Her fokuserede Mette Frederiksen på en række udfordringer, som Danmark står over for. Og hun langede ud efter regeringen, som ifølge Frederiksen på en række områder trækker Danmark i den forkerte retning. Men samtidig understregede Frederiksen, at hun ønsker et bredt samarbejde i Folketinget, og at Socialdemokratiet er klar til at arbejde for konkrete løsninger.
Netavisen Pio har samlet fem vigtige budskaber fra Mette Frederiksens åbningstale:
1. Regeringen trækker Danmark skævt
Mette Frederiksen langede ud efter regeringens skatteplan, som ifølge beregninger fra både AE-Rådet og Skatteministeriet har en voldsomt geografisk slagside, idet de rigest kommuner får langt mere ud af skattelettelserne end de fattigste:
”Regeringen har fremlagt sin store skatteplan. Og lad os lige teste den plan i forhold til Ærø. Jeg håber ikke, Ærø har sat næsen op efter meget fra den borgerlige regering. For konklusionen er lige så klar, som den er uretfærdig. Ærø er sammen med Langeland de to kommuner i landet, som får mindst ud af regeringens skatteplan. (…) Helt anderledes ser det ud for Gentofte, for Hørsholm og Rudersdal. Det er de kommuner, der får mest ud af skattelettelserne. Regeringen trækker med andre ord Danmark skævt. Regeringen fører politik for de få. Dem, der i forvejen har.”
2. Velfærd før skattelettelser
Mette Frederiksen gentog også Socialdemokratiet budskab om, at der skal være styr på velfærden, når der de kommende år eksempelvis bliver flere ældre, før man begynder at bruge penge på at sænke skatten:
”Vi bliver nødt til at gå væk fra tidens tro på, at omsorg bare kan effektiviseres. Vi bliver flere ældre i Danmark i de kommende år. Det er godt, det er jeg glad for. Men det koster også nogle penge, hvis vi vil sikre værdighed i vores ældrepleje. Og derfor skal vi gøre tingene i den rigtige rækkefølge. Vi vil gerne være sikre på, at alle kræftpatienter får den rigtige behandling. Og vi vil gerne være sikre på en ældrepleje med tid og værdighed, før vi snakker skattelettelser. Det samme gælder en ordentlig skole for vores børn og en ordentlig uddannelse til vores unge.”
3. Opgør med parallelsamfund
Danmark står over for store udfordringer med parallelsamfund, fortalte Mette Frederiksen. Konsekvenserne ser vi nu i form af blandt andet social kontrol, religiøs radikalisering og bandekonflikt. Det skal der gøres noget ved, lød det fra Frederiksen:
”De muslimske friskoler, der ikke gavner sammenhængskraften og integrationen, skal lukkes. Hvor har vi Venstre i den sag - vil regeringen være med? Vi vil føre fortsat stram udlændingepolitik. Ikke mindst fordi integrationen skal blive bedre. Vi ønsker at fastholde grænsekontrollen, og danskernes tryghed skal sikres i forbindelse med det kommende forsvarsforlig. Vi vil bruge flere penge på tryghed og sikkerhed.”
4. Centraliseringsstop
Mette Frederiksen fulgte også op på sin udmelding på den socialdemokratiske kongres om et opgør med statslige centraliseringer. Regeringen vil nedlægge produktionsskoler, men det er en helt forkert vej at gå, mener Frederiksen:
”Der er blevet centraliseret meget i Danmark. Færre lokalbetjente går på gaden. Unge uden for de store byer har fået færre uddannelser at vælge imellem. (…) Landet bliver nødt til at hænge bedre sammen. Vi vil gerne have en udflytningsplan for velfærdsuddannelserne. Vi vil have uddannet flere lærere pædagoger rundt om i landet. Og vi vil kæmpe imod, at regeringen nedlægger udsatte unges produktionsskoler. Vi vil gerne oprette fire nye skattecentre rundt om i landet med i alt 1.000 nye medarbejdere.”
5. Unge hurtigere ud på arbejdsmarkedet
Mette Frederiksen talte også om manglen på kvalificeret arbejdskraft og kritiserede regeringen for ikke at gøre nok for at imødegå problemet. Et af værktøjer, som Socialdemokratiet har foreslået for at afhjælpe problemet, er her det, som Socialdemokratiet kalder ’kandidatjob’:
”Vi vil også gerne sikre, at nogen af de unge kommer hurtigere ud på arbejdsmarkedet, så vi kan imødegå virksomhedernes behov for arbejdskraft. Som en ny idé skulle vi så indføre kandidatjob. En dygtig ingeniørstuderende skal have mulighed for, efter at have lavet sin bachelor færdig, at komme ud på virksomhederne, få merit for arbejdserfaring og få et retskrav på at kunne komme tilbage og gøre sin uddannelse færdig.”