Akdogans vilde fejlskud om 3F

Socialdemokraten Yildiz Akdogan langer ud efter fagbevægelsen generelt – og specifikt 3F – for at mangle solidaritet med udenlandske arbejdere.
Borgerrepræsentant og folketingskandidat Yildiz Akdogan (S) langer i Berlingske, i anledning af 1.maj, ud efter fagbevægelsen, som efter hendes opfattelse svigter arbejderne i almindelighed og nydanske arbejdere i særdeleshed. Akdogan efterspørger … en reel praktisering af disse værdier – især lighed og solidaritet – hos fagbevægelsens ledelse og hos forbundene generelt”.

Man må spørge sig selv om, hvilket særligt solidaritetsbegreb med arbejderbevægelsen der ligger bag ved Yildiz Akdogans beslutning om at bruge 1. maj som anledning til lige at fyre en bredside af sted mod fagbevægelsen i en af landets store borgerlige aviser.

Yildiz Akdogans angreb er blot mere vand på de borgerliges mølle om fagbevægelsens utilstrækkelighed.

Solidaritet er først og fremmest et sammenhold mellem mennesker med samme interesserer. Ikke mindst et sammenhold imellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Og hvordan det sammenhold bliver styrket ved, fuldstændigt uretmæssigt, at angribe den ene part i et borgerligt medie,er mig helt og aldeles uforståeligt. Yildiz Akdogans angreb er blot mere vand på de borgerliges mølle om fagbevægelsens utilstrækkelighed.

”Realiteten er nemlig den, at fagbevægelsen er fraværende i den offentlige debat om arbejderen, ligesom den har meget lidt føling med og forståelse for medlemmerne – især dens mange nydanske medlemmer,” skriver hun i indlægget.

Jeg vil påstå, at Yildiz Akdogans påstand om, at fagbevægelsen – og her nævner hun specifikt 3F – ikke udviser solidaritet med polske arbejdere, må bygge på enten uvidenhed eller en grov misforståelse. Gentagne gange er det netop 3F og Fagbladet 3F, der afslører svindel, fup, snyd og umenneskelige arbejdsforhold for netop udenlandske arbejdere. Både i transportbranchen, i byggeriet og for au-pair-piger.

Intet dansk fagforbund har som 3F gjort mere for at organisere østeuropæisk arbejdskraft ude på arbejdspladserne. Forbundet har blandt andet ansat polske medarbejdere med netop det formål.Forbundet har som et af de få oversat deres hjemmeside på henholdsvis polsk, russisk og tyrkisk af samme formål. 3Fs københavnske lokalafdeling for Bygge-, Jord- og Miljøarbejdere har sågar en polsk klub.

Og helt objektivt er der intet fagforbund, der som 3F har forsøgt at løfte den offentlige debat om social dumping. Men det kan jo være, at Yildiz Akdogan bare havde for travlt med at dele sine pjecer ud til sidste kommunalvalg, at hun opdagede den massive kampagne som forbundet kørte?

Det er fint, at Yildiz Akdogan gerne vil løfte en diskussion om, hvordan vi sikrer inklusion og mangfoldighed på arbejdsmarkedet, men at hun skyder efter det fagforbund, der objektivt har gjort allermest for at løfte den opgave i praksis, er intet mindre end hovedrystende.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce