Annonce

9 oplevelser til Kulturnatten

I aften er den traditionelle kulturnat i Kongens København. Netavisen Pio giver her ni anbefalinger til arrangementer i Arbejderbevægelsens ånd.
Foto: Sattrup og Høst, kulturnatten.dk

I aften er der mulighed for at opleve omkring 700 spændende arrangementer, med arrangører der spænder fra gøglerne på AFUK til juristerne i Østre Landsret, når Kulturnatten 2016 bliver afholdt.

Husk at alle arrangementer i Kulturnattens program kræver at man er indehaver af et såkaldt Kulturpas. Kulturpasset koster 90 kroner og kan købes på museer, biblioteker og hos 7-Eleven i hovedstadsområdet.

Siden 1993 har der været afholdt Kulturnat i København (og på Frederiksberg) fredag inden skolernes efterårsferie. Sidste år deltog knap 90.000 mennesker i Kulturnatten.

Netavisen Pio har været en tur i programmet og fundet ni arrangementer for dig, der er politisk interesseret med hjertet bankende til venstre for midten.

Rigtig god fornøjelse!

1: 70’er-tema på Arbejdermuseet
Der er naturligvis åbent på Arbejdermuseet i Rømersgade. I år har arbejderbevægelsens nationalmuseum noget utraditionelt valgt at fokusere på flower-power-årtiet 70’erne. Fra klokken 18.00 er der udstillinger om flippere, forurening og Storkespringvandet, og der er kludedukkeværksted for de mindste.

I restauranten ’Café og Ølhalle’ serveres der klassikere fra 70’ernes køkken.

Tag til arrangementet hvis: Du føler dig fri i batik, og det er alt for længe siden, du har fået rejecocktail.

Arbejdermuseet, Rømersgade 22, 18.00-24.00

2: Arbejdsretten
Hvis dit indre arbejderhjerte har brug for at dykke ned i arbejdets historie, er der åbent hus i Arbejdsretten og Forligsinstitutionen. Den særlige domstolskonstruktion, der er en udløber af Septemberforliget fra 1899, slår dørene op og fortæller om sin historie som lynafleder mellem arbejdsmarkedets parter igennem historien.

Tag til arrangementet hvis: Du aldrig har tilgivet kommunisterne for generalstrejken i 1956.

Arbejdsretten og Forligsinstitutionen, Sankt Annæ Plads 5, 18.00-23.00

3: Dansk Industri
”Gårsdagens fjender bliver morgendagens venner”, har den tidligere israelske premierminister Golda Meïr angiveligt sagt. Det er jo en smuk vision, og det kan passende starte til Kulturnatten.

Her har Dansk Industri fokus på digitalisering, og du kan møde mange af deres medlemsvirksomheder, der fortæller om den rivende digitale udvikling. Du kan spille computerspil på facaden af Industriens Hus, lære om kodning og prøve en F16-simulator.

Tag til arrangementet hvis: Der gemmer sig et legebarn i dig, eller du prøver at lokke din søn med til kulturnat.

Dansk Industri, H.C. Andersens Boulevard 18, 18.00-23.00

4: Almene boliger til folket
Københavns største almene boligselskab, fsb, inviterer til bolighygge. Få, hvis overhovedet nogen, bevægelser har betydet så store sociale forbedringer for den københavnske arbejderklasse som den almene boligbevægelse.

Boligbevægelsen har – bakket op af store socialdemokrater som Urban Hansen og Egon Weidekamp – rykket hundredetusinder af københavnere fra baggårdsslum til moderne boliger. Hos fsb fortæller de om deres arbejde og om den almene boligsektor – og så kan du også blive skrevet op til en almen bolig. Der er mad til de første 400.

Tag til arrangementet hvis: Du synes, at en af Arbejderbevægelsens store sejre var, da Weide ryddede Den Sorte Firkant.

fsb, Lavendelstræde 16, 18.00-22.00.

5: Elendighedens København
Københavns Stadsarkiv har en udstilling om ”De elendiges by”. Det giver et tilbageblik i fortidens fattigdom i København. I en tid hvor man godt kan blive frustreret over den nedadgående sociale spiral her i kongeriget, er der måske en glæde at spore i at se, hvor forfærdelig fattigdommen har været. Det er trods alt et mindesmærke om, hvor langt vi er nået i kampen for at forbedre de sociale vilkår i Danmark.

Tag til arrangementet hvis: Du lider af gennemgående weltschmerz over kontanthjælpsloftet.

Københavns Stadsarkiv, Københavns Rådhus, 18.00-24.00

6: Kunst, kultur og uddannelse på Carlsberg
København får i disse år en ny bydel – Carlsberg-byen. Efter den københavnske bryggeri-gigant rev teltpælene op og flyttede til Fredericia, er det gamle industriområde blevet hjemsted for en af Københavns største uddannelsesinstitutioner – UCC Carlsberg, der rummer en række mellemlange, videregående uddannelser.

Studerende fra tekstilformidleruddannelsen laver modeshow med egne kreationer, der er rum- og lysinstallationer lavet af lærerstuderende i billedkunst, og pædagoguddannelsens vokalgruppe giver koncert i UCC Carlsbergs nye atrium.

Tag til arrangementet hvis: Du elsker nye byrum, uddannelse og offentligt ansatte in spe.

UCC Carlsberg, Humletorvet 3, 18.00-21.00

7: Krigens alvor
Nå, men kulturnat er jo ”ej blot til lyst”, som de siger på Det Kongelige. Hos Læger uden Grænser – eller Médicins sans Frontières til de franskkyndige – fortæller de om de enorme humanitære katastrofer, der udspiller sig i Syrien, Yemen og Afghanistan, hvor Læger uden Grænsers hospitaler bliver bombet. Der vil være oplæsning af en vidneberetning fra bombningen af hospitalet i Kunduz, Afghanistan, og Læger uden Grænser vil fortælle om, hvorfor krigens love skal overholdes. Arrangementet er ikke egnet for børn.

Tag til arrangementet hvis: Du læser Information.

Læger uden Grænser (MSF), Dronningensgade 68, 18.00-22.00

8: Kom med på fabrikken
I de gode gamle dage var København en prægtig industriby. Nu er byen overplastret med arkitekttegnestuer, genbrugsbutikker og værst af alt: Juicebarer. Nå, men industrien har én sidste bastion i den engang så smukke, smogsorte by: Novozymes på Nørrebro.

Enzymfabrikken viser hvilke produkter, deres enzymer indgår i, og de fortæller om, hvilke særlige krav der bliver stillet til en industrivirksomhed i byen. Og hvis man kender Københavns Kommune og Kabel-regimet ret er det sikkert ikke småting.

Tag til arrangementet hvis: Du heller ikke tror, vi kan leve af at sælge konsulentydelser til hinanden.

Novozymes, Hillerødgade 42, 18.00-22.00

9: Folketinget
Jaja, Folketinget holder selvfølgelig også åbent. Du kan møde politikere, høre om Folketingets arbejde, møde mindretallene (altså de etniske), møde Folketingstidende, høre om udvalgsarbejdet og få en rundvisning i Folketingets (ganske imponerende) kunstsamling.

Tag til arrangementet hvis: Du synes, den her guide har været røv og nøgler, og du helst bare vil gøre, som du plejer.

Folketinget, Rigsdagsgården 1, 18.00-23.30

 

Se hele programmet her.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet