9 kunstige øer og EU-lande går foran med skat til tech-giganter

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Velkommen til en ny uge på Netavisen Pio.

“Holmene” bliver navnet på et nyt, storstilet byggeprojekt, hvor Regeringen planlægger at bygge ni kunstige øer ved Avedøre Holme.

DR's økonomikorrespondent Casper Schrøder vurderer, at der er tale om et projekt, der højest sandsynligt vil beløbe sig til et tocifret milliardbeløb.

Regeringens planer om at etablere et nyt erhvervsområde på ni kunstige øer får en kold skulder af professor i erhvervsøkonomi, Anne-Mette Hjalager. Hun mener, at projektet burde ligge i Lejre eller Slagelse.

På den europæiske scene går en række lande foran i kampen mod de store tech-giganters skatteunddragelse og indfører en særskat. En mindre gruppe lande, herunder Danmark, har blokerer for skatten i EU.

I Frankrig er den nye skat allerede trådt i kraft, og finansminister Bruno Le Maire regner med, at den vil skaffe den franske statskasse omkring 500 millioner euro.
I Italien, Spanien og Storbritannien har man udfærdiget planer for digital særskat, og kort før nytår meldte Østrigs regering, at man vil have en løsning klar i 2020.
 

Regeringen vil opfører ni kunstige øer

Regeringen vil med et nyt udviklingsprojekt, der kan blive det største i danmarkshistorien, skabe ni nye øer ved København, der skal være hjem for 12.000 arbejdspladser.

placeholder

 Erhvervsprojektet hviler på skabelsen af ni kunstige holme, som vil blive anlagt ud for Avedøre Holme. I alt tre millioner kvadratmeter skal opfyldes med jord.

 Udbygningen af erhvervsområdet ved Avedøre skal først og fremmest give plads til nye industriarbejdspladser, siger erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

"Vi har tit fokus på de meget højteknologiske arbejdspladser og kontorarbejdspladser, men der er stadig brug for, at nogle producerer de varer, vi bruger i hverdagen. Det er jeg glad for, at der bliver plads til mere af i Avedøre," siger han.

Efter planen skal de nye øer stå klar i 2040 med de første grunde udbudt til salg i 2028. Det er meningen, at salget af grundene skal finansiere projektet.

Læs hele historien her.

 

Eks-politiker tiltalt for rufferi

Østjyllands Politi har rejst tiltale mod den tidligere lokalpolitiker Per Zeidler. Han har været sigtet for rufferi siden kommunalvalget i 2017.

Per Zeidlers politiske karriere kollapsede op til kommunalvalget i efteråret 2017, da Aarhus Stiftstidende afdækkede hans indblanding i såkaldte gangbang-arrangementer.

Siden blev sagen meldt til Østjyllands Politi, og Per Zeidler blev sigtet for rufferi.

Zeidlers advokat, Henrik Garlik Jensen, bekræfter over for Ritzau, at der er rejst tiltale i sagen. Han vil dog ikke gå i detaljer med, hvad tiltalen går ud på.

“Jeg kan bekræfte, at der er rejst tiltale og oplyse, at min klient nægter sig skyldig,” siger Henrik Garlik Jensen.

Østjyllands Politi bekræfter desuden tiltalen over for TV 2, men heller ikke her kan det oplyses, hvad tiltalen konkret indeholder.

Læs mere her.
 

EU-lande går foran med tech-skat

I fraværet af EU-enighed er en række lande i fuld gang med at indføre særskat på it-giganter.

I denne uge trådte Frankrigs særskat på it-giganter i kraft. Skatten vil ifølge finansminister Bruno Le Maire skaffe den franske statskasse omkring 500 millioner euro om året fra digitale virksomheder som Google og Facebook, der hidtil har minimeret deres skattebetaling ved at rykke overskud mellem EU’s medlemslande.

Lignende tiltag er på vej i andre EU-lande. Italien, Spanien og Storbritannien har alle udfærdiget planer for digital særskat, og kort før nytår meldte Østrigs regering, at man vil have en løsning klar i 2020.

“Målet er klart: beskatning af virksomheder, der laver store profitter online, men som stort set ikke betaler skat, såsom Facebook og Amazon,” sagde Sebastian Kurz, den østrigske kansler.

Den nationale enegang skyldes, at det ikke er lykkedes at samle opbakning til EU-Kommissionens forslag om en særskat på 3 procent af it-giganternes omsætning.

Skattetiltag på EU-niveau kræver enstemmighed blandt medlemslandene, men en mindre gruppe lande, herunder Danmark, blokerer for forslaget.

Læs hele historien her.

 

DF til Løkke: Slå EU-parlamentsvalg og Folketingsvalg sammen

Dansk Folkeparti opfordrer nu Lars Løkke Rasmussen til at lægge Folketingsvalget på samme dag som Europaparlamentsvalget, nemlig den 26. maj.

“Jeg vil gerne komme med den opfordring til statsminister Lars Løkke Rasmussen, at han allerede nu gør det klart, at folketingsvalget kommer samtidig med europaparlamentsvalget,” siger Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkepartis formand til DR Nyheder.

Men det er ikke kun af hensyn til vælgerne. Der er også en politisk bagtanke med at skyde valgdatoen for Folketinget så langt ud som muligt, erkender Kristian Thulesen Dahl.

“Der er et hensyn for os i forhold til at få tingene gennemført - altså det her paradigmeskifte på udlændingeområdet, hvor folk i højere grad skal vende hjem igen og ikke blive i det danske samfund,” siger han.

Læs hele artiklen her.

Nyt hacker-udspil

Regeringen fremlægger i dag seks nye cyberstrategier med i alt 68 konkrete initiativer.

Med en markant oprustning af det danske cyberforsvar skal sundhedsområdet, energiforsyningen og øvrige sårbare områder i Danmark beskyttes bedre mod truslen fra cyberangreb.

Strategierne indebærer også, at der i hver sektor etableres særlige enheder for cyber- og informationssikkerhed, ligesom en ny national styregruppe skal knytte indsatsen sammen.

Innovationsminister Sophie Løhde mener, at det handler om liv eller død:  

“Det handler om liv og død. Hvis for eksempel vores sygehuse lammes af et cyberangreb, må livsvigtige operationer aflyses,” siger hun til Jyllands-Posten.  

Læs artiklen her.

 

Bundrekord: Under 50.00 er på efterløn

I 38 år har der ikke været så få på efterløn som nu.

Antallet sætter bundrekord med nu stabilt under 50.000, og det er stadig faldende. Det skriver Fagbladet 3F.

I januar 2013, før tilbagetrækningsreformen trådte i kraft, var der 108.000 på efterløn.

Samtidig sætter antallet af tilsluttede til ordningen også bundrekord. Det er i dag under hver femte af a-kassernes medlemmer, der betaler efterlønsbidrag.

Afgangen fra efterlønsordningen kan tage yderligere til, forudser Verner Sand Kirk, der er direktør for Danske A-Kasser. Fra 1. januar i år er en forringelse nemlig slået igennem.

”Jeg hørte om nogle ældre sygeplejersker, der var til møde med deres pensionskasse. De var dybt chokerede og på grådens rand, da de hørte, hvor ringe de er stillet med efterløn," fortæller Verner Sand Kirk til Fagbladet 3F.

Læs mere her.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce