venstrefløj. Men med fremkosten af det højerpopulistiske parti Alternative für Deutchsland er der nu også kommet en konkurrent på højrefløjen, som appellerer til partiets vælgergrupper. Særligt de dele af partiet, som er kritisk over for partiets opbakning til Merkels linje i flygtningespørgsmålet, driver i øjeblikket mod højre.

6) Intern splid om kursen
SPD har i modsætning til CDU haft tradition for meget intern debat. Det kan på den ene side give indtryk af et levende og åbent parti, men det kan også give indtryk af et splittet og fraktioneret parti. Og man må forstå på. Og man må forstå på forfatterne, at det primært af de sidste, som er tilfældet. Særligt diskussionerne i kølvandet på Agenda 2000-reformerne har ifølge forfatterne skabt uklarhed om partiets linje.

7) SPD mangler profiler
Endelig mener forfatterne, at SPD ganske enkelt ikke har de personer i spidsen, som kan bringe partiet tilbage til kanslerposten. Partiformand Sigmar Gabriel er ingen stor billetsælger, og endnu mere bekymrende, så er der heller ingen oplagte alternativer inden for den øverste kreds af SPD-folk, som vurderes at kunne tage over. Hamborgs populære overborgmester Olaf Scholz, der ved valget i fjord fik 47 procent af stemmerne, fremhæves undertiden som en mulighed. Men han er ifølge forfatterne ”ikke en, der kan få folk med sig, få dem til at blive begejstret over sine ideer”.

afstemning spd
Afstemning på Der Spiegels hjemmeside: Hvad er årsagen til SPD’s krise? 42,77 procent svarer ’Der er flere årsager’, mens 29,43 procent peger på Gerhard Schrøders arbejdsmarkedsreformer.


Flere artikler om emnet

Annonce