Annonce

Å-profil vil sende Uffe på langfart

Efter valgnederlag vil flere fremtrædende medlemmer af Alternativet have partistifter Uffe Elbæk til at trække sig som partileder.
Folketingsvalget den 5. juni blev en stor skuffelse for Alternativet. Partiet blev både  halveret i mandattal og fik heller ikke de afgørende mandater, som kunne have gjort Uffe Elbæk til kongemager i den rød-grønne blok.

Som følge af det dårlige valgresultat, kræver flere af partiets tidligere folketingsmedlemmer partistifter og politisk leder Uffe Elbæks afgang. Det skriver Jyllands-Posten.

”Jeg tror, Uffe gør klogt i at fortsætte med det, han sagde for et par år siden, nemlig at han nok ville gå af efter næste valg. Det, tror jeg, han skal tage op igen. Både for sin egen og partiets skyld,” siger Christian Poll til Jyllands-Posten og fortsætter:

”Han har iværksat partiet med en kæmpe eksplosion, men nu går det over i en mere drift-agtigt situation, og der kunne være smart at have andre siddende ved roret. Uffe kunne få en anden rolle – f.eks som inspirator og idémager, men ikke en ledende rolle.”

Uffe har rejst meget ud

Christian Poll forestiller sig, at Uffe Elbæk fremover skal have en rolle ”a la’ Mogens Lykketoft (S), der rejser og arbejder i FN”.

”Sådan en ældre herre, der har kastet sig ind i internationalt arbejde. En slags nestor. Noget af det, Uffe har lavet de sidste par år, er jo at rejse meget ud og skabe forbindelse til andre landes grønne partier,” siger han.

Noget af det, Uffe har lavet de sidste par år, er jo at rejse meget ud

Uffe Elbæk er tidligere blevet kritiseret for sine mange flyrejser. I en periode på tre år var Uffe Elbæk på ikke færre end 40 flyrejser til udlandet – på trods af Alternativets politik om at man skal mindske samme.

Partiet bør overveje ny leder

Christian Poll er ikke den eneste af de nu udstemte medlemmer af Alternativet, der offentligt har ønsket partilederens afgang. Også den tidligere politiske ordfører Carolina Magdalene Meier har krævet Uffe Elbæks afgang, efter at hun i sidste uge mistede sin plads i folketinget.

”Jeg håber, man nu i Alternativet laver en grundig analyse og evaluering af, hvad der er sket og gået galt. Og så håber jeg, at man måske tænker over, at der skal komme en ny politisk leder inden for en overskuelig fremtid,” sagde hun i sidste uge til Berlingske og tilføjede, at det har været 'svært' at samarbejde internt i partiet.

Vores hovedproblem har været at forklare, hvordan vi ser klimaspørgsmålet og spørgsmålet om biodiversitet.

Jyllands-Posten har siden valget forsøgt at få en kommentar fra Uffe Elbæk, men han ønsker ikke at stille op. Det gør til gengæld partiets organisatoriske forperson, Poul Brandrup. Han afviser de to tidligere folketingsmedlemmers kritik.

”Vores hovedproblem har været at forklare, hvordan vi ser klimaspørgsmålet og spørgsmålet om biodiversitet. Det er mere kompliceret, end vi fik lov at forklare, når der står 13 partiledere, og der er meget lidt taletid. Og så er der spørgsmålet om regnemodeller, hvor danske økonomer er nogle af de mest bagstræberiske,” lyder hans analyse af partiets udfordringer.

Elbæk fastholder statsministerstrategi

Uffe Elbæk selv har overfor Politiken forklaret, at strategien med at pege på ham selv som statsminister var rigtig, også selvom det måske kostede partiet stemmer. Nu ser partiet i stedet to-tre valg frem, lyder det i et interview med partistifteren.

Han har også skrevet et længere opslag på Facebook, hvor han blandt andet skriver, at der venter partiet en længere evaluering, men at han samtidig påtager ”sig sin del af ansvaret for valgresultatet”:

”Det er enhver politisk leders rolle. Lige som det er min rolle at tage ansvaret for, at vi nu sammen i den nye folketingsgruppe og på tværs af hele organisationen trækker i arbejdstøjet - får evalueret processen frem til valget, ser hinanden i øjnene og får lagt en fælles plan og strategi for hvordan vi kommer videre,” skriver han.

Udover Uffe Elbæk selv består Alternativets folketingsgruppe efter valget af tidligere politisk ordfører Rasmus Nordqvist, beskæftigelsesordfører Torsten Gejl og de to nyvalgte medlemmer Sikandar Siddique og Susanne Zimmer.

placeholder

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet