I HAVE TO BE PERFECT står der tatoveret på den 38-årige Gudrun Hasles arm. Som en daglig påmindelse om, at middelmådigt ikke er godt nok.

Gudrun Hasle har opnået mange ting i sit liv: Hun er mor til to, er uddannet fra Kunstakademiet og er i dag en anerkendt konceptuel kunstner, der eksperimenterer med broderier, tekster, tegninger og performances, som er blevet udstillet og opført i både ind- og udland.

Men det var ikke givet, at hun skulle nå hertil.

For som helt ung blev hun indlagt på psykiatrisk hospital, efter at have skåret i sig selv og eksperimenteret med, hvor mange hovedpine- og vitaminpiller hun kunne sluge. Hun blev diagnosticeret med en personlighedsforstyrrelse og kom på opholdshjem.

”Jeg har oplevet ret meget i mit liv. Men det interessante for mig er, at jo mere personlige mine værker er, jo mere almene bliver de. For mine følelser af ikke at kunne slå til, er noget som alle på en eller anden måde kender.”

Gudrun Hasle inviterer indenfor i sit hjem på Griffenfeldtsgade på Nørrebro, hvor hun fortæller om sin kunst og sit liv.

Jeg vil have diskussionen om, hvad det perfekte er
Gudrun Hasle forklarer, at tatoveringen på hendes arm er en slags evig performance, der har fulgt hende rundt i verden.

”Jeg vil gerne have diskussionen om, hvad det perfekte er. Det er jo en af grundene til, at man bliver syg som ung. Man vil så gerne kunne det hele og så kan man ikke. Man vil gerne have masser af venner og være smuk og så kan man ikke. Man kan få så meget ophobet smerte, at man bare har behov for at give udtryk for det. Det er der, hvor selvskade kommer ind.”

Gudrun Hasle forklarer, at hun skaber værker, hvori beskueren kan spejle sig selv:

 Man kan spejle sig selv, fordi jeg er ærlig.”

I 2012 lavede hun udstillingen ’Modsmerte’, der blandt andet handlede om ’cutting’ - at skære i sig selv. ”Andre cuttere kunne genkende for eksempel en bestemt måde at sidde på og skære i sig selv. For os var det ret banalt, selvom det måske kan virke vildt for folk, der ikke er syge.”

Hun understreger, at værkerne ikke er selvterapi, men at hun prøver at gøre det modsatte af, når folk tager selfies og deler dem på nettet:

Det er falsk, når man tager billeder af sig selv for at vise, hvor godt man ser ud."

"Men hvis man derimod tager filtrene af og viser sine strækmærker efter fødslen føler mange en lettelse; gud sådan ser hun ud, og sådan ser jeg også ud. Ærlighed kan dæmpe den følelse af ensomhed, der er i vores samfund.”

Jeg insisterer på at skrive, selvom jeg ikke kan
Gudrun Hasles sorte køkkengulv er bemalet med blå tekst, der i kronologisk form fortæller om hendes livsforløb. Vi rykker rundt på køkkenstolene for at kunne slå ned på de særligt hårde teenageår:

”Jeg fik mit første angstanfal. En dag kunne jeg ikke holle op med at grad. Min far kom og hented mig. (…)”

Hele familien går nu dagligt på hendes smertefulde erindringer som er nedfældet på gulvet i den ordblinde kunstners helt eget sprog. Hun arbejder ofte med tekst i sine værker, fordi hun har indset, at hendes ukonventionelle stavemåde rammer noget i folk, som bliver tvunget til at tage sig ekstra tid foran hendes værker, hvis de vil forstå hendes tekster.

”Beskueren er tvunget til at kæmpe for at læse mine tekster. Jeg vender lidt magten på hovedet, og gør min svaghed til min styrke. Jeg gør sproget til mit eget og insisterer på retten til at skrive, selvom jeg egentlig ikke kan.”

For Gudrun Hasle er det også en politisk kamp: ”Det at udtale sig, selvom man ikke gør det på den ’rigtige måde,’ det er også en demokratisk kamp, som handler om, at de der træder lidt uden for det normale, eller som lever med en form for begrænsning, også skal have en stemme i samfundet.”

Nye regler gælder
I dag har Gudrun Hasle fundet sig til rette med sin fortid og visse af hendes værker afspejler tydeligt, hvordan forventningerne til hende selv har ændret karakter.

I et broderi fra 2012, Ruls befor /ruls now, beskriver hun, hvordan hun før havde lov til at beskadige sig selv langsomt, men kun  måtte spise 25 hovedpinepiller: I MA HARM MY SELF SALF SLOV, I MA TAKE NO MORE THAN 25 ASPIRIN. Reglerne for i dag er mere almene og kredser om, at hun skal se godt ud, træne og have en karriere, som ser godt ud på papiret.

Alle Gudrun Hasles mange regler er ikke bare hendes egne, forklarer hun. Det er regler, som de fleste mennesker føler, at de skal leve op til.

”Det er svært at sige, hvor reglerne kommer fra. De kommer nok både fra os selv og fra samfundet. Jeg italesætter dem bare. Vi bliver nødt til at være bevidste om dem, for at kunne ændre på dem.”

Hun tilslutter sig absolut 70ernes feministiske parole om, at det personlige er politisk: ”Dengang genfortalte man sin historie for at man selv kunne se mening i den, men også for at ens medsøstre kunne finde mening i den.”

”Kunsten kan noget særligt. Fordi den kan sætte tiden ned og den kan skabe en rummelighed, så vi ikke træder så meget på os selv, at vi ikke længere kan trække vejret,” forklarer Gudrun Hasle.

 

 

Netavisen Pio har startet en fredagsserie om kultur & dannelse. Vi interviewer en række kulturelle aktører, som skal give deres bud på, hvad vi skal med dannelse og kultur i dag.

Dagens interview med Gudrun Hasle er fjerde interview i serien.