Mikrofonholderne. Siden Venstres finanslovsforslag blev fremlagt i sidste uge, har der været en heftig debat i medierne om den bebudede nulvækst vil føre til færre offentligt ansatte og et ringere velfærdsniveau.

Mens såvel universiteternes økonomer og Finansministeriets beregninger har afvist, at nulvæksten kan gennemføres uden at det fører til forringelser og besparelser, har borgerlige debattører og lederskribenter heftigt forsvaret synspunktet om, at velfærdsniveauet sagtens kunne følge med den demografiske udvikling til trods for besparelser i budgettet.

Efter at artiklen således har fremlagt en de tal, som Ole Birk Olesen selv har fremskabt, får han altså lov til selv at kommentere på dem. Denne manøvre svarer til, at en fodboldspiller selv fik lov til at placere bolden lige foran målet og derefter fik førsteret til at sparke til den.

Endnu et kapitel til den denne kampagne bragte Børsen forleden under overskriften ’Nulvækst lukker VK’s budgethul. Artiklens pointe er, at en nulvækst i de offentlige budgetter frem mod 2020 – som Venstre og De Konservative har bebudet – vil være fuldt ud i overensstemmelse med den 2010-plan, som Nyrup-regeringen fremlagde i 2001. Den underforståede pointe, der fremføres mellem linjerne, er dermed, at nulvæksten umuligt kan være problematisk og nærmest må karakteriseres som kernesocialdemokratisk.

Artiklen ignorerer dog væsentlige hovedelementer i Nyrup-regeringens 2010-plan til fordel for et enøjet fokus på antallet af offentlige ansatte, hvormed Børsens journalister træder ind i rollen som mikrofonholder for de borgerlige.

Netavisen Pio analyserer her, hvordan Børsen konsekvent har ignoreret fakta og vinklet sin artikel til fordel for en borgerlig dagsorden.

1. En partisk kilde udgør artiklens fundament

Når man indledningsvist slår op på artiklen i Børsen får man let indtryk af, at artiklen baserer sig på uvildige neutrale beregninger foretaget af Finansministeriets embedsmænd. Disse beregninger viser, at det offentlige forbrug steg mere i 00’erne end Nyrups 2010-plan krævede, hvorimod nulvækst frem mod 2020 vil få økonomien ’tilbage på sporet’.

Men først længere nede i artiklen fremgår det, at kilden i virkeligheden er beregninger, som Ole Birk Olesen (LA) har bedt Finansministeriet om at gennemføre.

Som læser sider man tilbage med det klare indtryk, at journalisterne ikke engang har læst 2010-planens resumé på side to. Når en boganmelder ikke har læst det værk, han skal vurdere, skyder bedømmelsen ofte ved siden af.

Kilden til historien er med andre ord en liberal politiker fra et parti, der har gjort det til deres erklærede mål at sætte den fælles velfærd på skrump. Ole Birk Olesen har med andre ord en selvstændig interesse i at fremstille sin side af sagen: ”Ofte bliver det fremlagt, som om nulvækst er noget meget drastisk noget, men det er faktisk et meget moderat og pragmatisk forslag. Finansministeriets beregninger viser, at med det overforbrug, vi har haft på budgetterne igennem 00’erne, så er nulvækst bare det, som får Danmark tilbage på det spor, som blev lagt fra starten”.

Efter at artiklen således har fremlagt en de tal, som Ole Birk Olesen selv har fremskabt, får han altså lov til selv at kommentere på dem. Denne manøvre svarer til, at en fodboldspiller selv fik lov til at placere bolden lige foran målet og derefter fik førsteret til at sparke til den.

Netop fordi hele det fundament for artiklen, som burde være sagligt, kommer fra en partisk kilde, burde journalisterne være ekstra varsomme. Først og fremmest burde de fremlægge de forudsætninger, som indgik i Ole Birk Olesens henvendelse til Finansministeriet. Svaret afhænger oftest af, hvordan man spørger. Men journalisterne burde især selvstændigt opsøge andre vinkler og kilder på historien, da grundlaget på forhånd er så skævt.

2. Anmelderen har ikke læst bogen

Ole Birk Olesens ’beregninger’ – og dermed artiklens overordnede ramme - baserer sig på den 2010-plan, som ”Nyrup-regeringen oprindeligt havde udstukket” for den fremtidige udvikling i dansk økonomi. Planen fremstilles i artiklen som den neutrale og sagligt rigtige politik, som både Nyrup- og Fogh-regeringen var enige om – og den nuværende finanspolitik derfor bør tage udgangspunkt i.

