Åh nej, ikke flere nye partier

Løkkes genfødsel som midterpolitiker giver kun mening som et opgør med den politik, han selv har stået for hele sit liv.
Det er svært ikke at få medlidenhed med Jakob Ellemann-Jensen. Man forestiller sig venstreformanden stå nytårsaften med en sjov hat og med et fromt ønske om, at 2021 må byde på mindre modgang end det foregående år.

Midt i tømmermændene dagen efter kommer nyheden om, at Lars Løkke Rasmussen har meldt sig ud af det parti, han har været medlem af i 40 år og formand for i 10.

Hvad Løkke finder på herfra er ikke godt at vide

Hvad Løkke finder på herfra er ikke godt at vide. Han taler solen sort på Twitter og nyder tydeligvis at drive gæk med de politiske journalister, der spekulerer som gale på hans næste træk. Løkken er lunefuld.

placeholder

Brænder de sidste broer

Det logiske træk ville være at stifte et nyt parti. Ellers giver det ikke mening, at Løkke leverer en afskedssalut i BT i form af en klumme, der til forveksling ligner et partiprogram.

Løkke brænder i disse dage de sidste af de broer, han havde tilbage til sit gamle parti

Løkke brænder i disse dage de sidste af de broer, han havde tilbage til sit gamle parti.

Projektet lyder som noget i retning af Det Radikale Højre: et pragmatisk midterparti befriet for skingerheden og den akademiske bedrevidenhed og med det formål at holde yderfløjene uden for indflydelse.

Blå blok er en rodebutik

Ideen er sådan set ikke dårlig. Blå blok er ved at gå til i selvradikalisering.
 
Pernille Vermund har overtaget Pia Kjærsgaards trone som dronningen af mopsethed. LA og DF er stadig til tælling, og imens håber Søren Pape, at ingen opdager, at hans folketingsgruppe stikker ideologisk i alle retninger.

Og Venstre? De vil ikke være med i et politiforlig til mange milliarder kroner, hvis det betyder dyrere jagttegn. Det hele er en rodebutik.

En postgang for sent

Problemet med Løkkes projekt er, at det kommer en postgang for sent. For den politik Lars Løkke vil gøre op med - ja, den er hans egen. Han var nemlig fra start til slut kongen af blokpolitik.

For den politik Lars Løkke vil gøre op med - ja, den er hans egen

Alle de store forlig blev i hans tid rutinemæssigt klappet af med højrefløjen.

Det var en selvstændig pointe, at holde socialdemokraterne uden for indflydelse. At man dermed også ignorerede de mange røde vælgere, rørte Løkke en papand.

Alt det står i kontrast til den nuværende regering, der har lavet flere store forlig hen over midten.

Løkkes skræmmebillede af et Socialdemokrati, der dirigeres rundt af den yderste venstrefløj, har ikke materialiseret sig andre steder end i Venstres egen propaganda.

For Løkke er Løkke altid kommet først

Derfor er det mildest talt også skamløst, når Løkke, i det øjeblik magten var ved at glide ham af hænde, pludseligt lod sig genføde som samarbejdets og kompromisset mand.

Ikke desto mindre må man bare erkende, at hans forslag om en SV-regering havde folkelig bundklang. Venstre gik til alles overraskelse markant frem ved valget sidste år. Derfor skal man også passe på med at dømme Løkkes projekt ude.

Få politikere har hans fornemmelse for folkestemninger, og Ny Alliance viste i sin tid potentialet for et nyt centrum-højre parti.

Endnu et hårdt slag mod Ellemann

Desperadoen Løkkes seneste stunt er endnu et hårdt slag mod Jakob Ellemann-Jensen.

Hvis Inger Støjberg og Lars Løkke deler gården imellem sig, så er det svært at se, hvad der står tilbage til Uffe Ellemann-Jensens unge arving.

På den korte bane kunne det godt ligne en gave til Mette Frederiksen, hvis turban efterhånden ikke har plads til flere appelsiner, i form af borgerlige selvmål.

Det blå mylder er småpartier er et svaghedstegn

Men på sigt er der ikke noget at fejre. En god regering har brug for en god opposition, og det blå mylder af småpartier er et svaghedstegn ved parlamentarismen.

Samtidig er det trist at se Venstre ødelægges af intern ballade. Man ligger som man har redt, men Venstre har alligevel på godt og ondt altid været forankret i en folkelig bevægelse. Højskoler, andelsbevægelse, gymnastikforeninger.

Det borgerlige mod- og medspil til arbejderbevægelsen.

