Den offentlige sektor sørger for pasning af vores børn, pleje af vores ældre og behandling og pleje af de syge. At vi i Danmark har en offentlig sektor, der ikke skelner mellem rige og fattige, er noget som vi danskere med rette er stolte af.

Men der er alt for mange eksempler på, at den offentlige velfærd er ved at sande til i nedskæringer og administration. Hospitalsafdelinger, som nedslider de ansatte og hvor der ikke er tid til at give patienterne den pleje, de fortjener. Daginstitutioner, hvor lederen skal bruge det meste af sin tid foran computeren. Alt for mange beretninger om en ældrepleje, der svigter og alt for mange skoler, hvor en stor del af de ressourcesvage elever forlader 10. klasse uden at kunne læse, skrive og regne mens de ressourcestærke elever for længst er flyttet til en privatskole. Det kan vi ikke være bekendt.

VLAK-regeringen skal derfor have ros for at sætte fokus på den offentlige sektor ved at udnævne Sophie Løhde til minister for offentlig innovation. Men når man læser ministerens nye plan for udviklingen af den offentlige sektor, så er spørgsmålet hvad det egentlig er, hun og regeringen vil?

Hvad står der egentlig i planen?
Moderniseringsplanen består af fire søjler, som for eksempel hedder ”Mere tidssvarende offentlig sektor”. Men når man kigger efter, hvilke konkrete initiativer, der ligger under hver af de fire søjler, bliver man ikke meget klogere.

Der står for eksempel: ”Der er behov for en mere sammenhængende styring til gavn for medarbejdere og borgere. Regeringen vil derfor gennemgå styringen på de store velfærdsområder med henblik på at sikre, at styringen giver mening for løsningen af kerneopgaverne og de politiske mål for områderne”.

Det er svært at være uenig i sådan en formulering, men lige så svært at blive klog på, hvad regeringen egentlig vil med den offentlige sektor. Ud over at den ikke må koste penge.

Regeringen lægger op til ”en åben og inddragende reformproces”, og har inviteret parterne (KL, Danske Regioner, DA, LO, FTF og AC) til at være med til at udforme planen. Det er bestemt positivt, at regeringen vil lytte og være i dialog. Men jeg synes det er ærgerligt, at regeringen ikke selv har en stærkere vision for den offentlige sektor. For det ene udelukker ikke det andet.

Stigende opgaver, uændrede budgetter
Moderniseringsplanen ændrer ikke på, at regeringen har erklæret nulvækst i den offentlige sektor, mens opgaverne er stigende, når der for eksempel kommer flere ældre, der kræver pleje og omsorg.

En fornuftig fremskrivning peger på, at de øgede opgaver betyder, at de offentlige budgetter skal vokse 0,6 procent hvert år for at følge med. Det ønsker regeringen ikke, og det er en skam, at planen får til opgave at lukke et hul, den umuligt kan.

Kommunerne tør ikke engang bruge de penge, de har budgetteret
Udfordringen med stigende opgaver og uændrede budgettet forværres af, at kommunerne ikke bruger de penge på borgernær velfærd, som de budgetterer med. I en gennemsnitskommune på 50.000 indbyggere bruges der hvert år mere end 20 millioner kroner mindre, end der er afsat. Især daginstitutionsområdet er hårdt ramt af budget-forsigtigheden. Det kan mærkes, når det lægges oven i normeringer, der i forvejen er beskåret.

Det er i høj grad de sanktioner, Finansministeriet aftalte med KL i 2011 og som rammer kommuner der bruger flere penge end budgetteret, der er grunden til at kommunerne bruger færre penge på velfærd, end de budgetterer med. Og sanktionerne betyder derfor, at borgerne går glip af velfærd, der er besluttet af politikerne. Men når man læser planen for den offentlige sektor er der ingen udsigt til, at reglerne laves om.

Finansministeriets aftryk fornægter sig ikke
Når alt kommer til alt, er det Finansministeriet, der står bag moderniseringsplanen. Sophie Løhde har som innovationsminister ikke sit eget ministerium, men bliver betjent af Finansministeriets embedsmænd.

Det fornægter sig ikke, at Finansministeriet står bag. Når man kigger ned i planen, kan man finde meget af Finansministeriets arvegods. For eksempel fritvalgsordninger, hvor borgeren har mulighed for at vælge et privat tilbud i stedet for det offentlige, en tro på at (endnu) mere benchmarking vil give os en bedre offentlig sektor eller de mange forslag om digitalisering af de offentlige opgaver. Finansministerielt arvegods, som man godt kan være i tvivl om effekten af.

For vi har jo prøvet det før, og det er svært at tro at endnu flere benchmarking-rapporter, endnu flere private plejefirmaer og endnu flere håndholdte computerer til SOSU-assistenterne er løsningen. Digitalisering indebærer fordele, men er og bliver ikke en mirakelkur.

Vil den nye moderniseringsplan sikre flere varme hænder?
Der har siden strukturreformen i 2007 været en tendens til, at de stillingskategorier i kommuner og regioner, der sørger for den borgernære velfærd (de varme hænder) bliver afløst af akademikere og DJØF’er.

Aktuelle tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor viser, at hver DJØF’er i 2007 blev modsvaret af næsten 6 social- og sundhedsmedarbejdere. I 2017 var andelen af DJØF’ere steget til næsten det dobbelte, så hver DJØF’er kun blev modsvaret af lidt over 3 social- og sundhedsmedarbejdere.

Den stigende andel af DJØF’ere og akademikere skyldes for det første, at der er blevet flere med lange uddannelser i kommuner og regioner. For det andet er der blevet færre social- og sundhedsmedarbejdere: Fra 2007 til 2016 er der blevet 11.000 medarbejdere færre, hvilket er et dramatisk fald.

Jeg synes, akademiseringen er et problem. Ikke fordi, der er noget galt med hverken DJØF’ere eller akademikere i det hele taget. Men fordi, langt størstedelen af den offentlige velfærd bliver skabt af de medarbejdere, der har den direkte kontakt med borgerne. Hvis kerneopgaverne – som der bliver flere og flere af – skal løses, er det derfor afgørende, at akademiserings-tendensen bliver brudt.

Det er derfor ærgerligt, at planen ikke prøver at gøre op med akademiseringen af velfærden. Og at man måske ligefrem kan frygte, at al den benchmarking og digitalisering vil betyde endnu flere medarbejdere, der gør en forskel bag skrivebordet og færre medarbejdere, der gør en forskel sammen med borgerne.

 
Henrik Andersen er cand.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet i Gladsaxe.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.