Annonce

80.000 støtter S-kandidats Facebookkampagne

Socialdemokratisk folketingskandidat får opbakning fra mere end 75.000 danskere i sin kamp mod Venstres forslag om at sænke den kriminelle lavalder.
Valgkampen er i fuld gang på de sociale medier. Diverse politiske kommentatorer, partifunktionærer og andre eksperter har udråbt folketingvalget 2015 til valget, hvor brugen af Facebook, Twitter og Instagram for alvor slår igennem.

Det er nok for tidligt at konkludere, hvorvidt det bliver ved spådommen eller realiseres over de kommende uger. Men enkelte steder er folketingskandidater – også dem der ikke nødvendigvis er landskendte endnu – slået igennem på de sociale medier.

Jeg blev pisse sur over Venstres forslag, som vil sende børn bag lås og slå.

Det socialdemokratiske Folketingsmedlem fra Gladsaxekredsen Jeppe Bruus har således i skrivende stund fået næsten 80.000 deltagere på sit Facebookevent ”Jeg stemmer nej til at sætte børn i fængsel!” , som er timet til valgdagen den 18. juni.

Jeppe Bruus, der er tidligere formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, har dermed både fået profileret en personlig mærkesag, tiltrukket massiv opmærksomhed om sit eget kandidatur og rettet hård kritik mod Venstres nye udspil ’Alle unge – godt fra start’. .

Pio stillede manden bag Facebook-successen et par spørgsmål om Facebookkampagnen:

Pio: Hvad er det du gerne vil opnå med denne event på Facebook?

JB: Jeg havde faktisk ikke tænkt det helt store. Jeg blev pisse sur over Venstres forslag, som vil sende børn bag lås og slå. Det mener jeg faktisk, bør være et helt afgørende valgtema. De borgerlige må ikke slippe af sted med det her forslag.

Vi tror på netværksindsats, hvor vi skal have fat i forældre, skole, frivillige mentorer og sociale myndigheder.

Pio: Hvordan adskiller Venstres forslag om en såkaldt ’ungdomsdomstol’ sig fra det forslag om netop en sådan domstol, som Socialdemokraterne og SF selv stillede tilbage i 2010?

JB: Vi har jo aldrig ønsket at sænke den kriminelle lavalder. Tværtimod, så har vi jo hævet den fra 14 til 15 år, da vi overtog regeringsmagten. Vi er på det helt modsatte spor. Det må selvfølgelig aldrig være konsekvensfrit at begå kriminalitet i Danmark, hvorfor vi også skal sætte med en helhedsorienteret myndighedsindsats. Vi tror på netværksindsats, hvor vi skal have fat i forældre, skole, frivillige mentorer og sociale myndigheder.

Pio: Venstre siger selv, at de ikke vil sende børn i fængsel. Hvordan kan det så være, at du påstår det modsatte?

JB: Hovedpointen er jo, at børn ikke skal straffes. Alle eksperterne har derfor også vendt sig mod dette forslag, fordi det reelt vil overlade børnene til det almindelige domstolssystem. Mens vi (red. regeringen) har forsøgt at holde dem ude af fængslerne, så vil Venstre nu putte dem derind.

Alle eksperterne har derfor også vendt sig mod dette forslag.

Man vil med det nye forslag i realiteten kunne varetægtsfængsle børn. Ligesom man vil rulle dem ind det strafferetsligsystem, hvor rammer vil være præcis de samme som i fængslerne. Straffen vil kunne give dem en stærkere selvopfattelse af, at være kriminelle. Samtidig vil de her børn allerede i en ung alder få en plettet straffeattest, som vil forfølge dem i resten af livet. Det vil gøre dem mere kriminelle.

Hvorvidt successen på Facebook vil smitte af på Gladsaxe-kandidatens personlige stemmetal, bliver først afgjort på selve valgdagen. Men den imponerende opbakning har allerede givet inspiration til andre eventsider på Facebook op til folketingsvalget; ”Jeg stemmer nej til drab af babysæler”, ”Jeg stemmer nej til at smide hundehvalpe og kattekillinger ud fra motorvejsbroer” eller seneste Astrid Krag (S) og Morten Bødskov (S), der i samme ånd har åbnet for invitationer på siden ”Vi stemmer nej brugerbetaling ved lægen

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet