AfDs sejr er de vesttyske partiers egen skyld

Tysk Politik

AfDs sejr er de vesttyske partiers egen skyld

Valgresultatet i Østtyskland skyldes den store utilfredshed, som rigtig mange borgere i det tidligere DDR stadig har

Til venstre ses i blåt hvor AfD var størst ved søndagens valg. Til højre det gamle DDR og Vesttyskland
Billedtekst

Til venstre ses i blåt hvor AfD var størst ved søndagens valg. Til højre det gamle DDR og Vesttyskland

Foto: Wikkimedia Commons/ Alexrk2/ZDFheute/ Die Bundeswahlleiterin Fotografik: Lea Damsgaard Lyng
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

AfD stormede ind i Forbundsdagen med lige over 20 procent af stemmerne, men i de tidligere østtyske stater fik de op mod 40 procent af stemmerne.

Betyder det, at godt og vel halvdelen af borgerne i Thüringen lige pludselig er blevet ekstremister, som vil skyde flygtninge ved grænserne selvom de er børn, som Beatrix von Storch fra AfD engang svarede ja til?

Selvfølgelig gør det ikke det, det betyder at godt og vel halvdelen af vælgerne i disse delstater ønsker at råbe resten af landet op, problemet er bare, at de ikke lytter.

Og hvem kan bebrejde dem? Man taler stadig om mentale mure og opdeler sig i øst- og vest, dog mest i vest med fokus på øst.

Man er med andre ord stadig ikke genforenet.

Især østtyske mænd anses som værende dårlige demokrater fordi de stemmer på AfD

En vesttysk opfindelse

I 2022 skrev Dirk Oschmann en artikel i den tyske avis FAZ en artikel omkring hvordan vesttyskerne føler sig demokratisk overlegne og ser ned på østtyskere og det, de kommer fra.

Artiklen vakte en del postyr i tysk presse og blev i 2023 til bogen med navnet ”Der Osten – Eine Westdeutsche Erfindung”, som på dansk bedst kan oversættes til ”Østtyskland, en vesttysk opfindelse”.

Her fremhæver han, hvordan der konsekvent bliver talt nedladende og som om, at de ikke rigtig hører til og skal demokratiseres, hvordan der ikke var tale om en genforening, men snarere om en overtagelse og hvordan østtyskere, og især østtyske mænd, anses som værende dårlige demokrater fordi de stemmer på AfD og det, der er værre.

Det er der desværre nogle alt for gode pointer i og det endda på allerhøjeste niveau i Tyskland.

Laschet: "DDR har ødelagt folks hoveder"

En tikkende bombe

Tilbage i 2016 udtalte Armin Laschet, den daværende næstformand og senere kanslerkandidat for CDU, i debatprogrammet Hart aber Fair at: "DDR har ødelagt folks hoveder. Hele regioner har aldrig lært at udvise respekt for andre mennesker."

Et andet eksempel, som Dirk Oschmann kommer ind på, er brugen af ordet ”ticken”, på dansk ”at tikke”, ligesom et ur, eller en atombombe.

Det er et ord som den tyske presse ret ofte har brugt om de tidligere DDR-stater.

På tysk har dette normalt ikke en særlig positiv klang, således betyder "Jemand tickt nicht richtig" på dansk, at man ikke er helt rigtig oppe i hovedet, altså helt i tråd med hvad den tidligere kanslerkandidat udtalte.

Alligevel bruges ordet ret tit i artikler og tv om folk i Østtyskland.

Han nævner selv nogle programmer fra Spiegel TV, men vi skal ikke længere tilbage end til den 18. november 2024 hvor avisen Die Welt havde en artikel med overskriften ”Warum der Osten so anders tickt”, som i øvrigt handler om hvorfor så mange østtyskere synes at være ligeglade med frihed og søger et svar fra en DDR-ekspert.

Folk vender sig mod et parti som AfD, der lytter til dem og deres bekymringer

Andenrangsborgere i eget land

Kunne man forestille sig det omvendte, altså en ekspert i det gamle Vesttyskland? Naturligvis ikke.

Er der så egentlig noget at sige til, at disse folk vender sig mod et parti som AfD, der lytter til dem og deres bekymringer?

Faktum er, at rigtig mange Østtyskere føler sig oversete og som andenrangsborgere i deres eget land.

Det har efterhånden været et tema i små 35 år, altså siden de to tysklande blev genforenet.

DDR bestod i 45 år, hvilket vil sige, at om 10 år har de “nye” delstater i Øst eksisteret ligeså længe.

Spørgsmålet er, om det med søndagens valg er gået op for resten af de tyske partier, at de måske også er nødt til at lytte til borgerne i det tidligere DDR?

Læs mere om:

Kommentarer

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Fredag den 28.02.2025 - 17:49

Det kan jo starte med at betale samme løn for samme arbejde i vest og øst tyskland. Genforeningen af Tyskland var helt og aldeles en vesttysk overtagelse af østtyskland, som blev komplet udraderet. Alt hvad der var penge værd blev opkøbt af kapitalstærke vesttyskere, mens østtyskerne måtte se måbende på at det liv de kendte forsvandt over en nat.

Indsendt af Bettina Hestbek (ikke efterprøvet) den Fredag den 28.02.2025 - 18:21

Det skal måske lige understreges, at "artiklen" er udtryk for en holdning (en personlig opfattelse begrundet i andre personlige opfattelser). Fint skrevet, men altså biased.

Indsendt af Niels Duus Nielsen (ikke efterprøvet) den Fredag den 28.02.2025 - 19:36

En holdning kan sagtens afspejle kendsgerningerne, Bettina Hestbek. Har du noget som helst belæg for at kalde Freja Madeleine Steins for "biased"? Jeg ser intet tendentiøst i artiklen, tværtimod er det en fin analyse af virkeligheden som den former sig i Tyskland i disse år. Har du nogle argumenter?

Indsendt af Bettina Hestbek (ikke efterprøvet) den Søndag den 02.03.2025 - 14:35

Som svar til af Niels Duus Nielsen (ikke efterprøvet)

Det første argument er, at det er en subjektiv analyse uden henvisning til empiri. Subjektivitet er er altid biased. Det andet argument er,var overskriften er en påstand, der afslører, at der er knyttet følelser til holdningen. Det er helt ok, det bør bare understreges. Det var ikke et angreb.

Indsendt af Bettina Hestbek (ikke efterprøvet) den Søndag den 02.03.2025 - 14:36

Som svar til af Niels Duus Nielsen (ikke efterprøvet)

Det første argument er, at det er en subjektiv analyse uden henvisning til empiri. Subjektivitet er er altid biased. Det andet argument er,at overskriften er en påstand, der afslører, at der er knyttet følelser til holdningen. Det er helt ok, det bør bare understreges. Det var ikke et angreb.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.