Alt dette er Løkke parat til at sætte over styr i hævnrus over det ydmygende forløb, hvor han blev væltet som formand

Alt dette er Løkke parat til at sætte over styr i hævnrus over det ydmygende forløb, hvor han blev væltet som formand.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

"Miskendt geni"-partier har historisk set klaret sig dårligt i Danmark, og en personkult omkring Lars Løkke Rasmussen kan næppe vække synderlig begejstring.

Bravo Chefredaktør Niels Jespersen fremragende journalistik, håber Lars Lykke glider ud i glemslen og ikke bliver hevet op igen, af Venstre pengemænd/damer som der før har klædt ham på!

Normalt er jeg ikke enig i Løkkes erkendelser, men det at venstre har ikke brug for mig mere, er helt korrekt forstået. De broer er brændt ned. Gå dog med lidt ære i behold, og søg erhverv udenfor borgen, han er der jo ikke alligevel, hæver sin løn for hvad?? Det er pinligt og skamfuldt det han er i gang med.

Chefredaktøren finder at mange partier er en svaghed ved parlamentarismen. Gad vide om han tænker på den amerikanske og britiske form for parlamentarisme som et bedre alternativ, hvor to partier fuldstændig dominerer den politiske dagsorden, begge steder med kaos til følge.
Han skulle måske osse lige overveje om han er enig med statsministeren, der har dekreteret decentralisering.
De fleste er vist enige om, at en af grundene til, foruden at vi er små befolkningsgrupper, har et pluralistisk system med mange partier, der sikrer stor lydhørhed til forventninger fra ‘folket’.
Den første gang S for alvor rendte ind i folket var i slutningen af 1950’erne, hvor S rendte ind i de første strømninger, der senere blev til ungdomsoprøret. Ungdomsoprøret var netop opgøret med et parti, der havde fået den idé, at de altid vidste bedst. Det tog tresserne og en god del af 70’erne at få partiet pillet ned fra piedestalerne, og i samme periode dukkede et hav af partier op og skabte en ny retning. Denne udvikling blev sat over styr i løbet af halvfemserne og endelig slået ihjel i 00’erne, men at satse på at vi skal have et to-parti-system i landet vil være galimatias. I stedet bør vi arbejde stærkt på at få udviklet et demokratisk system der bedre afspejler den aktuelle befolningssammensætnings holdningsmæssige forståelse, og det kan kun ske ved at nedlægge de gamle partier og konstruere andre, der er baseret på nutidens forventninger til et lykkeligt liv i en fremtid, hvor det er klimakamp, omlægning af økonomien så den kan rumme en befolkning, der ikke længere kan leve med det ‘ret og pligt’-begreb, som statsministeren holder op for os. I det ligger jo idéen om, at det er gennem din deltagelse i arbejdslivet du opnår retten til at stille krav.
Når nu arbejdslivet fremover pga robotisering etc. afskaffer menneskearbejdspladser, hvad er det så lige, der vil give mulighed for at opfylde sin pligt for at kunne kræve sin ret.
Denne transformation løses bedst i et deltagerdemokrati, hvor samspillet mellem borgerne og deres repræsentanter bliver omdefineret, og det sker bedre gennem mange partier end gennem to partier, der står stejl over for hinanden i en ‘blodig’ kamp om magten. Og så vil en sådan udvikling iøvrigt være i betydelig bedre overensstemmelse med den nordiske tradition, der har gjort os rige.
Så chefredaktør, du må på omskoling, hvis du fortsat skal sikre Pio Pio’s relevans. De venligste hilsner fra Borgerinitiativet Direkte Demokrati.

Niels Jespersen....En god leder som giver stof til eftertanke. Blandt dine udsagn hæfter jeg mig især ved udsagnet:
" En god regering har brug for en god opposition, og det blå mylder af småpartier er et svaghedstegn ved parlamentarismen." Jeg har mit stå-sted på højrefløjen, men jeg har altid tænkt det du her skriver. På den nuværende højrefløj kan jeg ikke finde ret mange politikere, som viser sig villige til at tage ansvar og samarbejde i bestræbelserne for at begrænse følgerne af den nuværende coronakrise. Tværtimod ser jeg partier/politikere på højrefløjen som er mest forhippet på at vælte regeringen uden skelen til, at deres manglende samarbejdsvilje uvægerligt medfører flere corona-relaterede dødsfald end "nødvendigt" Måske ville en "trussel" om et nyt parti der er fokuseret på at samarbejde hen over midten ligefrem være et wake-up-call for Venstre og det - lige pt. konfliktsky - konservative.

Annonce