Sætter ind over for snyd og fusk med importerede kinesiske beløbs-kokke

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye fremlægger kontrolpakke mod social dumping, der blandt andet skal stoppe "to-for-en"-fusk
Foto: Restaurant Tatami
En del af de ansatte på Tatami er importede kinesiske beløbs-kokke
Det skal være sværere for virksomheder, som ikke har rent mel i posen, at omgå reglerne for udenlandsk arbejdskraft. Derfor er regeringen klar med en række nye initiativer, der skal sætte ind over for dem, der snyder.

Kontrolpakken er ikke mindst rettet mod den udbredte snyd med importerede kinesiske beløbs-kokke, som Fagbladet 3F tidligere har afdækket. Hvor typisk manden hos et kinesisk ægtepar opfylder indkomstkravet på 35.000 kroner for at kunne få adgang til at udføre faglært arbejde i Danmark, men hvor det har vist sig at den medfølgende kinesiske kvindelige ægtefælle ikke bare sidder hjemme og venter på at manden kommer hjem fra kokke-jobbet. Nej, hun arbejder også får den danske arbejdsgiver, men helt gratis.

Helt konkret er der stribevis af afsløringer af, at den medfølgende kvindelige ægtefælle reelt også arbejder fuldtids med enten tilberede salater eller tilberede sushi.

Vi må erkende, at den nuværende tilgang er naiv

“Jeg er træt af at læse artikler om snyd og bedrag med udenlandsk arbejdskraft. Vi må erkende, at den nuværende tilgang er naiv. Derfor fremlægger regeringen nu en kontrolpakke imod social dumping. Det vil gavne de virksomheder og lønmodtagere, der overholder reglerne,” siger udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye.

Den samlede lov fremsættes for Folketinget i denne uge.

Krav om dansk bankkonto

Blandt initiativerne er krav om en dansk bankkonto.

Alle udenlandske arbejdstagere, som kommer til Danmark for at arbejde i længere tid, skal således fremover have lønnen udbetalt på en dansk bankkonto – uanset hvilken erhvervsordning de søger arbejds- og opholdstilladelse under.

Samtidig kan løngoder som fri bolig, kost og lignende ikke tælle med i lønnen

Samtidig kan løngoder som fri bolig, kost og lignende ikke tælle med i lønnen, når det skal vurderes, om en person kan få en arbejdstilladelse.

Krav om særskilt arbejdstilladelse

Kontrolpakken indeholder også krav om særskilt arbejdstilladelse.

Der har været eksempler på kinesiske onlineannoncer, som søger udenlandske par, der vil komme til Danmark og arbejde to for ens pris, forstået sådan at kun den ene part i et ægteskab reelt får løn, selvom begge faktisk arbejder for samme arbejdsgiver.

Det vil regeringen forsøge at forhindre ved at stille krav om, at familiemedlemmer – typisk ægtefæller – der arbejder for samme arbejdsgiver som den primære arbejdstager eller i nært beslægtede virksomheder, i de fleste tilfælde skal have sin egen arbejdstilladelse.

Overtrædes denne regel mere end én gang, kan det medføre, at begge personer skal forlade landet.

Formodnings-afslag

Som noget helt nyt vil regeringen indføre begrebet formodnings-afslag.

Regeringen vil således gøre det muligt at afvise en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, hvis der er en formodning om, at ansøgningen om opholdstilladelse ikke er reel, eller at formålet er at skaffe ansøgeren et ophold, som vedkommende ellers ikke ville kunne opnå.

Det kan eksempelvis være, hvis vedkommende tidligere har arbejdet i Danmark uden fornøden tilladelse, eller hvis vedkommendes ægtefælle flere gange er blevet afsløret i ikke at have søgt om en særskilt arbejdstilladelse.

Der kan også gives et afslag, hvis den løn, som den udenlandske arbejdstager er blevet tilbudt, lige netop ligger over beløbsgrænsen men samtidig er mere end 20 % højere end medianlønnen i den pågældende branche. I de tilfælde vil formodningen som udgangspunkt nemlig være, at ansættelsen ikke er reel – medmindre den udenlandske arbejdstagers kvalifikationer tydeligt kan begrunde den højere løn.

Digitale logbøger og kontrolattacher

Regeringen vil samtidig styrke  kontrollen med de udenlandske arbejdstagere og de virksomheder, der har dem ansat.

Styrelsen for International Rekruttering (SIRI) får derfor mulighed for at lave selvstændige, udgående kontroller for ved selvsyn at konstatere, om der er overensstemmelse mellem de oplysninger, som styrelsen har fået fra den ansatte, og den faktiske virkelighed ude på arbejdsstedet.

Styrelsen får kompetence til om nødvendigt at inddrage opholds- og arbejdstilladelsen og melde forholdet til politiet. Det kan eksempelvis ske, hvis SIRI kan konstatere, at en arbejdstager i realiteten udfører andet arbejde, end det der er lagt til grund for tilladelsen.

Herudover vil SIRI få mulighed for at pålægge virksomheder at føre logbog over deres medarbejdere

Herudover vil SIRI få mulighed for at pålægge virksomheder at føre logbog over deres medarbejdere. Altså pålægge virksomheder at foretage digital registrering af oplysninger om deres ansatte.

Samtidig bliver der faste kontrolattachéer på danske repræsentationer i lande, hvor der er behov for en styrket kontrol allerede i ansøgningsperioden. Det vil betyde, at man i længere perioder kan have en person ansat på forskellige ambassader, der kan foretage interviews af folk, der søger arbejdstilladelse i Danmark, og som kan bistå med kontrol af de dokumenter, der indleveres.

Stor sushi-restaurant i Ringsted i søgelyset

Det har i al fald tidligere nærmest virmlet med importerede kinesiske kokke – hentet til Danmark på den såkaldte beløbsordning – på Danmarks måske største restaurant, Tatami Restaurant, i Benløse ved Ringsted.

Det viser dokumenter fra SIRI-kontrolbesøg, som Netavisen Pio har fået aktindsigt i.

Kokkene er indkvarteret i tarvelige, beskidte værelser uden vinduer

Kontrol-dokumenterne viser, at importerede kinesiske beløbskokke og andre importerede udlændinge arbejder til en timeløn helt ned til under 40 kroner. Kokkene er indkvarteret i tarvelige, beskidte værelser uden vinduer.

Styrelsen for International Rekruttering, SIRI, deltog i oktober-november 2017 – sammen med seks politikredse, Skat, Arbejdstilsynet og Center for Menneskehandel (CMM) - i den landsdækkende Aktion Menneskehandel.

Andre intiativer mod social dumping

Lovpakken er det seneste i rækken af initiativer, der skal forhindre social dumping. Sidste år vedtog partierne bag finansloven at fordoble bødestraffen for virksomheder, der ansætter udenlandsk arbejdskraft uden ret til at arbejde. Læs mere  her.

Herudover blev der afsat 245 millioner kroner i perioden 2020-2023 til indsatsen mod social dumping. Læs mere  her.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce