Afstemning: Hvem er arbejderklassens bedste musiker?

Afstemning: I anledning af Spil Dansk ugen kårer vi den bedste arbejdersanger eller arbejderband. Hvem giver du din stemme? Deltag i afstemning her.
Hvilken arbejdersanger eller arbejderband står egentlig tilbage som det bedste? Hvem vil du helst til fyraftenskoncert med, hvad står radioen på i skurvognen og ligger højest på din spotify playliste? Hvem vil du give din stemme?

I anledning af 'Spil Dansk ugen', som kører på DR uge i 44 kårer vi hos Netavisen Pio den arbejdersanger eller arbejderband, som du mener bedst. Og sammen fejrer vi dansk musik på en anderledes og vedkommende måde.

Populærmusik har grundlæggende altid været garant for social kritik. Derfor er det heller mærkeligt, at arbejderklassen nu og da også er kommet til orde hinsides Arbejdersangbogen gennem 1880’ernes skillingeviser, 1930’ernes revyviser, efterkrigstidens rockmusik og siden den rap, der for alvor har spyttet rim på mikrofonen de seneste tredive år.

Netavisen Pio har prioriteret og indstiller følgende seks danske artister: 

Osvald Helmuth

placeholder

I 1929 brød en vis hr. Osvald Helmuth igennem med den nu legendariske revyvise "Ølhunden glammer". Med en fremragende sans for at den lille mand står en ikke ubetydelig del af hans viseforedrag og medvirken i forskellige revyer i de kommende årtier tilbage som perlerækker af små, uforglemmelige skuespil.

”Havnen”, ”Henne om hjørnet, nede i kælderen”; ”Havnen” ”Molak, molak, mak, mak, mak”, ”100 mand og én bajer” ”Konen, kællingen, madammen”, ja, listen er lang.

Men demonstrerer blot desto mere, at den københavnske arbejderdreng i dag står tilbage som en eminent fortolker af arbejdernes hverdagslige trængsler og drømme.

Kim Larsen

placeholder

Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal gøre godt for, hvis det ikke er for at hjælpe de svage. De stærke skal nok klare sig.” Sådan faldt ordene i den bedste sendetid, da den tidligere frontmand i Gasolin

og nu afdøde Kim Larsen gæstede Erling Bundgaard i Lørdagshjørnet. Godt nok satte Lune Larsen eftersigende krydset ved De Radikale, men grænserne for kulturkrukkeriet er til at få øje på hos gavflabede arbejderknægt fra Nordvest. Med sange lige fra ”Køb bananer” og Hvad gør vi nu, lille du?” til ”Det dårlige selskab” og ”En af de få” bør man nemlig ikke være i tvivl om, at sympatien uden tvivl ligger hos de små i samfundet.

Endda i sådan en grad at selv daværende statsminister, Anker Jørgensen, så sig nødsaget til at citere den dengang unge Larsen sin nytårstale.

Nikoline

placeholder

Kvindekamp er klassekamp, siger man. Det gælder naturligvis også Nikoline. Igen og igen har den københavnske rapper sat ild i medierne med provokerende og humoristiskeraptekster om alt fra sexisme til salget af Dong, hvidvaskning i Danske Bank og korrupte politikere.

Om Nikolines skrapladte hævnfantasier objektivt passer ind i den nu til dags umiddelbart diffuse forestilling om arbejderklassen, vil nogen måske betvivle. Med sit blik for samfundets dobbeltmoral, udfordrede ligestillingsidealer og et parlamentariske system, der har spillet fallit, i sange som ”Flertallet er dumme”, ”Sut min klit” og ”Tæsk til alle” er dog uanset hvad svært ikke at se hende som en stemme for den vrede og politikerlede, vi i disse år oplever i folkedybet.

Sivas

placeholder

Tilbage i 2013skete der noget nyt i dansk musik - nemlig Sivas.Den iranskfødte rapper er intet mindre end den mest kyndige repræsentant udi rapmusik for det mørklødede Underdanmark.

Væbnet med et sprogligt overskud, udsyrede lydflader og fortællinger om fest, kriminalitet og modborgerskabudtrykker sange som ”Stein Bagger”, ”Kbhavana” ”Kun hinanden” og ”D.A.U.D.A” på den ene side en frustration over eller da i hvert fald resultatet af en forfejlet integration, og på den anden side et ønskeom samhørighed på tværs af klasse og etnicitet.

Begge dele gennem det multikulturelle sprogbrug, der siden har vundet udbredelse blandt hiphoppere hinsides Vestegnen.

Suspekt

placeholder

Indenfor blot to årtier er Suspekt gået fra at være undergrundens mest grænsesøgende opkomlinge til at være Danmarks mest lumre, men også mest folkelige hiphop-navn.

Med deres hang til det frække og forbudte sover Albertlund-drengene næppe med hænderne over dynen. I numre som ”Proletar” eller ”Danmark” tager bandet dog ikke nationens lyssky begær på sengen – men derimod et samfund, hvis borgere og politikere i større stil tænker mere på, hvad dersplitter os, frem for hvad der reelt set samler.

Begge dele er imidlertid to sider af samme sag, når trioen trækker på alt fra Thorvald Stauning og Klaus Pagh til Folkeklubben, idet de benhårdt og ublu synger om ”det samfundslag, der I jeres verden, ikk' eksisterer.”

John Mogensen

placeholder

Det er svært, hvis da ikke nærmest helt umuligt at tale om moderne arbejdermusik uden at nævne John Mogensen.

Med sit sigøjneragtige fuldskæg og respektindgydende ølvom, der blev holdt på plads af et par røde seler, gør den folkekære vildmand nedtur til optur, da han i halvfjerdsernes begyndelse brager igennem med sange som ”Der er noget galt i Danmark” , ”To mennesker på en strand”, ”Livet er kort”, ”Fut i fejemøget”, ”Så længe jeg lever”, ”Nede i møjet”, ”Sidder på et værtshus”, ”Karl og Ann-Cathrin’” og mange flere.

Mens studenter, lærlinge og resten af ungdommen ændrede eftertidens Danmark, står den københavnske arbejderknægt i dag ikke bare tilbage som et tiltrængt talerør for den lille mand, men også en stor kunstner, der for altid ændrede dansksprogede musik.

placeholder

Kulturskribent og anmelder


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Trille og Anne Linnet fx har sat tekst og musik til mange kvinders arbejdsliv.

Annonce