Åbningsdebat: Mette Frederiksen gik hårdt til Løkke

Bølgerne gik højt – både i salen og på sociale medier - til folketingets åbningsdebat.
I tirsdags åbnede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) Folketinget med sin åbningstale og skød dermed den sidste folketingssamling i gang, forud for det folketingsvalg, der skal finde sted senest i juni 2019.

Torsdag var det så folketingsmedlemmernes tur til at debattere talen og den generelle politiske situation. Og Mette Frederiksen var, som repræsentant for folketingets største parti, den første på talerstolen.

”Socialdemokratiets budskab i dag er enkelt. Det er tid til at sætte velfærden først,” sagde hun, i en tale der især drejede sig om sundhed.

”Tid til omsorg kan ikke effektiviseres,” lød der fra Mette Frederiksen:

”Du kan jo ikke sige til en fødende kvinde, at hun skal føde to procent hurtigere. Eller jo, det kan du godt, men så bliver det nok det sidste, du kommer til at gøre. Derfor foreslår vi at ansætte 1000 sygeplejersker mere,” sagde hun med henvisning til det forslag, som partiet i dag spillede ud.

”Der er blevet færre sygeplejersker på landets hospitaler. Hvis regeringen fortsætter efter valget, vil det kun blive værre. Regeringen fører en politik, der gør velfærd dårligere,” sagde Mette Frederiksen.

Hårde angreb på Løkke

Åbningsdebatten bliver gerne brugt af partierne til at teste budskaber og argumenter til den kommende valgkamp. Og Mette Frederiksen var ingen undtagelse, for hun brugte debatten til at komme med nogle ret hårde angreb på statsministeren. Blandt andet anklagede hun statsministeren for fifle med tal og fakta.

”Når statsministeren påstår, der er investeret 75 milliarder i velfærden, så dækker det over, at han selv har skåret ned.”

”Når statsministeren tager æren for akutlæge-helikoptere, så viser det sig, at de blev indført først af Thorning-regeringen og siden af Dansk Folkeparti. Går den så går den.”

”Inden vi når valgkampen, har statsministeren sikkert påstået, at det i virkeligheden var Anker Jørgensen, der skrev ”Fra socialstat til minimalstat”,” lød det fra Mette Frederiksen.

 

Krig på Twitter

Mette Frederiksens tale affødte en længere kamp på Twitter mellem folketingsmedlemmer og ministre fra Socialdemokratiet og Venstre. Begge partier havde på forhånd produceret videoer og grafikker der understregede både deres egne budskaber, men også angreb på modstanderne.

Folketingsmedlem Morten Bødskov delte blandt andet denne kommentar, som fik Lars Løkke til at beskylde Bødskov for at dele ”propaganda”.

At der var blevet færre sygeplejersker på landets hospitaler, afviste finansminister Kristian Jensen på Twitter. De er flyttet til andre opgaver i eksempelvis kommunerne.

Åbningsdebatten fortsatte dagen igennem.

 

 

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook