Annonce

Advokat bekræfter: Korrekt at Lars Løkke var ledsager for Solrun

Advokat for Solrun, Karoly Németh: ”Man kan spinde mange ender over, om det var klogt af Lars”
Statsminister Lars Løkke (V) deltog i et fagligt møde i forbindelse med en faglig strid mellem Løkkes hustru, Solrun Rasmussen, og hendes nu tidligere arbejdsplads, Balletskolens Læseskole.

Det bekræfter Solrun Rasmussens advokat, Karoly Németh, nu over for Netavisen Pio.

Hidtil har statsminister Lars Løkke og Solrun Rasmussen nægtet hverken at af- eller bekræfte, om Lars Løkke deltog i et fagligt møde i sagen sidst i februar – sådan Ekstra Bladet afslørede 23. april.

Men nu bekræftes oplysningen officielt for første gang af en person, der har indsigt i selve sagen.

Lars og Solrun er tæt på hinanden, og så tog han i den situation med til mødet

”Han (Lars Løkke, red.) har ledsaget sin hustru i en vigtig sammenhæng, her altså, hvor det drejede sig om en drøftelse af hendes ansættelsesforhold med hendes arbejdsplads. Det er ikke unaturligt, at man går med sin kone i afgørende situationer.  Lars og Solrun er tæt på hinanden, og så tog han i den situation med til mødet. Man kan spinde mange ender over, om det var klogt af Lars. Men sådan er det,” siger Karoly Németh til Netavisen Pio.

Németh understreger, at han ikke bryder sig om ordet ”bisidder” om Lars Løkkes rolle under det faglige møde sidst i februar, hvor rektor for N. Zahles Gymnasieskole, Anne Birgitte Klange, en repræsentant for Danmarks Private Skoler, Solrun Rasmussen og Lars Løkke deltog. N. Zahles Gymnasieskole har det administrative ansvar for Balletskolens Læseskole.

”Jeg synes det vil være mere rigtigt at bruge udtrykket, at Lars Løkke ”ledsager” sin hustru under mødet. Eller at han har deltaget i mødet som ægtefælle. Udtrykket ”bisidder” er en forkert terminologi. ”Bisidder" det er noget man anvender ved kommissionsdomstole og den slags."
Ekstra Bladet skylder et genmæle

Der har været udbredt kritik af, at Lars Løkke deltager i sådant møde, fordi han jo samtidig er regeringschef….

”Jo, men Lars Løkke har jo også lov til at være en privatperson. Lars optræder ikke som regeringschef, han optræder som privatperson, Solruns mand. Det har man da lov til. Om det så er klogt eller ej, det skal jeg ikke uddybe her.”

Det har man da lov til. Om det så er klogt eller ej, det skal jeg ikke uddybe her

Hvorfor valgte Solrun Rasmussen ikke at tage stedets tillidsmand med til det faglige møde med skolens ledelse?

”Det tør jeg ikke sige, man kunne måske med større ret spørge: Hvorfor valgte hun ikke at tage mig med? Men jeg er simpelt hen ikke blevet rådspurgt. Jeg var ikke involveret i vilkår eller noget. Jeg kom først ind over senere, hvor jeg har talt med Lars og Solrun. Lars var stærkt irriteret over Ekstra Bladet.”

Karoly Németh vil anbefale sin klient Solrun Rasmussen at klage over Ekstra Bladet til Pressenævnet:

”Hvis det står til mig, så stopper sagen ikke her, men det har jeg ikke drøftet endnu med Lars og Solrun. Men Ekstra Bladet skylder et genmæle. Det Ekstra Bladet skrev den anden dag (At hun ikke blev fyret, men i stedet fratrådte efter fælles aftale, red.), var ikke et genmæle i juridisk forstand. Min anbefaling over for Solrun vil derfor være, at de går til Pressenævnet.”

Opdatering: Hele samtalen med advokat Karoly Nemeth er optaget.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet