Afslutningsdebat: ”Statsministeren kæmper mod vindmøller”

Socialdemokratiets Mette Frederiksen indledte Folketingets afslutningsdebat med blandt andet at efterlyse større ambitioner på det grønne område
Klokken 8.00 onsdag morgen tog folketinget hul på den traditionsrige afslutningsdebat. Her går først statsministeren og siden partiformændene eller de politiske ordførere på talerstolen for at opsummere årets gang i Folketinget og se frem mod det nye folketingsår.

Debatten er særligt interessant i år, da det formentlig bliver den sidste afslutningsdebat inden folketingsvalget.

Den første partiformand på talerstolen var Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, der blandt andet sagde følgende:
1) Statsministeren slås mod vindmøller

Mette Frederiksen gjorde i sin tale meget ud af den grønne dagsorden. Hun kritiserede blandt andet regeringen for at have forsøgt at stikke en kæp i hjulet på udbygningen af vindenergi, blandt andet i forbindelse med, at regeringen i 2016 ville droppe opstillingen af de kystnære vindmøller.

”Nu vil det selvfølgelig være frækt at sammenligne statsministeren med Don Quijote. Men statsministeren er slået til ridder. Set på en hest op til flere gange. Og glad for at slås imod vindmøller. Bogstavelig talt. Desværre. Regeringen har tidligere forsøgt at aflyse nye havvindmøller i Vesterhavet. 6.000 arbejdspladser var i fare. Den grønne omstilling ville blive sat tilbage. Utrygheden bredte sig i dansk erhvervsliv. Var Danmark overhovedet et godt land at investere i? Sammen med SF og Det Radikale Venstre lykkedes det os at bevare de kystnære havvindmøller.”
2) Energipolitik skal handle om mere end afgiftslettelser

Mette Frederiksen sagde, at hun så frem til forhandlingerne om et nyt energiforlig. Her gjorde hun det klart, at der skal ske ændringer i forhold til de udspil, regeringen har lagt frem.

”Nu skal vi så forhandle et nyt energiforlig. For os socialdemokrater handler energipolitik først og fremmest om at få mere ren energi. For regeringen handler energipolitik mest om at sænke elafgiften. Jeg håber, vi kan lave et bredt forlig på energiområdet. Med flere havmøller, renere biler, bygninger, hvor varmen ikke suser ud gennem utætte vinduer. Med andre ord: En anden politik end den, regeringen fører.”
3) Samarbejde med DF har gavnet lejere og lønmodtagere

Mette Frederiksen gjorde også opmærksom på, at selvom det er Venstre, Konservative og Liberal Alliance som sidder i regeringskontorerne, så er det på en lang række områder reelt været oppositionen og Dansk Folkeparti, som har dikteret politikken:

”I det hele taget har vi brugt endnu et folketingsår på at forhindre regeringen i at føre sin egen politik. Og det er egentlig gået ret godt. Ikke mindst takket være vores samarbejde med Dansk Folkeparti og med stærk opbakning fra vores venner i rød blok. Det kan lejerne i den almene boligsektor være glade for. Det kan de mest nedslidte på vores arbejdsmarked være glade for. Den førte politik er lige nu bedst, når regeringen er i mindretal. Sådan må vi arbejde i det nuværende folketing.”
4) Hvor står regeringen i forhold til modtagelsescentre?

Mette Frederiksen efterlyste et svar på hvor regeringen står i forhold til det udlændingeudspil, Socialdemokratiet fremlagde i februar måned.

Her foreslår partiet at oprette modtagelsescentre for asylansøgere i tredjelande:

”Først var regeringen imod ideen. Så viste det sig, at man allerede var i gang med at realisere én, der ligner. Sammen med andre europæiske lande undersøgte regeringen, om de kunne etablere modtagecentre for asylansøgere i tredjelande. Siden har vi ingenting hørt. Det er snart fire måneder siden. Derfor stillede jeg et spørgsmål sidste onsdag sammen med hr. Kristian Thulesen Dahl. Desværre havde statsministeren ikke mulighed for at svare. Så nu spørger jeg i dag: Hvad er status for arbejdet?”
5) Fast udlændingepolitik forankret i et bredt samarbejde

Endelig forventede Mette Frederiksen, at udlændingepolitikken ville blive et hedt tema i den kommende valgkamp. Og hvis magten skifter, så vil Socialdemokratiet fastholde den nuværende stramme udlændingepolitik og føre et bredt samarbejde, henover midten:

”Om senest et år er vi i valgkamp. Vi ved, at Venstre vil gøre, hvad de kan for at så tvivl om udlændingepolitikken. Mon ikke vi ser en skræmmekampagne eller to?

Hvis danskerne betror os ansvaret, så vil en ny socialdemokratisk ledet regering kunne gøre to ting: For det første, fastholde den stramme udlændingepolitik forankret i et bredt flertal her i Folketinget. For det andet, føre en mere retfærdig og grønnere velfærdspolitik sammen med de partier, der ligesom os ønsker en ny retning for Danmark.


Flere artikler om emnet

Annonce