Først skulle de syriske flygtninge sendes 3800 kilometer til Kenya, og så skulle de til Vestegnen.Det virker ærligt talt til, at ingen rigtigt vil kendes ved dem, og den sidste måneds asyldebat har kun tabere. For store dele af Christiansborg svigter ikke bare flygtningene, men også kommunerne ved at skyde med spredehagl og afspore debatten.

Der er ingen tvivl om, at flygtningestrømmen fra Syrien er en massiv udfordring for vores asylsystem. Der er mange mennesker, der har brug for sikkerhed og tryghed, og det er dyrt at behandle folk ordentlig og overholde internationale konventioner. Det giver mulighed for, at den allerinderste svinehund kan få frit løb, og for at løgnehistorier kan vokse sig store.

Turen fra Syrien til Danmark er ofte en farefuld rejse, hvor flygtningefamilierne – ud over at blive splittet op – også bliver en del af et internationalt menneskesmuglernetværk, der lever af nød og elendighed. Men uanset om man kommer fra Aleppo eller Allerød, vil man gerne sikre sine børn de bedst mulige forhold. Især når det gælder liv og død.

Derfor er der en tendens, at flygtninge fra Syrien sender en ”fortrop” af familien af sted for så senere at blive genforenet i Danmark. På den måde kan man sikre sine børn på lang sigt, men skærme dem mod en farefuld rejse. Den tendens håber regeringen at sætte en prop i ved at gøre det umuligt at få familien op til Danmark det første år, hvis den pågældende flygtning ikke er individuelt forfulgt.  Men det er symptombehandling, som ikke stopper nødlidende fra at betale 7-800 euro for at blive smuglet fra Milano til Kolding.

I stedet for at deltage i et europæisk ræs mod bunden om at gøre Danmark mest ulidelig for flygtninge er der brug for, at der tages hånd om nældes rod. Sådan at familier ikke skilles, og menneskesmuglernes tegnebøger ikke bliver tykke og fede på bekostning af nogle af verdens mest udsatte. 

Det kræver en offensiv politik, hvor flygtninge kan søge asyl i de rigtige nærområder. Lad os midlertidigt åbne vores ambassader på samme måde, som Nyrup-regeringen gjorde i 1990’erne i det borgerkrigshærgede Jugoslavien, hvor bosniske flygtninge kunne få deres asylsag behandlet på et kontor i Zagreb.

Den tidlige og lokale sagsbehandling betød, at kommunerne kunne forberede sig lidt bedre på at tage imod de flygtninge, der kom til Danmark. Og samtidig var det en effektiv stopklods for de menneskesmuglere, der også dengang levede af at sælge guld og grønne skove til de såkaldte spontan-flygtninge.

Den tyske konservative indenrigsminister Thomas de Maizière foreslår for få dage siden også at oprette ”velkomst- og udrejsecentre” i lande, som flygtninge rejser igennem. Det handler om at afgøre så tidligt som muligt, hvem der har krav på beskyttelse og dermed kan komme til Europa.

Men det kræver et nationalt kompromis som i 1990’erne at gøre det rigtige – og ikke en opposition, der kører en hård valgkampsretorik på en alt for alvorlig sag.