Da 2010-planen står så centralt i artiklen, kunne man forvente, at journalisterne ville dykke bare en smule ned i planes hovedelementer og konkrete detaljer.

I forhold til 2010-planen er der altså et underskud på beskæftigelsen efter VK-regeringen på ikke mindre end 170.000, hvormed blot ét hovedpunkt i 2010-planen er brudt. Dertil kommer et stigende sygefravær og ny statsgæld.

Men som læser sider man tilbage med det klare indtryk, at journalisterne ikke engang har læst 2010-planens resumé på side to. Når en boganmelder ikke har læst det værk, han skal vurdere, skyder bedømmelsen ofte ved siden af.

Eksempelvis er to hovedpunkt i 2010-planen, at statsgælden afvikles og beskæftigelsen stiger med 100.000 personer. Derudover skal blandt andet sygefraværet nedbringes. Tilsammen skal dette sikre, at der er rum i økonomien til at håndtere det stigende økonomiske pres, som opstår, når der er flere ældre på pension og færre yngre i arbejde. Hvis planen skal holde, skal disse hovedelementer med andre ord være opfyldt.

Problemet er blot, at dette ikke just har været tilfældet de sidste ti år. Hvor 2010-planen eksempelvis kræver, at beskæftigelsen skal stige med 100.000 personer, er udviklingen under VK-regeringen gået den modsatte vej. I 2001 var beskæftigelsen således på 2.672.000, mens den sidenhen er faldet med 70.000 personer til 2.605.000 i 2013.

I forhold til 2010-planen er der altså et underskud på beskæftigelsen efter VK-regeringen på ikke mindre end 170.000, hvormed blot ét hovedpunkt i 2010-planen er brudt. Dertil kommer et stigende sygefravær og ny statsgæld.

Dette har ikke blot den konsekvens, at skatteindtægterne falder, men også at en større del af det offentliges indtægter skal bruges på passive pengeoverførsler i stedet for service i form af uddannelse, sundhed og ældrepleje. Når det offentlige forbrug skal bruges til at forsørge flere samtidig med, at velfærdsniveauet skal fastholdes, kan det alt andet lige ikke undre, at det koster flere penge.

Artiklen burde som minimum sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor Venstre først ’tager initiativ til’ budgetloven i deres tiende regeringsår, når det offentlige forbrug har været højere end planlagt i de forgangne ni år.

3. Manglende spørgsmål

Da artiklen starter med at fastslå, at nulvækst er i fuld overensstemmelse med Nyrup-regeringens 2010-plan, er vinklingen lagt på forhånd: De politikere, der bakker op om ambitionen om nulvækst, er saglige realister, mens Socialdemokraternes finansordfører Jesper Petersen indirekte fremstilles som en person, der nægter at forholde sig til virkeligheden.

Denne rollefordeling forstærkes af, at der ikke stilles ét eneste kritisk spørgsmål til de to borgerlige politikere, Ole Birk Olesen (LA) og Peter Christensen (V), der udtaler sig til artiklen. Eksempelvis udtaler Venstres finansordfører, at ”der er jo ingen tvivl om, at der var en tendens til, at man brugte flere penge, end der var aftalt, især kommunalt og regionalt. Og der er jo også derfor, at vi tog initiativ til at lave den budgetlov, som den nuværende regering har overtaget, og som (..) gør, at man skal overholde budgetterne”.

Bemærk den lille sætning ’tog initiativ til’, der fremstiller Venstre som et parti, der med en resolut vilje satte sig for at få magt over et ustyrligt offentligt pengeforbrug, som regeringen ikke havde nogen andel i. Faktum er, at de skiftende finansministre fra Venstre aktivt bidrog til en uansvarlig finanspolitik og at budgetloven åbenbart var en idé, der fremkom så sent i deres regeringstid, at de ikke engang nåede at fremlægge et lovforslag om den i Folketinget.

Det kan kun karakteriseres som det mest langsomme reaktionsmønster, en dansk regering har formået over for et problem, som de åbenbart kendte alt til. Her burde artiklen som minimum sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor Venstre først ’tager initiativ til’ budgetloven i deres tiende regeringsår, når det offentlige forbrug har været højere end planlagt i de forgangne ni år.